Læsetid: 8 min.

En mand du ikke kan nå

Danmarks første folkelige statsminister var Venstres J.C. Christensen. For 100 år siden herskede han magtfuldt. Nu kan man læse hans dagbøger fra den tid. Alligevel forbliver han gådefuld: En mand, der på én gang vækker beundring og afsky
23. december 2006

"Folk gjorde såmænd klogt i at gøre som jeg - jeg bruger kakkelovnen som arkiv."

Det sagde den store Venstre-høvding, J.C. Christensen (1856-1930). Hans mange fjender tolkede ordene sådan, at han var en mand med meget at skjule. Hans beundrere - og dem var der mindst lige så mange af - ville forstå det på en anden måde: At Christensens bidrag til danmarkshistorien var så indlysende, at der ikke var nogen grund til at distrahere med smålige mellemregninger.

At J.C. Christensen - kælenavnsforkortet til I.C. - effektivt slettede sporene efter sig selv, har været med til at holde historikere fra at skrive store værker om ham. Opgaven kunne i forvejen være svær nok, fordi hans egen samtid overhovedet ikke kunne blive enig om, hvordan hans karakter skulle forstås. Tilhængerne i Venstre så I.C. som den besindige, lyse, milde jyde, der tålmodigt forstod at finde holdbare løsninger på svære problemer. Modstanderne - radikale, socialdemokrater og højrefolk - betragtede ham snarere som en djævel, der i svigagtige dobbeltspil og under dække af from glansbilledkristendom stræbte efter sin egen magt og sågar var villig til at lade nationen lide derved.

Overraskelsen

Nu - med 100 års forsinkelse - kommer overraskelsen:

Alle personlige spor efter I.C. er alligevel ikke slettet. Af de dagbøger, han førte, er syv bind ganske vist blevet flammernes bytte, men 20. stk. har familien i al stilfærdighed bevaret, og de er nu afleveret på Rigsarkivet. Lykkeligvis omfatter skriverierne de år fra 1900-1909, hvor I.C. stod på sin magts tinde, først som førende Venstreminister i Deuntzer-regeringen efter systemskiftet i 1901, dernæst som statsminister 1905-1908.

Historikerne Peter Ramskov Andersen og Poul Duedahl har dette efterår foranlediget dagbøgerne udgivet og kommenteret, og Poul Duedahl har brugt dem som afsæt for den første store I.C.-biografi.

Har man læst begge bogværker, er man forpligtet til straks at besvare spørgsmålet: Og hvordan var I.C. så - i virkeligheden?

Det drilske er, at man bliver meget klogere på I.C. som menneske og som politiker. Man møder en mand, der trods ydmyg opvækst og nødtørftig skolegang har tilegnet sig et vidt udblik og en sindets dannelse, der - båret af hans brug af et varmt og rigt dansk - gør læsningen til en glæde.

Man er i godt selskab med I.C. - hvad enten han fortæller om vestjyske harejagter, hvor han tilbringer natten i en høstak for at være skudklar ved første morgenlys, eller sceneriet er det kongelige hof, hvor han først modtages med kølighed, men siden bliver den fortrolige, som de royale, ofte i tårer, udøser deres bekymringer over.

Gådefuld

Men... Den indre I.C. er så gådefuld som nogensinde. Man oplever en beleven middagsbordskonversation, men ingen åbenbaringer.

I nogle passager er det, som om han prøver at narre sin egen dagbog. F.eks. når han forsikrer om, at han slet ikke vil gribe efter magtfuldt embede, hvis lejligheden byder sig, men blot være støtte, "når Venstres dygtigste mænd skal være ministre".

Selvfølelsen kommer tydeligere frem, når I.C. fra sin statsministerstol i 1906 skriver om sin fortrøstning ved fremtiden:

"Jeg tror ikke, at jeg blev taget fra fåreflokken på den jyske hede alene for at blive minister og gå med uniform og ordener, nej meningen var nok den, at jeg skulle hjælpe til at bringe orden i vore forvrøvlede og dårlige politiske forhold."

