I dag kan Brian Mikkelsen fejre sit fem års jubilæum som kulturminister, og han bliver dermed den kulturminister i Danmarks historie, der har siddet længst på posten i en sammenhængende periode. Da posterne i den nye VK-regering i 2001 skulle fordeles, valgte Brian Mikkelsen efter sigende selv kulturen. Kulturministerposten har historisk set ikke været betragtet som prestigefuld, men det viste sig hurtigt, at Mikkelsen havde en plan og en brændende vilje til at sætte kulturpolitikken i centrum. Han erklærede kulturkamp og krig mod smagsdommeri.
Hans Hauge, lektor ved Nordisk Institut ved Aarhus Universitet, forklarer:
"I virkeligheden hører værdi- og kulturkampen under undervisningsministeriet. Men Mikkelsen tilsluttede sig Foghs kulturkamp og gjorde det til sin egen. Han har formået at forvandle kulturministeriet til en central skueplads for regeringspolitik. Det har ikke været set tidligere."
Brian Mikkelsens beslut-somhed skulle på en prøve i den første periode. Han skulle på den hårde måde lære i hvert fald to ting: Rigsarkiv er helligbrøde, og en ny base i Odense kunne ikke komme på tale. At pille ved biblioteksafgifterne går aldrig stille for sig. Denne gang resulterede det i, at forfatterne besatte ministeriet.
Mens al den turbulens har stået på, har det været svært at finde inkarnerede tilhængere uden for de borgeerlige partier. Men gør man status i dag, ser det ud til, at kulturmiljøet har forsonet sig med Brian Mik-kelsen:
"Han er vokset med opga-ven," siger Leif Davidsen, forfatter.
Billedkunsteren Bjørn Nørgaard supplerer:
"Han har levet og lært."
"Han er en fighter," konstaterer Johannes Nørgaard Frandsen, Institutleder for Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet.
"Mange af reaktionerne på ham har været ude af proportioner," mener Hans Hauge, lektor ved Nordisk Institut ved Aarhus Universitet.
Brian giver sig
Brian Mikkelsens svære og støjende start skyldes ifølge kulturpolitiske eksperter, at han insisterede på at føre en værdikamp. I offentligheden så det til tider ud som om, han var den eneste, der reelt kæmpede:
"Brian Mikkelsen er den minister, der reelt har taget Anders Fogh Rasmussens ønske om en kultur- og værdikamp mest seriøst. Men når det blev turbulent, stod han lidt alene, for han var ikke bare fanebæreren, han var ofte den eneste, der reelt førte kampen," forklarer Hans Hauge. Johannes Nørregaard er enig og mener, at for at gøre ondt værre, bar Brian Mikkelsen sin uerfarenhed som minister uden på tøjet i sin første periode:
"Brian Mikkelsen træder ind ad døren i Kulturministeriet og reklamerer med, at han er beslutsom. Nu skal der føres borgerlig politik."
Selv har ministeren tidligere sagt:
"Jeg vil have dårlig samvit-tighed, hvis jeg ikke hver dag forsøgte at gøre noget, der er borgerlig kulturpolitik."
Johannes Nørregaard:
"Men så kom sagen om Rigsarkivet, som skulle flyt-tes til Odense, men kritikerne sagde nej. Brian gav sig. Så kom sagen om biblioteks-pengene. Brian gav sig igen. Han trådte ind i en verden, som består af eksperter, som han jo førte en kamp imod, men han gav sig. Og så kom TV 2."
Ja, så kom salget af TV 2. Brian Mikkelsen har haft mange projekter, men tre har stået hans hjerte helt nært. Et af dem var salget af TV 2, men Dansk Folkeparti tøvede ikke med at knuse hans hjerte. Ansvaret for salget af kanalen blev under pres fra DF flyttet væk fra Kulturministeriet. I 2005 blev resultatet, at kun mellem 51 og 66 procent af aktierne i TV 2 blev sat til salg, derved har regeringen stadig en stor del af ansvaret for kanalen.
Han er lykkedes
Men retrospektivt synes kunstnere som Bjørn Nørgaard og Leif Davidsen, at det ser ganske fornuftigt ud:
"Han har lyttet, fejlet og lært. Han har i det hele taget klaret sig godt og gjort gode indsatser for kunsten," siger billedkunstneren Bjørn Nør-gaard.
"Og så er jo han lykkedes på flere områder," påpeger Hans Hauge.
Ifølge kulturpolitiske eks-perter som Jørn Langsted, Johannes Nørregaard og Hans Hauge har Brian Mikkelsen klaret sig godt på detailpolitikken. Kunststøtte er blevet skattefrit. Virksomheder, der støtter dansk kunst, kan trække kunstkøbene fra skatten.
"Han skal ikke have mange point for originalitet, for initiativerne lå på skrivebordet før hans tid. Men han har leveret resultater," forklarer Jørn Langsted.
Kanonprojektet
Der var som sagt tre store projekter, Mikkelsens hjerte har banket for. Privatisering af TV 2 kunne han ikke følge helt til dørs. Anderledes gik det med projektet om at gøre den danske kulturarv mere tilgængelig for borgerne, hvilket resulterede i gratis museumsadgang.
Næste stikord er kulturka-non. Hver sten, der kunne vendes i kanondiskussionen blev vendt. Der var tilhæn-gerne, og så var der modstanderne. At kritikken ville komme, var forudsigeligt: Den selvsamme minister, der ville af med eksperterne og smagsdommerne, ville nu have eksperter på sin side til at udvælge den danske kulturarvs creme de la creme. Dem, der ler sidst, ler bedst, er der mange, der har tænkt. Og dog. Præcis hvornår og hvordan kanonprojektet lykkedes for Mikkelsen har mange svært ved at definere, men at det lykkedes, vil selv flere modstandere skrive under på.
'Det lykkedes sgu'
Leder for Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet, Johannes Nørgaard Frandsen, griner ved tanken:
"Ja. Det lykkedes sgu'. Li-gegyldigt om man er enig eller uenig med projektet, må man erkende, at kulturkanon bliver diskuteret på landets gymnasier. Processen omkring kanonen er jo lidt komisk. Mikkelsen fik jo eksperterne på sin side. Da han - midt i processen - forsøgte at koble kanonen med værdikampen og danskhedsdiskussionen, var der mange, der tog et par skridt tilbage og truede med at gå. Men det blev ved truslerne. I dag kan Mikkelsen kigge tilbage på en sejr. Men der skulle eksperter til for bringe den sejr hjem, og det kan man da grine lidt af."
Kulturpolitikken har ikke været i centrum i 2006. Mu-hammedkrisen og velfærdsdiskussionen overtog dagsordenen. Brian Mikkelsens input i den forbindelse har været minimalt. I dag ser dele af kultur- og kunstmiljøet en ændring i kulturministerens linje. 'Fra idealist til pragmatiker', siger flere. Med hensyn til værdikampen gør den tidligere radikale kulturminister, Ebbe Lundgaard, følgende iagttagelse:
"Han har søgt at føre borgerlig kulturpolitik og er lyk-kedes en smule, men har opfanget, at dansk kulturpolitik er socialdemokratisk i sin grundvold. Det har også radikale kulturministre måttet sande. Han har i det hele været modig, sommetider overmodig og en smule dumdristig, vil jeg sige."
1
