Mænd er mystiske. Visse testosteronbomber kan i hvert fald være svære at komme 'ind under huden' på. Men nu er der hele to tilfælde af scenisk assistance... Koreografen Kitt Johnson har simpelthen lagt fem mænd ned på én gang - på maven, på gulvet, og glinsende i eget sved. Men op løfter de pludselig deres fodsåler, og set fra dette ellers så oversete punkt på manden - svangen - aftvinger Kitt Johnson så mændene svaret på sin kropsforskning: En kortlægning af hudens to sider...
Mandehuden strækker sig hen over de særeste pukler i disse fem vidtforskellige mandekroppe. Komisk er det, da de prøver diverse dyregangarter for at finde den mest hensigtsmæssige til netop deres hudindpakning. Og grotesk er det, når de fire mænd ligger på gulvet rundt om den femte, der står op, mens de andre sætter deres fødder på hans - som den instinktive artsfællestøtte til den stærkeste potens. Her er hud ikke bare hud.
Danserne pisser territorierne af med hver deres distinkte personlighed: Alexandre Bourdat, Samuel Gustavsson, Joao Lobo, Otto Ramstad og Milos Sofrenovic. Men trods disse følsomme muskelbomber når hverken koreografien eller dramaturgien Kitt Johnsons sidste solo Rankefod til underbuksekanten. Tilsvarende har Sture Ericsons musik svært ved at give danserne nok urkraft: disse kampeksistenser skal ikke have ophøjet stilhed, de sukker efter larmebrøl og latterkrampe!
Og latter får de masser af fra publikummet i K2 - alias Kanonhallen. Men slet ikke så meget, som de kunne have fået, hvis de havde ladet mere af underhuden komme frem. Nu hænger for meget fast i underbukserne...
Eller gør han?
Underhuden bliver til gengæld scanningssynlig i Lone Star Productions hyldest til Edgar Allan Poe, A POEtic Tale i Pakhus 11. Her har Adelaide Bentzon samlet tre mandeperformere til en grotesk afdækning af mandesindets forsvarsfobier - krydret med beskytterkvababbelse og venskabsloyalitet. Forestillingens mandemagnet er performeren Svend E. Kristensen. Hans skuldre er neurotiske som et kompas, der udsættes for underbevidsthedens spionmagnetisme, og hans krop luder fremover uden at falde, som om tyngdekraften ikke gjaldt netop ham og hans jakkesæt.
I Sigrid Bennikes mystificerende scenografi af røde herreværelser og nedhængende lamper følger han sine overvågningskameraer med urværkspræcision. Han strækker hånden frem, stivner, drejer og tilter. Han strækker hånden frem, stivner - og myrder. Eller gør han? Og er det hans hånd eller min? Skizofrenien forplanter sig til tilskueren. Men også til Rune Macdonalds forknytte, autistiske lillebror med fægtearmene og de oprørsarmene, der naturligvis må straffes - mænd har det jo med at grave alt og alle ned, ligesom hunde. Og også til barndomsvennen i Philippe Christiansens tøvekrop, der følger ét skridt efter maestro med åbne øjne og en imponeret vantro, der gør ham til medløber helt ind i stemmen.
Imens mixer Mette Sand Hersoug og Anders Rhedin deres egne violintoner og gong-gong-krydderier, som stod de og blandede mandepsykoser over åben ild. Det passer som five-burneren i samtalekøkkenet: Tiden er også til Poe.
Som Svend E. Kristensen siger det med et uventet oktavspring i stemmen, inden han nærmest sniffer pupillerne ind i ansigtet, så de bliver væk:
"Jeg har længe kunnet mærke, hvordan huset langsomt blev min hud."
'Palimpsest - en kortlægning af hudens 2 sider'. Koreografi: Kitt Johnson. Musik: Sture Ericson. Lys: Mogens Kjempff. Kostumer (præcist udkogte underdrønere): Charlotte Østergaard. X-Act på K2 (Kanonhallen) til 4. mar.
www.hudens2sider.dk
'A POEtic tale'. Tekst: De medvirkende, inspireret af Edgar Allen Poe's 'Huset Ushers Fald' (1839). Instruktion: Adelaide Bentzon. Scenografi: Sigrid Bennike. Dramaturg: Karsten Johansen. Musik, live: Ex-Moon Gringos Anders Thedin og Mette Sand Hersoug. Lone Star Productions i Pakhus 11, Dampfærgevej ved Østerport, til 7. mar. www.lone-star.dk
