"Right on sister," udbryder portieren Maxine, da Molly McKay suser forbi hende gennem lobbyen i en af de metalliske skyskrabere i San Franciscos forretningskvar-terer, mens hun råber, "jeg har været ude og tale for sagen".
Portieren Maxine hepper altid på Molly. Oppe på 20. etage får receptionisten den samme forklaring som portieren af den travle kvinde med det lange røde hår. Det er Molly McKays arbejdsplads, advokatfirmaet Gordon & Rees, der holder til her, højt over San Francisco.
"Storartet," siger receptionisten og smiler.
Molly McKay har taget en lang frokostpause i dag, det gør hun tit. Men det gør ikke noget, hendes chef og kollegaer er vant til det. De ved, hun kæmper for en sag, hun tit må ud i byen for at forsvare.
Bag døren på hendes kontor med udsigt til San Fran-cisco-bugten og Bay Bridge, der fører over til Berkeley, hænger en brudekjole. For Molly McKay er altid forberedt. Det kan jo blive i dag, at politikerne på rådhuset pludselig beslutter, at hun må blive gift med sin partner gennem 11 år.
Faktisk har Molly syv brudekjoler. Fem hjemme hos sig selv, en i bilen og så den, der hænger på døren på kontoret med tilhørende slør og tiara af perler.
Det er den kjole, hun blev gift i første gang den 12. februar 2004, og den hun bar, da hun protesterede foran Det Hvide Hus i Washington D.C., da hendes ægteskab blev annulleret seks måneder senere.
Ægtesskabskøen
Molly McKay er advokat, hun bor i og elsker San Francisco, som er kendt som centrum for de homoseksuelles rettighedskamp. Her startede blandt andre den berømte homoseksuelle aktivist og politiker Harvey Milk kampen for seksuel frigørelse og mod homofobi. Den kamp kostede ham livet i 1978.
I dag er Molly McKay en af de over 400.000 registrerede homoseksuelle partnere i Californien, som drømmer om, at staten snart vil anerkende deres ret til at blive retmæssigt gift.
Hvert år i otte år har tusindvis af homoseksuelle par i San Francisco stillet sig i kø foran rådhuset på Valentines dag for at bede om lov til at blive gift. Det er blevet nægtet hvert år, med undtagelse af 2004, hvor den nyindsatte borgmester Gavin Newsom, i protest mod den californiske stats lovgivning, annoncerede, at San Francisco ikke længere ville vente på, at der blev fundet et politisk flertal for at give statens homoseksuelle ret til at blive lovmæssigt gift. Den dag giftede han personligt over hundrede bøsse- og lesbiske par.
En af de første var Molly McKay og hendes kone Davina Kotulski.
"Den dag, vi blev gift på rådhuset, var for mig som at se Berlin-muren falde. Adskillelsen af den homoseksuelle befolkning fra resten af samfundet var forbi," fortæller Molly McKay.
Men muren blev bygget op igen seks måneder senere. Den 23. september 2004 annullerede myndighederne i staten Californien samtlige ægteskabscertifikater, som borgmesteren i San Francisco havde udstedt til par af samme køn. Det er ikke op til borgmestrene at ændre på loven, det skal ske på statsligt niveau, lød det fra de øverste myndigheder i Californien.
Derfor vil Molly McKay på Valentines Dag den 14. februar i år igen bære brudekjolen, der hænger på døren - ved siden af det grå jakkesæt, hun tager på, når hun skal i retten.
Op i gear igen
I staten Californien har homoseksuelle ret til at indgå registrerede partnerskaber og er på det område langt foran resten af USA. Kun Massachusetts er længere end Californien, her er det tilladt for homoseksuelle par at indgå ægteskab.
"Californien skal se at komme op i gear. Vi har ellers altid været i front, når det gælder sagen," griner Molly McKay.
Registreret partnerskab i Californien giver ikke homoseksuelle de samme rettigheder, som heteroseksuelle ægtepar har, blandt andet retten til fælles skatteopgørelse og fælles sygeforsikring.
Mollys drøm om et rigtigt ægteskab kan dog gå i opfyldelse, når Californiens lovgivere til foråret stemmer om, hvorvidt staten skal tage skridtet og give statens homoseksuelle befolkning ret til lovformelig vielse.
Brian Davis og Ted Gug-genheim var det 21. par, der blev gift på Valentinsdag i 2004. Det var deres andet bryllup. For Brian Davis og Ted Guggenheim ændrer rettigheden til lovmæssigt at være ægtefæller ikke på deres personlige forhold, men det ændrer på forholdet mellem dem og det omkringliggende samfund:
"Vi blev gift første gang i 1991. Vores venner og vores familier er vidner på det. Vi holdt en flot ceremoni hjemme. Men myndighederne har aldrig anerkendt det ægteskab som værende gyldigt. Den dag på rådhuset var stor, fordi myndighederne for første gang anerkendte, at vi er lige for loven," fortæller Brian. Ted tager over:
"Det var en anerkendelse af, at vores kærlighed er ligeså smuk som alle andres."
Stuart Gaffney og John Le-wis blev gift samme dag som Molly McKay, Davina Kotulski, Brian Davis og Ted Guggenheim.
"Jeg kan huske, at vi skulle udfylde et par skemaer, hvor man skulle skrive brudens og gommens navne. Vi var lidt usikre på, hvad vi skulle skrive. Så sagde jeg til Stuart: 'Jeg er da ligeglad, kald mig brud, hvis du vil, jeg vil bare giftes'," fortæller John Lewis.
