Læsetid: 7 min.

Malis stille sult

Det internationale samfund har svært ved at forholde sig til kroniske sultkatastrofer som den, der plager det vestlige Mali. FN's fødevareprogram er alene om at yde fødevarehjælp til befolkningen
26. februar 2007

KAYES - Der er noget barskt og hårdt over feltarbejderne i FN's fødevareprogram, WFP. Måske hænger det sammen med de daglige møder med fejlernærede børn med opspilede maver, dødssyge mennesker, der ikke har adgang til lægehjælp, mangel på vand og mad. Kort sagt: mennesker på den laveste grænse for eksistens.

Som nu Issa Diakaté, chef for WFP's feltkontor herude i Kayes, 550 kilometer fra Malis hovedstad, Bamako. Issa Diakaté er en alvorlig mand, der sjældent smiler. Han svarer venligt på spørgsmål, men i knappe, afmålte sætninger. Det virker som om Issa permanent forsøger at beherske en indre stress for at kunne holde styr på alle de logistiske detaljer i sin del af fødevareprogrammet i Mali, der anslået har over fire millioner fejl- eller underernærede mennesker.

Issa bruger ikke megen tid på teoretiske overvejelser om, at 820 millioner mennesker i den fattige verden sulter, mens den rige verden er begyndt at eksportere fedt fra fedtsugning til brug som brændsel. Han kender godt paradokserne og ved også, at selvom antallet af sultende i verden er faldet en smule de sidste 10-15 år, så er antallet af sultende og fejlernærede i Afrika samtidig steget. Issa Diakatés opgave er at levere fødevarerne det sidste stykke vej ud til de sultende, og det er hårdt og intenst herude i det knastørre Sahel-bælte.

Her i Kayes by søndag eftermiddag har Issa lige checket WFP-lastbilerne, der har slæbt sig de 1000 kilometer fra Lomé i Togo. Er der det antal sække, der skal være, med korn, bælgfrugter, madolie, CSB (en særligt nærende blanding af korn og soja), salt og sukker?

Mens han krydser af på en liste, siger han:

"At arbejde for WFP er arbejde syv dage om ugen. Alt andet ville være ulogisk. Folk skal jo have noget at spise hver dag. Det er humanitært arbejde det her."

$SUBT_ON$FN alene

Fødevarerne går til hele landsbyer i Kayes-regionen, der udelukkende overlever på WFP-nødhjælpen, og hovedparten fordeles på skoler, hvor fødevarehjælpen udgør den eneste mad, børnene får.

Hvis Afrika er det 'glemte kontinent', er Kayes 'den glemte region' i Mali. De eneste, der opererer herude er FN's nødhjælpsorganisationer WFP og Unicef og en enkelt lille tysk NGO, der arbejder med at forbedre landsbrugsmetoder. Ikke engang WFP's samarbejdspartnere i internationale nødhjælps-NGO'er står for uddelingen af fødevarer, sådan som arbejdet ellers ofte er fordelt. Heller ikke bilaterale organisationer som danske Danida, svenske Sida eller amerikanske USaid arbejder herude. Dem skal man adskillige hundrede kilometer ned mod hovedstaden for at finde tegn på.

WFP-folkene forklarer det med, at Kayes ligger for langt fra hovedstaden, at klimaet er for barskt, og at regionen på grund af ekstremt dårlige veje er svær at komme frem til. Ikke at sult- og fejlernæringsproblemerne er mindre end andre steder i Mali.

En anden forklaring er måske, at Kayes har et rodfæstet ry for at være 'migrant-land', der har en lang og stærk tradition for at sende unge mænd til udlandet, hovedsageligt til Frankrig, hvorfra de sender penge hjem.

Kontrasten mellem 'migrant-landsbyerne' og 'ikke-migrant-landsbyerne' i Kayes er da også slående. Migrant-landsbyerne præges af forholdsvis velnærede mennesker, der bor i stenhuse, mens ikke-migrant-landsbyerne er regulære lerhytte-byer, hvor armoden og sulten kan ses med det blotte øje. Lerhytte-landsbyerne er klart i flertal - uanset Kayes' ry.

$SUBT_ON$Regnen udeblev

WFP forsøger altså at afbøde efterdønningerne af naturkatastrofen i 2004-2005 blandt de uheldige, der ikke har familie eller bekendte i udlandet, der kan sende penge til de basale behov. I 2004-2005 udeblev regnen i flere regntider, samtidig med at kæmpe sværme af græshopper invaderede regionen og åd alt spiseligt på jorden. Med den beskedne regn i september 2006 klingede det akutte problem noget af, og WFP koncentrerer sig nu om at holde den kroniske sult i området i skak.

Men der mangler automatik og systematik i strømmen af fødevarer fra donorlandene. Det gør WFP's planlægning meget svær, og organisationen er nødt til hele tiden at råbe højt i verdenssamfundet og appellere om mere hjælp. Sverige er den mest stabile donor til WFP, mens lande som Danmark, Holland og Japan også ligger pænt. Men det generelle billede er, at hjælpen næsten altid kommer for sent eller i for få mængder.

