Læsetid: 3 min.

Mambo a la Bona

Richard Bona og band i glædeligt, smittende spillehumør
14. juli 2006

Teknisk ekvilibrisme og overlegen beherskelse af et instrument skaber sjældent en god musiker alene. Mere skal selvsagt til, sjæl og indlevelse eksempelvis og gerne humor eller alvor, for bare at nævne det mest oplagte. Det første uden det andet bliver hurtigt kedsommeligt og enerverende lir og ofte direkte anmassende; det andet uden det første kan ende i pinlige ligegyldigheder.

Men når den gode musiker også er en god fortolker og entertainer, bliver det interessant, og det var netop tilfældet sent onsdag aften (og lidt af natten med), da Richard Bona gav koncert i Copenhagen Jazzhouse. For mage til kompetent musiker skal man lede længe efter, og en showmand er han også, den charmerende, camerounske Bona, der oven i købet befandt sig rigtig godt i København at dømme efter hans mange komplimenter til Danmark og danske piger, anekdoter om hans sko (syet i Japan, i Camerouns farver naturligvis) og røverhistorier om bandmedlemmerne.

Bona spiller afro-fusions-jazz-funk - eller slet og ret musik fra og for kroppen. Rytmisk tonser det derud af med Bonas elektriske bas i et logisk centrum, for hans tekniske kunnen er enestående. Snart lyder den som citar, snart som en synthesizer, oftest som en regulær el-bas, men aldrig er den kun rytmebærende. I hænderne på Bona bliver den til et hovedinstrument, og han har en imponerende evne til hurtigt at skifte retning, når opfordret til det - af de øvrige i bandet, eller som i aftes, når et glas klirrer blandt publikum for lynhurtigt at blive imiteret og indgå som en klang i musikken.

Swahili

Bonas stemme er som hans basspil et kapitel for sig.

Koncerten startede let og luftigt med en drømmende indgang, hvor Bona gav en svævende vokal introduktion, der fra starten understregede, at Bonas stemme er mere et instrument end en vokal. Han behersker sin stemme suverænt, fraseringen er let og ubesværet, og særligt når han bevæger sig i den lyse ende af toneskalaen, funderer man over, om han mon har en særlig og hemmelig teknik, der gør ham i stand til at frembringe disse, nærmest overjordiske lyde. De gange han trådte væk fra mikrofonen afslørede endog, at selv uden forstærkning og i et propfyldt kælderlokale har den en fængende, fri klang.

Det instrumentale ved Bonas stemme understreges af, at han synger på swahili. Det uforståelige sprog, for i hvert fald størstedelen af os tilstedeværende onsdag aften, flytter naturligt nok fokus væk fra teksterne; det er omsonst at forsøge at forstå de enkelte ord, og i stedet bliver de betydningsbærende på en ikke-tekstlig måde i kraft af ordenes lyde og rytmik. Swahili er desuden vidunderligt sangbart, hvilket er med til at understrege det fremmedartede og mytiske præg, som Bonas musik har i sig.

En enkelt anke mod musikkens samlede udtryk denne aften er, at Bonas vokal ofte lå for langt tilbage i lydbilledet. Den forsvandt næsten, når bandet kogte over af spilleglæde, hvilket skete ofte. Derfor stod balladerne stærkest rent vokalmæssigt, hvor hans sprøde, lyse, let nasale stemme stod renest.

Mambo

Bonas bands strålede, som Bona selv af spilleglæde og overskud. Fremhæves skal især Aaron Heick, der på sopransaxofon kompletterede Bonas vokal, når denne blev skubbet for meget i baggrunden, og percussionisten Samuel Torres, der leverede en overstadig og medrivende solo på congas efter pausen.

Knap tre timer fik vi i selskab med en smilende og veloplagt Bona og band. Plus publikum, der mod slutningen af koncerten blev indskrevet som et syvende medlem af bandet og fra scenen blev dirigeret til at bidrage med fingerknips og 'Mambo'-sang. Mambo a la Bona med humor og grin og et musikalsk overskud, der ikke kunne andet end imponere og bringe smilet frem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her