Læsetid: 11 min.

Et mandfolk kan også være bange

Hvad er de bange for? Flere mænd søger hjælp hos terapeuter. Men er de bange for noget andet end kvinder? Man taler om angstens årti, hvor frygt for terror og pandemier er er en del af samtiden. Hvordan spiller det sammen med menneskets grundangst? Vi har spurgt en præst, en psykolog og en litterær direktør
8. februar 2007

Forlæggeren
Forlaget Lindhardt og Ringhof udskrev for nylig en romankonkurrence under titlen Den nye store samtidsroman. Over 100 manuskripter blev sendt ind, og påfaldende mange mænd skrev om angst. Så påfaldende mange, at Hans Henrik Schwab, litterær direktør på forlaget, tør tale om en lille tendens.
»Angstens årti? Det synes jeg bestemt, man kan tale om,« siger Schwab, der netop er færdig med at læse bunkerne af indsendte manuskripter.
»Men for at det giver mening, må der have været et årti før, der ikke var angstens. Og det var 1990’erne. Det er som om, der ligger et angstens årti før – i 1980’erne, og der ligger et i dag.«
Man glemmer nemt, at som ung i starten af 80’erne havde man en helt fysisk fornemmelse af, at det hele kunne være slut lige om lidt, siger Hans Henrik Schwab. Den Kolde Krig med atomtruslen var ikke bare en filosofisk trussel, den var helt reel. Også aids spillede ind, en global epidemi ude af kontrol.

»Jeg tror, man skal se firsernes no future-kultur repræsenteret ved digtere som Michael Strunge og punkbevægelsen i lyset af tidens atomare dødstrussel,« siger Schwab, der har været i forlagsbranchen i 17 år.
I 1989 faldt Berlinmuren – Den Kolde Krig ophørte. Også aidsfrygten forsvandt, fordi man fik et mere realistisk billede af smittekilder, og der blev opfundet livsforlængende medicin. Men 11. september 2001 kom frygten tilbage, mener Schwab, og den lever videre i form af frygt for terror og beskidte atombomber.

»En anden dimension er angsten som grundvilkår. Det bliver til en højeksplosiv cocktail, når den globale angst ramler sammen med den mere eksistentielle individuelle angst. Det er det, jeg oplever i nogle af de romanmanuskripter, vi får tilsendt,« fortæller Schwab.
– Hvad er det for en type angst, du oplever der?
»Det er mænd, der gennem deres fiktive figurer skildrer angst, for eksempel i form af midtvejskriser, der giver sig udtryk på to muligvis indbyrdes forbundne måder: angsten for at dø og angsten for ikke at forplante sig.«
- Er det noget, du læser mellem linjerne i manuskripterne, eller er det udtalt?
»Det er noget, forfatterne lader deres fiktive figurer sige ret direkte. De har gerne en eksplicit angst for at dø. Der er eksempler på manuskripter, der foretager en meget direkte kobling mellem individets eksistentielle angst og så den globale angst, de globale trusler lige nu.«
– Skriver kvinderne ikke om dødsangst og midtvejskriser?
»Der er givetvis eksempler, men jeg oplever, at det er mandlige temaer lige nu. Kvinderne har skrevet masser af den slags bøger – og de skrives selvfølgelig stadig. Men nu er det i højere grad i mere ironisk stil i form af chicklit som Nynnes dagbog osv. Man kan måske sige, at kvinder oftere fokuserer på det dennesidige i form af frygten for at blive gammel, kroppens forfald. Mænd imødeser døden med kierkegaardsk ’Frygt og Bæven’, mens en kvinde som Erica Jong skriver en bog om ’Frygten for de halvtreds’.
– Hvorfor tror du, det er sådan?
»Uha, det vil jeg nødig filosofere over, men det bunder formentlig i højere grad i noget historisk og socialt end i noget biologisk.«