Sin egen politiske karriere genfortæller han til dagbogen med ordene:

"Man taler undertiden, som om der var sket store spring i mit liv, man siger: Tænk en gang, en ganske almindelig skolelærer bliver minister, ja endog konseilspræsident (statsminister, red.); men således er det ikke. De 42 år har været en stedse stigende, men jævn udvikling. Det var ikke en skolelærer, som blev konseilspræsident, men en fhv. kultusminister, en kultusminister, som i ca. tre et halvt år havde lært meget, arbejdet meget og ført et stort lovarbejde igennem på Rigsdagen. Det var heller ikke en skolelærer, som blev kultusminister, men en statsrevisor og folketingsmand, ja mangeårig formand for Folketingets finansudvalg. Og det var ikke en skolelærer, der blev formand og ordfører for finansudvalget, men en folketingsmand, der allerede havde siddet på Rigsdagen i fem år og var formand for et stort parti."

Under Guds førelse

Dagbogsteksten indrømmer: "Men det var en skolelærer, som i 1890 blev valgt til folketingsmand i Ringkøbing. Da havde jeg været skolelærer i 13 år. Og forud havde jeg været biskolelærer. Således er det gået lidt efter lidt, skridt efter skridt, men Herren er det, som har ført mig så vidt. Og han skal også føre mig fremdeles, thi kun da kan mit arbejde blive til velsignelse for mit land og mit folk."

Lige præcis her er vi ved det I.C.-karaktertræk, der drev de radikale til vanvid: Hans forvisning om at være ledet af en højere kaldelse.

De radikale, der for en stor dels vedkommende tvivlede på, om der i statens styrelse bør være andre ledestjerner end fornuften, kunne ikke holde ud, at I.C. tog eneret på Guds forsyn. Tilmed, at han var uforskammet nok til at gøre det lavmælt. Og på en måde, så han tilsyneladende hentede sin sande styrke derved.

I 1908 rasede den radikale Edvard Brandes i Politiken:

"Man tør trøstigt sige, at alt, hvad folk tror om hr. Christensen er fejlagtigt, og alt, hvad han er, det ved folk intet om. Med bevidst og gennemført snildhed - man kunne måske sige snedighed - fremstiller hr. Christensen sig selv som uskyldigheden fra Hee... skikkelig og jævn, enfoldig og troskyldig, ingens fjende og rig på kærlighed til alle, en brav mand, der kun vil fædrelandets vel, og, hvis han er kommet til at indtage så stor en stilling, er tvunget frem imod sin lyst... Således er det billede, som han vil give; således vil han stå for befolkningen. Og han har vel narret de fleste."

Hadets gnister fyger

I.C.'s departementschef L.C.F. Lütken følte sig sidenhen kaldet til at skrive til Edvard Brandes:

"Jeg har ofte undret mig over at se, hvilke komplicerede motiver De har tillagt hans handlinger, hvor sandheden var langt mere ligetil."

Hadet mellem I.C. og de radikale fyger gnister op i vore dage. Tilbage i 1890'erne, da I.C. som leder af det samlede Venstre havde den strategi at slide Højres kongestøttede regeringer op, havde han brug også for de radikale og deres gudsskepsis og antimilitarisme. I den første regering efter systemskiftet kunne I.C. også bruge sin venstrefløj - københavneriet skulle være med til at bære omvæltningen igennem. Men da I.C. havde gjort sig selv uundværlig for kongehuset, og han skulle til at føre rigtig realpolitik - også militært - så gennemtvang han forud for sin regeringsdannelse i 1905 en tillidserklæring, han kunne bruge som påskud til at tvinge de radikale ud af Venstre. Hans nye magtbase inddrog i stedet Folketingets Moderate Venstrefolk og Landstingets 'Frikonservative'.

Bag manøvren lå også, at I.C. gennem L.C.F. Lütken havde ført hemmelige forhandlinger med det kejserlige Tysklands militære ledelse om Danmarks stilling i tilfælde af en tysk-britisk konflikt. Tysklands svar havde været truende, men åbnet en mulighed for, at Danmark kunne redde sin neutralitet, hvis dets forsvar aldrig blev vendt mod Tyskland, og hvis det var stærkt nok til at holde briterne på afstand. Opbygningen af et sådant forsvar kunne I.C. ikke bruge de radikale militærforskrækkere til.

