Læsetid: 7 min.

Vor mand i Mellemøsten

13. januar 2006

DR's mangeårige korrespondent Ole Sippel forlader sin stilling som den bryske udlægger af komplekse konflikter i Mellemøsten. Med ham forsvinder en eksponent for klassisk udenrigsreportage med vægt på viden og analyse, mens faldskærmsjournalisterne tager over med deres øjenvidneberetninger

Af og til kan man i TV-Avisens liveindslag om Mellemøsten se en journalist med Hemingway-skæg, der vrissent forsøger at smyge sig uden de spørgsmål, hans kollega studieværten hjemme i TV-Byen forsøger at få svar på.

For eksempel et indslag om den israelske premierminister Ariel Sharons sygdom, hvor Ole Sippel ikke vil svare ja eller nej på værtens simple forespørgsler. For Sippel er nuancerne og kompleksiteten i den israelsk-palæstinensiske konflikt af en karakter, så han af og til afviser at svare på simple spørgsmål, fordi der ikke er simple svar.

"Ole Sippel tager den række af indbyggede konflikter, som et ethvert spørgsmål har, med. Men det passer dårligt til en tid, hvor man gerne vil have enkle svar og løsninger på meget svære problemstillinger. Værten og mange af seerne håber på lette, sorthvide svar," siger David Trads, journalist og tidligere udenrigskorrespondent for Jyllands-Posten.

Fra den 1. januar i år har 64-årige Ole Sippel forladt sin stilling som TV-Avisens korrespondent i Mellemøsten - et område han har beskæftiget sig med siden slutningen af 60'erne - for at blive freelance for DR.

Med ham forsvinder en dinosaur i dansk udenrigsjournalist. Ifølge Hans-Henrik Holm, professor i international politik ved Danmarks Journalisthøjskole, er Sippel eksponent for en truet og uddøende race af udenrigskorrespondenter, der i klassisk public-service-stil forklarer verdens begivenheder med udgangspunkt i en viden, der er hentet på baggrund af mangeårig tilstedeværelse i et område.

Da Ole Sippel i 2004 modtog Publicistprisen blandt andet for sin kritiske dækning af Irak-krigen var en af begrundelserne, at han har åbnet op til 'den anden side', den arabiske verden - med slet skjult henvisning til Dansk Folkepartis daværende pressechef og medlem af DR's bestyrelse, Sørens Espersens beskyldninger om partiskhed i Mellemøstens konflikter.

"... du går arabernes ærinde. Det gør du ved at give dem stemmer, og du påkaldte dig vreden netop ved at lade dem komme til orde. Alt for meget af dækningen af Mellemøsten generelt og dækningen af Irak specielt har været præget af mistro til arabiske stemmer og tro på, at vestlige eksperter ved bedre," sagde journalistkollegaen Vibeke Sperling ifølge Politiken ved overrækkelse af prisen.

Ole Sippel er belastet af sin viden og indsigt. Den giver ham fjender, men selvfølgelig også anerkendelse. Det er efterhånden sjældent, at et menneske får lov at beskæftige sig med ét område gennem et helt liv. Det har givet Sippel et bredt og efterhånden berømmet kildenetværk på begge sider af konflikten, og han har gennem alle årene opsøgt konfliktens aktører og de mange forskellige holdninger, der findes på hver side. Samtidig insisterer han på ikke at blive fanget af propagandaen. Som når han i sine indslag konsekvent nævner, at israelerne kalder den nye fysiske adskillelse i landet for et 'sikkerhedshegn', mens palæstinenserne kalder den 'en mur'.

Det er ikke et tilfælde, at Sippel kan få et 20 minutters mand til mand interview med Poul Bremmer - den amerikanske Irak-administrator, og gang på gang får israelske ministre og palæstinensiske topfolk i tale, som en anden DR-kollega, Steffen Gram, udtalte i forbindelse med et portræt for nogle år siden.

Denne viden og kompromisløse journalistiske søgen efter noget så gammeldags som sandheden - gør Sippel til et særsyn på tv, hvor formen gang på gang vinder over indholdet.

Eller som en anden tidligere kollega, Lasse Jensen, redaktør af P1-radiomagasinet Mennesker og Medier, og selv tidligere mangeårig USA-korrespondent, siger:

"Sippel giver ofte fanden i formen. I moderne underholdningsfjernsyn er han jo nærmest imod skærmens natur. Men alligevel brænder han igennem, fordi han er en hamrende god journalist. Og han har været kritisk til alle sider også i en periode, hvor det at være kritisk over for Israel var som at være landsforræder."

"Man kan aldrig være i tvivl om hans viden og hans erfaring, og så har han en tredje fordel. Han er ikke bange for i kommentarer at give udtryk for nogle holdninger. Selv om han i sine reportager og journalistik er meget god til at skjule det. For at kunne tilade sig det, skal man have en virkelig solid baggrund."

Ifølge professor Hans-Henrik Holm er antallet af udenrigskorrespondenter totalt set faldet i Danmark såvel som internationalt over de seneste 10 år. En større og større del af vores viden om udlandet kommer derfor via nyhedsbureauer eller via 'faldskærmsjournalisterne', der bliver kastet ud i verdens brændpunkter i en kort periode for derefter at rejse hjem til redaktionen igen. Holm peger på, at det har givet en større dækningsgrad. Flere steder i verden bliver dækket mere omhyggeligt, men den dyberegående analyse, som kommer af den kontinuerlige dækning, må mediebrugerne i dag finde andre steder end på tv.

"Ole Sippel repræsenterer en uddøende race på den måde, at han tilhører en type journalister, der gennem et liv beskæftiger sig med ét område. Og det er netop svært for faldskærmsjournalister at rejse til Irak og være der i otte dage med den danske bataljon for derefter frit og frejdigt at udtale sig om Mellemøsten - selv om nogle af dem gør det," siger Lasse Jensen.

David Trads, der med sine 38 år ikke tilhører Sippels genration af journalister, er enig.

"Faldskærmsjournalister savner helt åbenlyst det lange, seje træk, det kræver at sætte sig ind i en kompliceret konflikt," siger han.

Ole Sippel nævnes ofte i forbindelse med kongerækker.

Han var udenrigsredaktør på den socialdemokratiske avis i Århus, Demokraten, hvor kongerækken omfatter navne som Jørgen E. Petersen, Jørgen Flindt Petersen og Ulla Terkelsen. I en anden kongerække finder man de nu midaldrende eller afdøde udenrigskorrespondenter i DR, der grundlagde deres position i faget og danskernes stuer i monopolets dage.

Det monopol er forlængst brudt, hvilket ifølge Hans-Henrik Holm er medvirkende årsag til, at den journalistik, Ole Sippel og hans samtidige har stået for, er på vej ud. Korrespondenter var tidligere forbundet med prestige og forestillingen om, at seerne fik informationer hos DR, de ikke kunne få andre steder. Derfor skulle DR have faste korrespondenter, der dagligt leverede dækning fra verdens hovedstæder. I dag får man informationer fra mange forskellige kilder, og et medie leverer i dag bare ét bud ud af mange på nyhedsdækningen. Konkurrencen har betydet færre ressourcer, og i det regnestykke koster udenrigskorrespondenterne på den forkerte side af millionen. Der er blevet færre udenrigskorrespondenter, og de skal lave flere indslag på den samme tid, fordi de elektroniske medier får flere og flere udsendelser i løbet af et døgn.

"Udenrigskorrespondenter skal i dag være bimediale. Og det er bare de fastansatte. Så er der alle dem, der udnyttes på det groveste med kontrakter, der er skruet sådan sammen, at det er næsten umuligt at lave ordentlig journalistisk," siger Hans-Henrik Holm.

Lasse Jensen finder det bekymrende, at nyhedskorrespondenterne, der med deres øjenvidneberetninger udlægger, hvad der sker lige nu, tager over fra baggrundskorrespondenternes forklaringer.

"Jeg kender konkrete tilfælde, hvor journalistens kuffert stod lige ved siden af ham, mens han rapporterede om, hvad der var sket i det pågældende land. Det indtryk han havde af landet, kan han jo kun have fået, hvis han var heldig at kunne tale med taxachaufføren på vej fra lufthavnen til det sted, hvor han skulle sende," siger Lasse Jensen.

"Men i en kamp, hvor det på tv og i radio i høj grad er formen, der er afgørende, vinder faldskærmsjournalistikken. Det betyder, at vi får færre aha-oplevelser eller følelsen af, at der fik vi en forklaring - en forklaring blandt mange ganske vist, men en forklaring. Det er et tab, fordi journalistik skal to ting, både beskrive og forklare."

Også David Trads begræder udviklingen. Når journalister afskæres fra at blive dygtige til deres områder, fordi der er en redaktionel politik om, at de skal rotere på posterne for ikke at gro fast, undergraves journalistikkens styrke, mener Trads.

"Steffen Kretz, der overtager Zippels korrespondentpost er karakteristisk for en anden type journalist. Han har været korrespondent i USA og vært på TV-Avisen, og skal nu til Mellemøsten, hvor han formentlig ikke skal være mere end fire-fem år. Han bliver sikkert en strålende korespondent, men der er en forskel. Man ser det samme i politisk journalistik, hvor der er få, der har det lange lys med. Det undergraver journalistikken, at journalisterne ikke kan levere mere, end hvad en seer eller læser selv kan slå op på nettet. Mens den dybe viden, der findes hos korrespondenter af Sippels type, bliver umoderne. Hvis jeg ser en faldskærmsjournalist, der rapporterer fra en brand i Holstrebro den ene dag og en konflikt i Mellemøsten den næste, står jeg af. De mister troværdighed, fordi det, de rapporterer, ikke kan være baseret på dyb viden," siger David Trads.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans-Christian Davidsen

Ganske enig i magt og meget om Ole Sippel. Men en lidt mere kritisk indgang til Ole Sippels journalistik havde også været at ønske. Cirka to måneder før denne artikel blev skrevet, havde Ole Sippel et indslag i TV-AVisen, hvor han sagde følgende om Seksdageskrigen:
»Israel åbnede krigen 5. juni efter flere måneders eksplosiv diplomatisk og militær udvikling, ledsaget af voldsomme, gensidige trusler«.

Det er en grov manipulation at komme med. Man kan ikke underkende, at Israel efter flere måneders optræk bestemt ikke undgik krigen - men det ville Egypten og Syrien gjorde så sandelig heller ikke. Det var i lige så høj grad Egypten, der optrappede situationen og var med til at åbne krigen ved at blokere Tiranstrædet.

Det kunne man godt have boret i, når det nu var så aktuelt.

Sikke en gang tandløs hurra, du også præsterer her, Mette-Line Thorup. Og whisky-Ole skulle simpelthen skamme sig ved sådan en grov forenkling.