Har man læst Fjodor Dostojevskijs roman Forbrydelse og Straf fra 1866 (600 med småt tætskrevne sider) fra ende til anden, ved man, at man har læst et mesterværk. Har man set Frank Castorfs forestilling Schuld und Sühne (fem-en-halv time med kun 20 minutters pause), der har romanen som forlæg, ved man, at man har set et makværk.
Forbrydelse og Straf er for stor en kulturbegivenhed til, at man bare kan køre sit sædvanlige show af med folk, der smovser i Eisbein, overhælder sig med beigefarvet dåsemad og æder deres eget bræk. Thomas Mann kaldte bogen "alle tiders største kriminalroman" - om han så havde ret i at "nedgøre" den til en kriminalroman, er en anden sag - men Forbrydelse og Straf fylder simpelt hen for meget i vores åndshistorie til, at man med rette kan udsætte den for letpåklædte duller i stiletter, der propper dildoer op i røven på hovedpersonen for derpå at sutte dem af. Hvis man vil sætte en sådan forestilling op, hvorfor så ikke skrive sin egen historie i stedet for at maltraktere et mesterværk?
Forbrydelse og Straf er en indadvendt bog, hvor der bruges megen tid på at beskrive hovedpersonens tanker, hans 'delirium'. Men det er, som om Frank Castorf ikke rigtig har vidst, hvad han skulle gøre ved den inderlighed. Hovedpersonen Raskolnikov er som romanfigur en på sin egen måde indtagende person (hvad psykopater jo ofte er). Det er det sidste, man kan sige om den fedtede Martin Wuttke, der legemliggør ham på scenen. Ingen tvivl om at Wuttke i bogstaveligste forstand spiller røven ud af bukserne, men nogen Raskolnikov er han sgutte.
Overmennesket
Forbrydelse og Straf udspiller sig i Sankt Petersborg. Eksstudenten Rodion Raskolnikov har udviklet en overmennesketeori, som deler folk ind i to grupper: På den side de ordinære, der må bøje sig for almindelig lov, ret og moral, og på den anden side de usædvanlige, som selv kan sætte dagsordenen. For at afprøve sin teori i praksis myrder han en pantelånerske, som han ikke regner for andet end en lus, og tager ufrivilligt hendes uheldige søster med i købet.
Han begår egentlig to perfekte mord, som forekommer umulige at opklare. Ikke desto mindre martres og forfølges han i dén grad af sin egen forbrydelse, at han til sidst melder sig.
Hos Dostojevskij sker det ikke mindst ved kærlighedens nådesgave, personificeret ved luderen Sonja Marmeladova. Hun får ham til at erkende sin skyld og tage sin straf, og hun følger med ham til Sibirien og de otte års fangelejr, han dømmes til.
Det forekommer sandsynligt, at man kan drage paralleller til nutidens Rusland med landets vildtvoksende korruption, menneskehandel, mafia og uhæmmede kriminalitet. Ja, det er endog meget muligt, at den amoralitet og nihilisme, som Dostojevskij beskriver, har lige så gode vilkår, som da romanen udkom i 1866. Og at den ikke bare er en by i Rusland. Frank Castorf har i alt fald fravalgt det psykologiske krimi-element i Raskolnikovs langstrakte selvpineri til fordel for udstillingen af en fuldkommen gudløs og depraveret verden, hvor enhver er sig selv nærmest og knap nok det. Hvor alle balancerer på randen af fortabelsen, og ingen længere har hverken værdier eller illusioner i behold. En sådan verden vil man gerne vide mere om. Men hvorfor skal det lige gå ud over Forbrydelse og Straf?
Højt tempo
Stykket lægger ud med et sted mellem 180 og 200 kilometer i timen, og det tempo slækkes der ikke på i stive fem-en-halv time. "Steenblaiben ferboten!" (Åphål Forbut) lyder en graffiti på scenografiens husfacade, og den opfordring har skuespillerne taget til sig.
De kaster sig manisk ud i forestillingen og styrter op og ned ad trapper, som om det var deres livs sidste optræden - hvad man som tilskuer af og til også kan være fristet til at håbe på. Som altid hos Castorf bliver man blæst tilbage i sædet og imponeres over den altoverskyggende energi og kraftpræstation. Pisker han deres rygstykker med en flodhestepisk, mens han instruerer?
Bert Neumann har bygget en kæmpe lejekaserne med indblik i forskellige lejligheder og en container, der fungerer dels som kontor, dels som horehus. Når der spilles derinde, filmes skuespillerne og bliver vist på en storskærm. En meget virkningsfuld teknik, som Castorf allerede benyttede sig af med De Besatte i 1999, før der var noget, der hed Big Brother. Og som man ser plagieret igen og igen mange steder.
Men når det er sagt, er det bedste også sagt om den forestilling. Raskolnikovs teori om, at han selv hører til den beskedne brøkdel, der fødes som genier, og som ved deres handlinger, uanset hvordan de så end måtte være, tilfører verden noget nyt, er på mange måder også en teori om Tyskland og tyskerne. Nietzsche havde læst godt og grundigt på Raskolnikovs over- og undermennesketeorier, og i det århundrede, der fulgte Dostojevskijs roman, blev tankerne som bekendt til blodig virkelighed.
Men hvad enten, Castorf vil sige noget om Dostojevskij, om Rusland, om det tyske herrefolk eller om vore dages forkætrede neoliberalisme, så er og bliver stykkets hæmsko tempoet, vildskaben og manglen på inderlighed. Her lader Castorf så en stribe af katastrofale udviklinger ende i hat og briller, og jeg skal komme efter dig med min liderlighed og mit stoppede toilet.
Dostojevskij slutter sin roman med at lade kærligheden, eller medlidenheden, overvinde alt. Den prostituerede Sonja er så at sige romanens anden hovedperson. Hos Castorf er Sonja gjort til en 16-årig Britney Spears-look-a-like og reduceret til det absolut minimale. Hun spiller ingen rolle i stykket, kærligheden til hende antydes knap nok og har slet ingen forløsende effekt. Åbenbart går Castorf selv i spidsen, når han fraskriver vores tid denne mulighed for at undslippe fortabelsen. Den findes ikke i hans univers. Ægte forløsning oplever man først, når man mørbanket vakler ud i nattemørket.
'Schuld und Sühne' efter Fjodor Dostojevskij, bearbejdelse og instruktion: Frank Castorf, scenografi og kostumer: Bert Neumann, medvirkende: Martin Wuttke, Jeanette Spassova, Milan Peschel, Birgit Minichmayr, Irina Kastrinidis, Thomas Thieme, Sir Henry. Forestillingen er en koproduktion med Wiener Festwochen og havde urpremiere på Theater an der Wien 25. 5. 2005. Berlinerpremiere 6. 10. 2005 på Volksbühne, Rosa Luxemburg Platz, Berlin, www.volksbuehne-berlin.de