Hemmelig og fjernet

Men den begrundelse brugte I.C. aldrig. Han holdt sine tyske sonderinger hemmelige, også for de statsministre, der efterfulgte ham. I.C. lod Lütken fjerne en del af sagsakterne og i øvrigt benægte sagen, hvis nogen spurgte. I dette lå kimen til en katastrofe for Danmark. Tyskland havde fået et afgørende militært løfte fra Danmark, som Danmark ikke længere kendte.

Inden den situation eksploderede, havde en anden sag flået I.C. af taburetten. Så klog, som I.C. var på politik, savnede han indsigt i menneskers dårskaber uden for politik. I dagbogen skriver han:

"For resten er det mærkeligt, så ofte jeg bliver narret; jeg låner og låner ud, og de betaler mig ikke, og således er det gået i mange år, men Gud har givet mig rigeligt igen, så der er ingen grund til at ærgre sig."

Jo, det blev der. For I.C. blev i 1908 også narret af sin egen justitsminister P.A. Alberti til at yde et midlertidigt statslån på halvanden million for at beskytte Albertis sparekasse mod kassedræn som følge af kundepanik. Kundepanikken kunne frygtes som følge af vedholdende forlydender om, at Alberti havde tømt sparekassen for penge. Beskyldninger, som I.C. i Folketinget forsvarede sin justitsminister imod.

Og dog var de sande. Alberti havde svindlet for et beløb, der svarede til en fjerdedel af statsbudgettet.

"Et tordenslag" skriver I.C. om Albertis selvanmeldelse til politiet i september 1908. Kort forinden havde I.C. fået kongen til at tildele Alberti den fineste hæder, da I.C. lempede Alberti på ærefuld ministerpension. Nu følte kongen sig forrådt af I.C., og i en sky af bebrejdelser satte kongen hele regeringen på porten. I dagbogen kalder I.C. kongen "nærmest helt hysterisk".

Spyttet på

Efter Alberti-katastrofen blev I.C. aldrig statsminister igen. Den ærekære mand måtte opleve, at folk på gaden spyttede ad ham og råbte hånsord. Dog ikke hans vælgere i Ringkøbing. Et flertal af alle vælgere i hans kreds skrev under på en støtteerklæring.

Men I.C.'s førhen lyse sind blev forbitret og mørkt. Med intriger væltede han to af de Venstre-statsministre - Niels Neergaard og Klaus Berntsen - der afløste ham. Og da det forløb bragte de radikale til regeringsmagten, gjorde I.C. sit bedste for at gøre dem livet surt.

Da verdenskrigen brød ud i 1914, forlangte Tyskland dansk mineudlægning i Storebælt for at holde briterne ude - en logisk følge af tyskernes tidligere forståelse med I.C.

Mens den radikale regering overvejede, hvad der måtte opfattes som et tysk ultimatum, hvis imødekommelse kunne udløse britisk fjendtlighed, forlangte I.C., at regeringen intet foretog sig uden at rådføre sig med partilederne.

På dette møde sagde I.C. fortsat intet om sine tyske underhandlinger. Da regeringen forekom rådvild, gav I.C. den det råd at træde tilbage, så en mere handlekraftig regering kunne komme til (tænkeligt ledet af ham selv).

Det fik den radikale Ove Rode til at eksplodere:

"Kunne De ikke tænke Dem at give et patriotisk råd?" Hvorpå I.C. i samme tonefald svarede:

"Er ministeren ikke patriotisk nok til at gøre sin pligt og tage sit ansvar?"

Christian X reddede situationen ved at insistere på mineudlægningen og ved at få sine familiemedlemmer på de russiske og britiske troner til at acceptere den.

Og I.C.? Han forblev til sin politiske ende i 1924 nok ledet af vrede mod de radikale, men iøvrigt uudgrundelig.

Så uudgrundelig som i sine dagbøger.

* J.C. Christensens dagbøger 1900-1909. Udgivet af Peter Ramskov Andersen og Poul Duedahl. 496 s. Ill. 399 kr. Gyldendal

* Poul Duedahl: J.C. Christensen. Et politisk menneske. 512 s. Ill. 349 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu