Spoken Word-scenen ligger under et stort, sort presenning-telt ved det, der i festivalens egen jargon hedder Ovalen, øst for Orange Scene. Det er omgivet af barer, burgersnask og thai-mad, af en svag og ram duft af, ja, vel egentlig af dyrestald. Indenfor står et par hundrede lave udklaps-strandstole i halvcirkel, udstoppede dyr kravler diskret i den metalkonstruktion, der holder lamper med mere oppe. Kulørte grantræer er klippet i stof og hænger på teltets vægge. Hjemmelavede lysekroner duver og ryster i takt med teltdugen.
Tidlig eftermiddag, lørdag, kan man sidde herinde og kigge ud på en træt festival. Det er ikke noget kønt syn. Klatøjede folk i plastik og gummistøvler vandrer retningsløst rundt, leder efter festen med literkartoner i hænderne - hver anden bærer på hvidvin, hver anden på blandet frugtsaft. Tonsvis af træflis gør sit stille arbejde, regnen er ophørt, men hver skridt ledsages stadig af umiskendelige, bløde svup fra laget af lysebrun, cremet mudder, helt modstandsløs under sålen.
Til arbejdet: På scenen skal den hidtidige festival evalueres. Ekstra Bladets Michael Jeppesen er i hopla, Thorkild Jacobsen - vinder af DM i poetry slam - og skuespillerinden Fadime Turan forsøger på bedste evne at følge med. Især falder der tunge hug til et kunstprojekt, hvor man (og det var måske heller ikke helt gennemtænkt, tænker man) har fremvist fire negere i bur for at gøre opmærksom på det, der åbenbart er det værdimæssige tema for årets festival, Fair Trade.
To fad og en ryger
"Det er sådan et sukkersødt lille projekt, så skal man rose det på samme måde, som man roser børn, når de har lavet et askebæger," lyder det, inden udvalgte dele af publikum begynder at protestere.
Var det vigtigste ikke, at budskabet kom frem, og nu fører det jo til en debat her? Min sidemand - han var iført klassisk smarte briller i tynd messing og brun plastik - forklarer venligt og uopfordret:
"Det er dem, der har lavet det."
Aha.
Ellers mente Jeppesen, at den unge generation var blevet kropsbornert i det. To fadøl til den pige, der viste bryster på scenen, erklærede han. Og da budet på boomerang-agtig vis blev sendt tilbage, trak han beredvilligt op - og ned. Baller og brystvorter for to fad og en ryger.
"Du drikker den venstre, så drikker jeg den højre," sagde han til Fadime Turan, der befippet skålede i de gyldne dråber. Alt sammen til publikums udelte begejstring.
Mouritz-Hørslev Projektet lader Mads Mouritz plus band sætte musik til tekster af Lone Hørslev. Det er meget tilbagelænet, i forvaskede T-shirts, nogle gange siddende på den lille scene.
Sodoma på jorden
"Nå, nu er Mads tilbage, han var ellers ude at knække sig," erklærer Mouritz, hvorefter trommeslageren med et stort grin viser fire (!) fingre ud til publikum.
Også for musikanterne er Roskilde en hård nyser.
Og for publikum: Foran mig sidder Tim Lissauer, danskstuderende. Med fortinnede øjne forklarer han om regnen torsdag.
"Det var et helvede. Sodoma på jorden."
Aha.
Men på det tidspunkt er Claus Beck-Nielsen Memorial gået på scenen, forsangeren i sit ulastelige jakkesæt, bassisten i turkis hjemmestrik, bandet selv 'pro-american, pro-Bush'. På en blanding af dansk, engelsk og fransk synger de om at udrydde Hizbolla og glæden ved Jesus.
"Hey lille Jesus, hvis du kommer igen, så tag en big-mac med, en pacman med, en ipod med, en youtube med."
Der er selvfølgelig også oplæsninger. Men egentlig spoken word - kombinationen af musik og oplæsning - dukker først op hen mod aften.
Djævelen er i min pik
Nye Rørs navn stammer fra solariernes subkultur: Det er en særlig kvalitet, hvis bruneriet har, ja, nye rør. Gruppens tre medlemmer er iført røde rævejagts-jakker, kridhvide bukser og flæser.
Med diskret pumpende elektronika som baggrund deklamerer frontfiguren Mads Eslund sine tekster til et begejstret publikum. Han har en fanbase, denne Eslund, ifølge visse i teltet klassisk smuk på en højskole-agtig måde. Ifølge andre vækker han mindelser om en tidlig Paul Newman.
"Jeg forsøger ikke at gøre mig smukkere, end jeg er - eller dig. Du var en luder i Pisa, det sagde du selv. Jeg henregner mig ikke til kategorien af stærke mennesker," erklærer Eslund.
Han forsøger virkelig at blande dekadence med troskyldighed.
"Djævelen er i min pik. Djævelen er i din pik. Djævelen er i Martins pik. Djævelen er i Jakobs pik."
Bagest i teltet nærmer tre politifolk sig med seje, sindige skridt. Som nogle af de eneste på festivalpladsen går de ikke i gummistøvler. Med lyse øjne kigger de blankt og sløvt, nærmest ligegyldigt op mod de optrædende.
"Lugter det også af svovl, når du går til tastaturet," siger Eslund og kigger ud over publikum.
