Her er en film, som fra første billede fanger vores sympati og aldrig slipper den igen, selv om vi non stop er tæt på et menneske, der har begået den frygteligste forbrydelse.
Han er 45 år og hedder Walter. Efter 12 år bag tremmer skal han tilbage til samfundet. Walter har afsonet sin straf, han er nu en fri mand og skal have en ny chance i livet, et grundprincip i vort retssystem. Men ét er princip, noget andet praksis.
Tør humor
Walter finder hurtigt en lejlighed og får et job på en tømmerplads, men fortiden hviler som en skygge over hvert skridt, han tager. Der er den stride strisser (Mos Def), som overvåger Walter og groft ydmyger ham. Der er den fordømmende søster, som stadig ikke vil lade Walter se hende og niecen. Der er de nysgerrige kolleger, som snart skal opdage Walters hemmelighed og iværksætte deres straf. Og så er der Walter selv, hans værste fjende.
I Kevin Bacons afdæmpede, men knugende stærke spil mærker vi, hvordan Walter i en blanding af selvforagt og sammenbidt livsvilje har lagt låg på sine farlige impulser og lukket af for omverdenen. Den barske mine, de stirrende øjne, den foroverbøjede holdning- her er et skyldplaget menneske fanget i sit eget, indre mareridt, et menneske, som ikke kan tilgive sig selv, og som er pisseangst for igen at give efter for sin trang.
Der går et stykke tid, inden der bliver sat navn på Walters forbrydelse, men vi aner tidligt, hvad det er.
Modig og modent
"Hold dig mindst 100 yards fra små piger," lyder ordren før prøveløsladelsen, og ironisk nok - filmen har en tør humor - ligger der en skolegård lige over for hans nye lejlighed. Han måler afstanden, skridt for skridt, og når han sender et angstfyldt blik over på pigerne i skolegården, siger det mere end mange ord.
Det hele er ikke nedtur. På arbejdet møder Walter den bramfri og frygtløse Vickie (Bacons hustru i det virkelige liv, Kyra Sedgwick), som lige netop har det, der skal til for at bryde igennem Walters panser. De elsker, og så falder replikken, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen. "Jeg forgreb mig på små piger."
Vickie reagerer først med vantro, siden med væmmelse og til sidst med tilgivelse. Der er håb - også for Walter, men spørgsmålet er, om han kan blive 'normal'.
The Woodsman er baseret på et teaterstykke af Steven Fechter, der sammen med den debuterende instruktør, Nicole Kassell, har skrevet manus. Det er en modig og forbløffende moden film. Bortset fra et par æstetiske fiksfakserier og et sideplot med en yngre, hensynsløs pædofil mand, som lidt for tydeligt er en konstruktion, der skal gøre Walter til en 'god' pædofil, så holder The Woodsman sig ellers nøgternt til sagen og undgår behændigt de to faldgruber: At undskylde eller udstille hovedkarakteren.
Bliver jeg normal?
Der kredses lidt om en barndomsscene, hvor Walter lå med sin søster og duftede til hendes hår, men Kassell undlader klogelig at komme med psykologiske standardforklaringer. Målet er, at vi skal føle empati med et menneske, der er offer for sine egne drifter og omverdenens syndebuk - og det lykkes.
Den 34-årige Nicole Kassell har gået på NYU Film School, og jeg vil gætte på, at hun har brugt en pæn del af studietiden på at studere film som Taxi Driver, Aflytningen og Rødt chok fra 1970'erne. Hun parafraserer direkte den berømte erotiske scene i sidstnævnte, men inspirationen går dybere.
The Woodsman er en karakterfilm med samme sans for samfundets fremmedgjorte outsidere, som vi finder hos Martin Scorsese og Francis Ford Coppola i deres glansperiode, og med samme lidt grynede, upolerede realisme, som blev dyrket dengang i amerikansk films gyldne æra.
"Hvornår bliver jeg normal?" spørger Walter sin terapeut. Han er normal, når han kan tale med en pige uden at tænke på 'det'. Walter ser en pige (Hannah Pilkes) med en rød hætte og følger efter hende i skoven. De falder i snak på bænk. Det er en enestående scene, fordi den åbner døren på klem til det ubegribelige. Vi oplever nogle af de følelser, der må udspille sig mellem den pædofile og hans offer, og vi forstår, hvorfor den mest frygtelige forbrydelse er ødelæggelsen af uskylden.
The Woodsman. Instruktion: Nicole Kassell. Manuskript: Nicole Kassell og Steven Fechter. Amerikansk (Grand og Palads i København, og Metropol i Århus)
