Læsetid: 4 min.

Manden med blyanten

Ib Spang Olsens erindringer rammer ind i den aktuelle diskussion om mainstream kontra fornyelse: Burde han ikke have været med blandt de 300 danske kunstnere, staten har sat på finansloven?
28. april 2005

Ib Spang Olsen har gennem et langt liv været en af de mest succesrige tegnere m.m. i Danmark. Han er fra den-gang, man som kunstner skulle kunne klare sig på markedet. Han tegnede, så det lignede, men gav det noget andet og mere end det bare at ligne. Noget fabulerende. Akkurat ligesom en maler som Chagall også kunne. Ib Spang Olsen var den, der kunne sætte gnist og poetisk liv i en ellers grå baggård med sin streg. Det foretrak han frem for at være socialrealistisk som andre tegnere i tiden. Liv og glæde.

Han har været brugt - og brugt sig selv - i diverse medier. En tid lang var han tegner i DR's B&U-afdeling. Han kunne kunsten at tegne direkte foran et kamera uden at være hektisk, så en god ro forplantede sig til de små seere derude.

Meget kendte er også hans stærkt erotiske tegninger til Halfdan Rasmussens rimede Nanette-digte og til Den duftende Have. Engang var de kontroversielle. I dag er de nærmest at anse for pæne.

Alligevel har der - trods al medgangen - været en lille orm, der gnavede.

En lille orm

Hvilken orm? Jo, han er ikke med blandt de 300 danske kunstnere, der er på finansloven, og som "staten anser for at have ydet noget væsentligt til dansk kunst og kultur." Det, synes han sådan set, er lidt "underligt", som han ydmygt skriver. Selv bruger han ordet "ubeskedent".

Det fremgår af nogle linjer i den nye erindringsbog, Midt i medierne. Erindringer 1962-75. Forklaringen - hans eget bud - kunne være, at man i billedkunstudvalget har regnet ham for forfatter (har selv skrevet tekst til mange af sine bøger), mens forfatterudvalget har henvist til, at han jo var tegner.

Den tror vi ikke på. Forklaringen har snarere været den brutale, at man har regnet ham for alt for imødekommende over for publikum i en periode, hvor avantgarden i kunsten ganske hurtigt blev til establishment og satte sig tungt på magten i de bevilgende organer.

Så mens maler- og billedhuggerkunsten transformeredes til koncept og installation, røg nogle af i svinget, som ellers kunne have fortjent den statslige anerkendelse. Kunstlivet er også en magtkamp om positioner.

Hermed er vi midt i en aktuel værdidiskussion om, hvorvidt vi har skabt os selv en kultur, hvor opposition og kritik går forud for alt. Burde en seriøs mainstream-kunstner som Ib Spang Olsen ikke have haft en mere komfortabel plads i varmen?

Jeg synes det.

Tegninger til Thomsen

For et par år siden henvendte en højkarat-digter fra en yngre generation sig til ham. Søren Ulrik Thomsen bad ham stå for billedsiden i sin digtsamling Det værste og det bedste. Et helt uventet kunstnerisk greb, hvor lyrikeren forenede sin nutid med sin barndom(s tegninger), men også rakt en hånd - hands across the sea - hen over generationerne.

Da spærrede man øjnene op i kredsene, for hvad betød nu det? Søren Ulrik Thomsen er central i debatten om den kritiske kultur.

Erindringerne er som sådan fornøjelig, rolig læsning og ellers ganske upolemiske - undtagen dog også lige i forbindelse med 60'ernes politisering af kunsten, hvor Ib Spang Olsen nok ville være en smule med i kritikken af det, man dengang kaldte forureningen, og i kampagnen mod EF, men på sin egen diskrete måde, der helt sikkert var rodfæstet i en fornemmelse for, hvortil man kunne gå, før det kammede over og blev til ikke-kunst.

Der er private optegnelser om det lille husmandshus i Odsherred, indlæggelse med rygsmerter på et hospital - samt bøffers helbredelige virkning - og indtryk fra rejser til Bologna, Tunesien, Bratislava, Lanzarote, Amerika, hvor han altid havde skitseblokken med. I Khartago var han en meter fra at falde ned i et dybt hul for altid, da han vovede sig ind på et afspærret område. Hele tiden er vi også tæt på udviklingen i det grafiske fag og i medierne i forbindelse med diverse arbejdsopgaver.

Kløvedal og okæi

Han har den erindring om netop afdøde Ebbe Kløvedal Reich, at denne mindede ham om Jesus, der sagde til apostlene: "Se, jeg sender jer ud som får blandt ulve. Vær snilde som slanger og uden svig som duer." Her i forbindelse med EF-modstanden.

Hvor stammer okæi - "den mest brugte" vending i dansk tale i dag - fra? Fra tv's Ingrid og Lillebror, mener Ib Spang Olsen. Længere tilbage fra journalisten Henrik Cavlings rejser i USA. Denne have hørt den brugt af journalister i Chicago, som igen havde den fra en general i Borgerkrigen, som skrev OK, når han i censuren havde godkendt krigsfangernes brev. AC - all corrected skulle der egentlig have stået.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her