Kamp i generationer
John Lewis, der er advokat, og Stuart Gaffney, der er filminstruktør, fejrer i år deres 20 års jubilæum. De glæder sig over, at i år bliver det år, hvor Californien forhåbentlig igen vil placere sig i spidsen for kampen for civilrettigheder.
"Det ligger til min familie at kæmpe for kærlighed. Min farmor og farfar mødte meget modstand fra deres familier, fordi min farmor var irsk-katolsk, og min farfar var britisk-protestant. Dengang var det ikke accepteret at blive gift uden for sin egen religion," fortæller Stuart.
En generation senere mødtes hans mor og far. Moderen er af kinesisk afstamning, mens faderen er hvid-amerikaner.
"Da de mødtes, var det ulovligt for raceblandede par at blive gift, indtil Californien som den første stat i USA lovliggjorde det i 1948. Det var først 19 år efter, at Virginia og senere andre stater i USA fulgte med. Nu, en generation senere, er det os, som kæmper for samme rettighed," fortæller Stuart, der er ked af at have den kamp til fælles med sine forældre.
Californien bakker op
Stuart Gaffney, John Lewis og Molly McKay føler dog, at Californien er med dem. Meningsmålinger viser, at ca. 48 procent af befolkningen i staten nu går ind for homoseksuelle ægteskaber.
I 2005 nedlagde guvernør Arnold Schwarzenegger veto imod det lovforslag, der skulle give homoseksuelle par lov til at indgå ægteskab. Vetoet blev modtaget med dyb skuffelse af det homoseksuelle miljø i Californien. Det er samme lovforslag, som vil blive fremsat igen til foråret.
Seth Kilbourn, der er politisk talsmand for organisationen Equality California, en stor lobbyorganisation, der arbejder for de homoseksuelles rettigheder, mener, at stemningen i staten er ved at vende:
"Tilbage i 2005 var Arnold Schwarzenegger under pres fra statens konservative kræfter og kirken. I dag har guvernøren så stor opbakning fra befolkningen, at han kan gennemføre denne ændring af loven uden opbakning fra sit bagland. Jeg er sikker på, at det sker i år," siger han.
Molly McKay sidder på sit kontor med sit ugyldige ægteskabscertifikat, "Det har de ikke fået lov til at tage fra mig," siger hun. Ved hendes computer står der et billede fra hendes bryllup:
"Vi er én mand fra at blive lige. Den mand er Arnold. Men der er en stærk kristen og konservativ gruppe her i staten, som bruger mange kræfter på at arbejde imod vores rettigheder," siger Molly McKay og fortsætter.
"De religiøse har misforstået noget. Vi vil ikke have ret til at blive gift i deres kirke foran Gud. Vi vil giftes foran loven."
To sager en kamp
Parallelt med fremsættelsen af lovforslaget senere på året starter en retssag i Californiens Højesteret. 15 af de par, der blev gift i San Francisco i 2004, sagsøger staten Californien for at krænke deres grundlovssikrede ret til at blive gift på lige fod med alle amerikanske statsborgere. Seth Kilbourn fra Equality California, siger:
"En sejr i Højesteret vil være en enormt skridt mod lighed."
Uligheden i det californiske samfund ser i øjeblikket sådan ud, forklarer Molly Mckay:
"Hvis min kone bliver syg i udlandet, og jeg ikke er til stede, er det ikke sikkert, at myndighederne vil kontakte mig, fordi vi ifølge loven er singler. Hvis der skal træffes hurtige medicinske beslutninger, er det også problematisk, når man ikke har papir på hinanden. Californien er foregangsstat i USA, men alligevel er vi håbløst bagud i forhold til resten af Vesten," siger hun og forklarer, at mange af de mennesker, der i sin tid kæmpede hårdt, og som har gjort San Francisco til et godt sted at være homoseksuel, nu forlader Californien. Mange flygter til Canada:
"Folk føler sig fanget," udbryder Molly. "Sommetider bliver man så træt af den her kamp. Vi er jo i frihedens og mulighedernes land, men for os gælder andre regler."
Åbne skabe
I San Franciscos homoseksuelle kvarter, Castro, går bøsser og lesbiske par hånd i hånd og kysser hinanden i solskinnet. Regnbueflaget, som er de homoseksuelles internationale symbol, flages på hvert gadehjørne side om side med det amerikanske Stars and Stripes. Her er ikke mange lukkede skabe. Og her venter og håber Brian Davis og Ted Guggenheim på, at 2007 kan bringe dem den endelige politiske accept af deres 20-årige parforhold.
Det samme gør John Lewis og Stuart Gaffney.
"Da vores ægteskab blev annulleret i 2004, var det et stort tilbageskridt. Også nu i 2007 fastslås det, at vi stadig er andenrangsborgere," siger Stuart Gaffney.
I den anden ende af byen på 20. etage sidder Molly McKay med sin bryllupskjole på døren og billedet af sig selv i den og sin kone Davina Kotulski i smoking. Hun peger på det og siger:
"Vi kæmper en civilrettighedskamp, hvor vi står på skuldrene af vores forfædre, der har kæmpet for andre rettigheder. Californien er et sted, hvor mange drømme udleves. Vi mangler at få vores opfyldt."