Det præger også arbejdet i Kayes. WFP mangler stadig donortilsagn om 52 procent af det projekterede fødevareprogram, der skal køre i halvandet år indtil udgangen af 2007. Hvad der sker efter 31. december 2007 er med WFP's Mali-souschef, Michel Laguesses ord "et rigtigt godt spørgsmål". Han siger, at WFP næsten permanent er underfinansieret:

"Vi kan ikke arbejde med projekter, der varer meget længere end halvandet til to år. Den rige verden og donorerne opfatter næsten altid kun fødevarehjælp som en akut indsats. De har svært ved at forholde sig til kronisk sult - den omstændighed, at det er fattigdom med alle dens iboende problemer, der skaber sulten," siger Michel Laguesse.

Herude i Kayes' brændende, tørre og afsvedne varme har WFP tillige en hel bunke logistiske, tekniske og kulturelle problemer at forholde sig til. At få forsyningerne frem til rette tid og sted, er den allerførste hurdle. Der er meget tyveri, svindel og regulære hold-ups under transporterne, og derfor er WFP-Kayes-chefen, Issa Diakaté også helt fremme i skoene, når WFP-lastbilerne langt om længe ankommer til Kayes. Mangler der noget? Er det de rigtige fødevarer?

Der er brug for kontrolinstanser, som følger fødevarerne fra centrallageret i Kayes by og ud til de nødlidende. Til den opgave har WFP ansat lokale maliere i kontrolfunktionerne. Der er ingen 'ex-pats' herude.

$SUBT_ON$For lidt mad

En af disse kontrollører er Ismail Traore, som er supervisor for fem kontrollører, der har delt 48 skoler i en radius af 100 kilometer fra hovedbyen imellem sig.

Ismail, der kommer fra Sikasso i den mere frodige sydlige del af Mali, siger, at han fik et chok, da han kom til Kayes for tre år siden:

"Jeg havde aldrig troet, at en sådan elendighed fandtes, at mennesker sulter så meget".

I en ramponeret bil skramler vi ind på én af skolerne i landsbyen Sambacire Sambala 60 kilometer øst for Kayes by. Skolen har seks klasser og næsten 700 elever, altså over 100 børn per klasse. Tidligere var her 300 elever, men da det rygtedes i området, at WFP begyndte at levere fødevarer til skolen, steg elevtallet eksplosivt i løbet af få uger.

Skolen har gjort, som WFP kræver: Den har oprettet en forældrekomite, der er ansvarlig for, at fødevarerne bliver lavet til mad. Derfor møder en gruppe kvinder hver dag og laver mad i store gryder på åbne ildsteder.

Vand er et særligt problem. Det ligger nemlig udenfor WFP's mandat. På selve skolen er der intet. Derfor må kvinderne hente vand i krukker fra en brønd i en nabo-landsby.

Skoleinspektøren viser fødevarelageret i et aflåst lagerrum frem. WFP-sækkene er, hvor de skal være og i den rigtige volumen, og Ismail er tilfreds. Derimod kan han ikke gøre noget ved, at eleverne kun får ét måltid om dagen mod de WFP-projekterede to. Han fortæller, at alle skolerne i området må vælge imellem at give mad til de elever, der var registreret, da WFP startede fødevareuddelingen eller at dele maden mellem alle elever. Det er et regulært dilemma.

Skoleinspektøren beklager det og siger, at det er helt umuligt kun at give mad til halvdelen af eleverne.

"Det kan ingen få over deres hjerte," siger han.

Det ses og mærkes på eleverne på Sambacira Sambala-skolen, at de kun får dette ene måltid om dagen. Da skoleinspektøren klapper i hænderne som signal til, at det er spisetid, kaster børnene sig glubende over fællesfadene med kogt hirse og ris. I grupper på en 10-12 elever skovler de i sig for at få så meget til sig selv som overhovedet muligt. Spisekonkurrencen tager maksimum ti minutter. Da det er overstået, er der 23 timer og 50 minutter til næste sparsomme måltid grød.

Ismail betragter grød-orgiet og siger ligesom lidt undskyldende:

"Uddannelse er vigtig. Maden får forældrene til at sende børnene i skole. Tog du maden væk, blev børnene væk".

$SUBT_ON$Man må gøre sit bedste

I flere skoler er billedet det samme: Overfyldte klasseværelser, for lidt mad til for mange børn, forældre, der hjælper til, og især kvinder, der laver mad og fordeler den ligeligt mellem alle, vand, der er blevet hentet ved brønde langt fra skolerne.

Da vi er tilbage i Kayes by og igen møder WFP's lokale chef, Issa Diakaté, foran fødevarelageret i byen og spørger om hans mening om problemerne ude i skolerne, kigger han op fra fødevare-listerne, ud igennem varmedisen på tiggerne, der hænger rundt om kiosken på den anden side af den hullede vej.

Blikket stilles ligesom ind på evigheden. Så siger han blot:

"Ak ja, sådan er det! Der er masser af katastrofale problemer i det her. Men der er ikke andet at gøre end at gøre sit bedste".

Lars Zbinden Hansen er freelance-journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her