Schwab mener, det er en tanke værd, at sæsonens mest omtalte bog, Den som blinker er bange for døden, er skrevet af en 46-årig mand, der for åben skærm i et interview fortæller om sin paniske dødsangst. Men angst er, som han siger, et værensmæssigt, vilkår, der byder sig til i litteraturen i alle tider. Man ser den i Tom Kristensen-strofen: »Asiatisk i vælde er angsten« og i Pär Lagerkvists berømte åbning: »Ångest, ångest är min arvedel«. Man ser den i Kierkegaards »Begrebet Angst« og sågar i Leif Panduros hypokonders dødsangst. Det, der måske er signifikant i dette årti, er, at det sker på baggrund af den globale situation, påpeger Hans Henrik Schwab.
»I øvrigt er det påfaldende, at kollektiv angst og trusselsbilleder synes at fremprovokere borgerlige regeringer, « funderer Schwab.
»Se på 80’erne, da havde vi Schlüter og Reagan, i 90’erne havde vi Nyrup og Clinton, og nu Bush og Fogh. Som om vi gerne vil have en stærk faderfigur med klassiske værdier, når vi er bange.«

– Er det tabu for mænd at være bange?
»Det er givetvis lettere for en mand at skrive ’jeg er bange’ end at sige det,« smiler Schwab. »Måske er det en grund til, at det er forfatterne, der tager det op. Det er formentlig også kun en mandlig sangskriver, der kan finde på at lave rimet ’...Skøjteløb på Bagsværd sø, kærlighed i kolde biler, så er man sgu bange for at dø’ (Gasolin, red.). Jeg har svært ved at forestille mig, at for eksempel Trille havde skrevet den.«
– Hvad er du selv bange for?
»Jeg er bange for at dø. Henrik Stangerup – der i øvrigt skrev en roman med undertitlen ’En roman om angst og skyld og sjælens misére’ – sagde på sit dødsleje, citeret efter en fransk filosof: ’Jeg er ikke bange for døden, for når jeg er, er den ikke, og når den er, er jeg ikke.’ Filosofisk set kan man jo ikke være bange for døden. Man har altid vidst, man skal dø, men jo ældre man bliver, jo stærkere bliver erkendelsen af det. Jeg tror, det er angsten for bevidsthedens ophør. Dødsangst er ikke isoleret – det er vel også angsten for ikke at efterlade sig noget. For det at efterlade sig noget er en form for udødelighed.«
– Er du bange for ikke at efterlade dig noget?
»Næh. Men jeg kan huske, at da jeg læste på universitetet, havde jeg en idé om, at det ville være et stort tab for verden, hvis visse af mine analyser forsvandt. Bare det, at man får den tanke, at ens halvdårlige litteraturanalyser burde bevares for eftertiden. Det kunne måske være et indicium for en mandlig tankegang, ønsket om at efterlade sig noget udødeligt.«

Psykologen
På sin klinik, Center for Kognitive Psykologer, i København møder Henrik Tingleff et stigende antal mænd, der søger behandling for angst. Ofte bunder angsten i en frygt for ikke at slå til, ikke at være dygtig nok. Gået på klingen frygter Tingleff selv nogenlunde det samme.

»Al forskning tyder på, at der ikke er en større mængde angstsyge mænd i dag end tidligere, men der er flere, der søger hjælp, og de gør det hurtigt. Derfor kan man jo også se et marked derude af alle mulige autoriserede og alternative behandlingsformer, der skyder op. Det er blevet mindre tabubelagt,« siger Tingleff, der med sine 29 år tilhører en yngre generation af psykologer, der i øvrigt kun var børn i 80’erne.
Tingleff fortæller, at det især tidligere har været sådan, at kvinderne fandt man i angst- og depressionsstatistikkerne og mændene i alkoholstatistikkerne. For det var mere tabuiseret for mænd at have psykiske problemer.
»Men de kommer nu. Jeg vil tro, at der i min praksis i dag er lige dele mænd og kvinder. Og fremgangen for mænd er større set i forhold til kvinderne de sidste 5-6 år.
– Hvorfor er det sådan?
»Det startede jo i USA for mere end 10 år siden. Alle havde deres personlige terapeut eller coach, og langsomt breder det sig og anerkendes. Det mystiske spind omkring terapeut/patient-situationen fjernes.«
»Jeg tror også, det har noget at gøre med den generation af terapeuter og psykologer, der starter deres egen praksis i dag – min generation. Mange benytter kognitiv terapi, som jo er en meget målrettet og målfokuseret metode, der tiltaler mange mænd. Hvis de lider af angst, skal de ikke nødvendigvis mange år tilbage for at finde ud af, hvad deres mor og far gjorde ved dem for 40 år siden, de kan gå i gang med løsningen af det konkrete problem her og nu ved at arbejde med deres tankemønstre omkring angsten.«

