Læsetid: 3 min.

Mandemagt

24. april 1998

I SVERIGE DØR der hver tiende dag en kvinde som konsekvens af en mands mishandling. Hvordan billedet tegner sig i Danmark ved vi ikke, for vi vælger konsekvent ikke at gøre et stort nummer ud af den slags statistisk kortlægning. Vi vil meget hellere vide, om folk motionerer og hvor længe. I Danmark stiller vi således ingen specifikke spørgsmål om f.eks. seksuel vold i de undersøgelser, der en sjælden gang faktisk bliver lavet, eksempelvis Rigspolitichefens voldsofferundersøgelse om årene 1995-96 - en undersøgelse, der blev sat i gang ud fra ønsket om at danne sig et overblik over den samlede (altså også ikke-politianmeldte) vold herhjemme. Og skønt et justitsministerielt udvalg for 11 år siden fandt på at anbefale regeringen at etablere specielle centre til at modtage, undersøge og behandle kvinder, der har været udsat for vold, så sker der ingenting. Det danske sygehusvæsen rummer fortsat ikke et eneste sted med særlig kompetence i forhold til forslåede og seksuelt misbrugte kvinder. Modsat de andre nordiske lande, som alle har sådanne åbne modtagecentre. Og som også gør sig den ulejlighed at forsøge at skaffe sig et overblik og et talmateriale.

Centrumdemokraterne stiller i dag for anden gang i Folketinget forslag om at etablere mindst et og helst fire modtagecentre for voldsramte kvinder, fordelt over landet. Det forslag er der gode argumenter for. Det er nemlig sådan, at vi trods den almindelige slendrian og forsømmelighed på området ved noget om den politianmeldte vold. Bl.a. at kvinder - hvis vi ser bort fra gadevold - har 50 pct. større risiko for at blive udsat for vold end mænd, hvis risiko stort set begrænser sig til værtshuse og natlige gader, de kan vælge at holde sig fra. Modsat kvinderne, der bliver voldtaget i deres egne senge, banket i deres egne stuer og overfaldet på den arbejdsplads, der sætter dem i stand til at forsørge deres børn. Kort sagt steder, hvor man er tvunget til at være i et normalt liv.
Kriminologen Flemming Balvig kaldte af samme grund her i avisen onsdag den intimsfære- og arbejdspladsvold, kvinder lægger krop til, for alvorligere, end den vold, mænd risikerer. Ikke bare er den vold, kvinder udsættes for, fysisk grovere. Den er også mere psykisk belastende, idet man aldrig kan være i fred for den.
Tidligere chefpsykolog ved Rigshospitalet, professor Alice Theilgaard, og lægen Karin Helweg-Larsen, DIKE, fortæller begge på baggrund af egne undersøgelser om hvordan kvinder, der udsættes for voldelige overfald, mister tilliden til omverdenen og bliver angst. Der er tale om alvorlige psykiske skader, idet virkelighedsopfattelsen bliver en helt anden.

HVAD HANDLER denne danske passivitet om? Hvorfor har man på det samfundsmæssige plan
ikke forlængst skabt et alternativ til den politibehandling, som danske kvinder stadigvæk er henvist til og i årevis har kritiseret? Hvorfor er voldsaspektet ikke integreret i den sundhedsmæssige problemstilling, når man ved, at 69.100 mænd og 49.500 kvinder hvert år bliver udsat for vold? Når man ved, at omkring 1.000 kvinder (inklusiv mørketal) hvert år bliver voldtaget? Ligefrem sundhedsfremmende er den slags oplevelser vel ikke. At vold tværtimod kan influere negativt i forhold til underlivssmerter, graviditeter og aborter, forekommer indlysende - hvorfor kan læger forøvrigt intet læse i de gynækologiske lærebøger om følgerne af vold? Og hvad handler den fordrejning af voldsproblemet om, der fokuserer på de unge berusede mænd, der tumler frivilligt rundt om natten, når det i virkeligheden er kvinder, der er mest truede? Måske ligger noget af forklaringen i, at mænd oplever sig under generel anklage og derfor har svært ved at røre ved endsige handle på emnet.
I Danmark er der yderligere, modsat Norge og Sverige, sket det holdningsmæssige skred, at alt hvad der har med kvindebevægelsen at gøre, opfattes som passé. Og den ny kvindebevægelse markerede sig jo i 70'erne og 80'erne ikke mindst ved at gå op imod vold mod kvinder. De krisecentre, vi har her i landet er således produkter af kvindebevægelsens indsats. Ligesom faldet i politianmeldte voldtægter af kriminologen, dr. jur. Flemming Balvig, tilskrives kvindebevægelsens indsats. Mere ligestilling og kvindelig selvtillid er efter hans opfattelse, hvad der skal til for yderligere at reducere volden.
Det er i den forbindelse perspektivrigt, at det er de unge mænd, der flittigst tager sig i trangen til voldsudøvelse.
Tidligere sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen (CD) fortjener i høj grad Folketingets opbakning til sit forslag om særlige voldscentre for kvinder. Ingen har ret til at udøve vold mod andre, men de, der bliver ofre for andre menneskers afmægtighed, fortjener den mest kvalificerede, nænsomme og værdige behandling. Den får voldsramte kvinder langtfra i dag. dam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her