Læsetid: 2 min.

En mand kommer ind...

Humorens væsen udforskes i dokumentarfilmen 'The Aristocrats'
30. september 2005

Det er trods alt ikke nok blot at kunne huske en vittighed, det handler i høj grad også om, hvordan man fortæller den. Det er et af budskaberne i Paul Provenza og Penn Jillettes underholdende dokumentarfilm The Aristocrats. Det er ellers ikke meget, man skal huske, når man skal fortælle den klassiske vittighed, der er omdrejningspunktet i filmen, og som formentlig er verdens mest sjofle og beskidte.

Det er en vittighed, som kun fortælles af komikere til andre komikere og altid back stage, hvor det almindelige publikum ikke kan lytte med. Den begynder med ordene, 'en mand kommer ind til en teateragent,' og slutter med det ord, der også er filmens og vittighedens titel, 'aristokraterne'.

Det er så op til den enkelte komiker at fylde på med detaljer, der er så provokerende og ulækre som muligt. Det handler om at chokere, overskride grænser og få kollegerne, ofte de hårdeste kritikere, til at grine og overgive sig.

Humorens væsen

The Aristocrats er en kontrapunktisk vittighed, hvor det frastødende mellemstykke afløses af den uskyldige, elegante og derfor ganske overraskende punchline, 'aristokraterne', og det er det, som sammen med fortællerens forhåbentlig frodige fantasi fremkalder grinet.

Timing er altafgørende, og man skal kunne holde masken og lade som ingenting, selv når det går værst for sig. Og hver komiker tilfører vittigheden sin egen tone, der afspejler, hvem vedkommende er, og vittigheden er derfor aldrig den samme.

I The Aristocrats fortælles vittigheden af mange forskellige komikere, der også kommenterer på dens opbygning og historie, og filmen bliver således en udforskning af humorens væsen og kunsten at kunne fortælle en vittighed. Og det er en kunst, som ikke alle mestrer.

Blandt de mange komikere, som er med i Provenza og Jillettes film - lige fra Billy Connolly og Whoopi Goldberg til Eric Idle og Robin Williams - er det langtfra alle, som rent faktisk formår at levere vittigheden med så meget verve og innovation, at den løfter sig og transcenderer det sjofle.

To af de bedste er den sære Gilbert Gottfried, der demonstrerer, hvordan selv - eller måske især - obskøn humor kan bruges som ventil i et svært øjeblik, og den familievenlige Bob Saget med det tilforladelige ansigt, blandt andet kendt fra sitcom'en Hænderne fulde. Han overrasker med en version, der er så opfindsom og outreret, at man må overgive sig.

Der er komikere, man savner - jeg ville gerne have oplevet Eddie Murphy, Steve Martin, Billy Crystal, Jerry Seinfeld og Jim Carrey give den gas - men The Aristocrats er dog stadig en interessant og undertiden hysterisk morsom film om, hvad der foregår bag kulisserne, når showet er forbi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu