Læsetid: 3 min.

Manden der ville gøre noget

'Drabet' er et eksistentielt drama om skyld og en seværdig afslutning på Per Flys Danmarkstrilogi, der både har beriget dansk film med realisme og det fatale
26. august 2005

Det er nemt at være idealist, når man har sit på det tørre. Det er nemt at være solidarisk med de udsultede, de udbombede og de udbyttede, når man bor i en nydelig villa i et nydeligt kvarter i hyggeland.

Carsten er kystbanesocialist, og han ved det godt. På tv-skærmen falder bomberne i en fjern krig, mens han sidder bekvemt i sofaen. Samvittigheden nager. Kultiveret kone, dygtig søn, gymnasielærerjob og parmiddag med kollegaen hver torsdag - hvad blev der af drømmen om et bedre samfund?

Vendepunktet

Carsten (Jesper Christensen), 52 år, en akademisk 68'er, der er for gammel til at gå på barrikaderne og for ung til med sindsro at resignere. Det hemmelige forhold til unge Pil (Beate Bille) holder drømmen i live. Hun er politisk aktiv og hans tidligere elev.

"Mange handler ikke - inklusive dig. Et passivt samfund gør mig bange," siger Pil, efter at de har elsket i Carstens sommerhus.

"Man må være indstillet på, at der kommer ofre," siger han.

Så kommer vendepunktet, brat og uventet, som det gjorde i Per Flys Bænken, da Kajs datter dukker op efter 19 år - og i Arven, da Christian pludselig får opgaven at føre familievirksomheden videre efter farens død.

Pil har deltaget i en politisk aktion mod en våbenfabrik. En politimand er blevet påkørt og dræbt, koldblodigt. Pil og to aktivister anholdes, men hvem af dem sad bag rattet?

At fortie sandheden

Det er den dramatiske kerne i alle tre film i Per Fly Danmarks-trilogi: Den mandlige hovedperson skal træffe et valg, der kan få fatal betydning for resten af hans liv. I Bænken tager underklasse-Kaj sit ansvar og redder datteren og barnebarnet, inden hans lys definitivt slukkes. I Arven gør overklasse-Christoffer sin pligt for slægten, svigter kærligheden og tørrer ud som menneske.

Hvad gør middelklasse-Carsten? Han vinker farvel til den borgerlige tryghed - til hus, kone og job - for at hjælpe sin elskede, for at gøre noget.

Han overtaler Pil til at fortie sandheden om, hvem der har kørt bilen. Ligesom i Blekingegade-sagen, der har inspireret Fly og hans tre faste manusforfattere, finder politiet ikke drabsmanden. Pil slipper for en lang fængselsstraf, så nu kan Pil og Carsten elske hinanden i frihed uden løgn og forstillelse.

Eller kan de? De er trådt ud af én løgn og ind i en anden. Som det fortrængtes tilbagekomst dukker politimandens enke (Charlotte Fich) op. Hun er sønderknust og vil vide, hvem der dræbte hendes mand.

Realisme og symbolik

Carsten forsøger at holde hende på afstand for at beskytte Pil. Jo mere Carsten involverer sig, jo mere overtager han Pils skyld, og konfronteret med virkeligheden begynder han at vakle i troen. Kan en større sag retfærdiggøre et uskyldigt menneskes død? Hvordan lever man med et menneskeliv på samvittigheden?

Per Fly fortæller dette eksistentielle drama om skyld med vanlig realisme, blandt andet baseret på research i 'miljøet. Gymnasielærer-jargonen er ramt på kornet, og selv om Jesper Christensen måske ikke er indbegrebet af en akademikertype, har han et nærvær og en naturlighed, som gør rollen troværdig.

Charlotte Fich har det rette desperat-aggressive temperament som politi-enken, der på randen af et sammenbrud råber og skriger om retfærdighed. Pernilla August er menneskelig og varm som Carstens kone, der vågner op og finder sig selv, mens Beate Bille er på dybt vand som venstreaktivisten Pil. Her savner man den karismatiske ungdomsenergi, som får Carsten til at forelske sig og sætte hele sin tilværelse på spil.

Drabet er ikke så følelsesmæssigt engagerende som Bænken og Arven. Symbolske indslag, hvor Carsten dyrker paraglidning og som en anden Ikaros brænder sig på solen, virker fortænkt, og den åbne slutning er ikke indlysende oven på den menneskelige deroute og tragedie, Drabet skildrer så overbevisende. Fly har gemt middelklassen til sidst i sit Danmarkspanorama, men det er svært at opfatte Drabet som en rammende beskrivelse af middelklassen. Det er i langt højere grad en film om den 68'-generation, som havde så store idealer, men formåede så lidt, da det kom til stykket.

Disse forbehold bør dog ikke overskygge, at Per Fly har skabt endnu et seværdigt drama, der har mod til at tage de store livsspørgsmål op og i sine bedste øjeblikke er hudløst spillet. Per Fly er ikke provokerende som Lars von Trier, excentrisk som Christoffer Boe eller uforudsigelig som Thomas Vinterberg. Han skilter ikke med sin originalitet. Han fortæller historier fra virkeligheden, om at være et moderne menneske, om at være midt i menneskemængden og dog alligevel fundamentalt alene. Han finder det store skæbnedrama i hverdagen. Det er også en kunst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her