Bernhard Haber er en mærkelig hovedperson. Eller snarere: Hvor er det mærkeligt at læse en roman, der fortæller DDR's historie fra nogle år efter Anden Verdenskrig og frem til statens opløsning gennem én person, som viser sig ikke at være nogen, et menneske uden indhold, uden egenskaber. I ét og alt bestemt udefra.
Han kommer efter Anden Verdenskrig med sin familie østfra til den lille by Guldenberg.
De er fordrevne, flygtninge. Uvelkomne er en underdrivelse. Og som om den korporlige modvilje og deres håbløse fattigdom, som den statslige hjælp og genhusningen kun dækker nødtørftigt over, ikke var nok, så mangler faren den ene arm. Han er snedker. Det bliver der grinet meget af blandt folk, der har boet i Guldenberg i generationer. Og ikke mindst i "Kegleklubben", hvor byens førende mænd holder uformelle rådslagninger om stort og småt og altså også om "tilflytterne" og "polakkerne", der har hjemsøgt byen.
Det er den virkelighed, Bernhard må forholde sig til. Eller med romanens titel må erobre (Landnahme lyder originaltitlen).
I første omgang møder han den med tillukkethed og aggressiv trods. Han stikker simpelthen klassekammeraterne nogen på hovedet, når de er efter ham. Lærernes skideballer og afrettende, pædagogiske omsorg besvarer han med tavshed og kulde.
I næste omgang tilpasser han sig, hvilket ikke er det samme som at indordne sig. Tværtimod. For skal man frem i et samfund, der er formet af tilsyneladende vilkårlige, politiske påhit, drevet af en grænseløs økonomisk og materiel egoisme og holdt i balance af enkle og uforanderlige magtstrukturer, så må man lære sig spillereglerne og udnytte de muligheder, der findes, indtil - som det hedder et sted i romanen - de andre ikke kan "komme uden om" én. Og det gør Bernhard Haber, skrupelløst. Til sidst er han Guldenberg, byens nøjagtige aftryk, og et af de prominompositionen og i den omstændighed, at Bernhard Haber ikke selv kommer til orde i historien.
Tilpas snu og glat
Vi møder ham i fem store, monolog-agtige kapitler, fortalt af to skolekammerater, en svigerinde, en tidligere kæreste og en anden af byens forretningsdrivende. Og vi møder ham i fem forskellige faser af den proces, der forvandler ham fra "polak" til matador. I ét afsnit som ivrig aktør i tvangskollektiviseringen. Ikke fordi sagen forekommer ham politisk meningsfuld eller retfærdig, men fordi han har noget at hævne og gør sig umage med at lære sig systemets måder. I et andet som en af entreprenørerne i den omfattende flugtindustri. Ikke fordi han nærer ømme følelser for sine indespærrede landsmænd, men fordi han i en fart kan tjene kassen og i øvrigt er så tilpas snu, at han også kan få røven med sig, når det begynder at brænde på. Bernhard Haber er der i glimt. Nogle gange i udkanten af de fem historier, andre gange i mere centrale roller. Men overalt som en figur, der ikke er fyldt helt ud, og som ingen af de fem nogensinde finder dækkende eller et sidste og afgørende ord for.
Han er ubestemt og udflydende, til trods for sin enorme vilje til at slå sig igennem og erobre land.
De fem historier følger ham altså nok undervejs, men de er lige så meget livshistorier, der reflekterer det åndelige klima, der skaber en Bernhard Haber. Det er historier om eksistenskampens tuskhandler, om at rage til sig og om at skaffe sig et bare nogenlunde sjovt liv eller lade, som om man har ét.
Flygtningens historie
Læst hver for sig er de i øvrigt - især de tre midterste - vidunderlige noveller, hverdagsrealistiske perler myldrende fulde af stemningsbærende detaljer og det mundtlige foredragsløsagtighed og digressioner.
Det er da også kun i den forstand, dvs. som gennemført illusionsløs og nærmest cool virkelighedsskildring, at Christoph Heins roman er munter læsning.
Læst som en historie om DDR, altså som en af landets store forfatteres og medrejsendes gensyn med tiden dengang, er (n)ostalgien svær at få øje på.
Læst som Wende-roman og som en kortlægning af den nære fortid og for så vidt af forudsætningerne for det nye Tyskland, er perspektivet heller ikke for lyst. Det indtryk kan iagttagere af den aktuelle valgkamp og særligt af det spegede forhold mellem Øst og Vest vist i øvrigt bekræfte.
Men lige meget med det. Som litterært værk rækker Christoph Heins roman nemlig både ud over den korte og mellemlange tyske historie og Tyskland i det hele taget. Den er flygtningens, tilflytterens og de fornærede provinsers historie. En besk én, med nul romantik og præcis af den grund lige så svær at komme uden om som romanens hovedperson.