– Hvad er mænd bange for?
»Generelt siger statistikkerne, at mænd er mindre bange end kvinder. Der er ikke nødvendigvis den store forskel på, hvad mænd og kvinder er bange for, men blandt mænd dominerer en bestemt form for socialangst, der handler om at præstere. Slår jeg til præstationsmæssigt, er jeg dygtig nok? Kvinders socialangst handler mere om at blive accepteret. Groft sagt kan de to former sættes op som ønsket om elskelighed overfor dygtighed.«
I klinikken oplever Tingleff typisk undervisere, mellemledere, direktører, forlæggere, der kæmper med de krav, de skal leve op til for at blive den bedste til deres arbejde. De vil gerne lykkes karrieremæssigt. Selvfølgelig kan et menneske, der i forvejen lider af angst for åbne pladser tilføje angsten for terror og bomber, siger han. Eller fugleinfluenza, men så er de som regel angste i forvejen. Hans indtryk er, at de fleste udefrakommende trusler, vi alligevel ikke kan gøre noget ved, tackles rimeligt fornuftigt af de fleste.
»Den største skurk i mine øjne er faktisk en indre samfundsmæssig arbejdskulturel faktor, nemlig performancekulturen på arbejdsmarkedet,« siger han.
»Der skal mere og mere præstation til for at slå til. Nu er det ikke bare på fodboldbanen, du skal være den hurtigste eller stærkeste, men også på arbejde for ikke at ende som ham nummer 4, 5 eller 6. Mænd vil jo gerne forsvare og vinde.«
– Hvorfor er det sådan, at den type social angst dominerer blandt mænd?
»Den simple teori er jo den evolutionære. Manden var i gamle dage jægeren eller kæmperen. Det handlede om at være den største og den stærkeste. Det var fysiske præstationer, det handlede om. I dag skal han udkæmpe de samme kampe i performancekulturen. Det urinstinkt, der går i gang, når han bliver angst, er jo det samme, som dengang han stod over for en reel trussel: Adrenalinet pumper, musklerne spændes, hjertebanken, varme eller kuldefornemmelser – en reaktion, der er naturlig, når du står overfor en situation, hvor dine ressourcer ikke slår til. Sådan kan det i dag føles, når du for eksempel står over for bestyrelsen og skal præstere. Populært sagt var det i gamle dage sabeltigeren og i dag deadlines, der genererer reaktionen.«
– Hvad er du bange for?
»Jeg er nok lidt bange for de samme ting, jeg netop har skitseret,« smiler Tingleff. »Bange for ikke at kunne nå det, bange for, at jeg ikke gør det godt nok. Men min angst er lille og med til at holde mig på mærkerne. Hvis vi aldrig følte angst, ville vi jo være som robotter. De negative følelser tjener et formål, de må bare ikke blive invaliderende, som de gør hos nogle. Det beroliger ofte mænd, når jeg forklarer det. At man gerne må være nervøs eller angst, at det er en naturlig reaktion. Den skal bare findes i de rette proportioner.«

Præsten
»Mænd? Vi er ikke bange for noget som helst,« lo Jesper Stange i telefonen, men inviterede alligevel indenfor i præsteboligen bag den grønne port i Vor Frue Kirke i det indre København.

Stanges perspektiv på moderne angst og frygt er først og fremmest meget langt. Som han siger: Al angst bunder vel i dødsangst, men den, der frygter Gud, frygter ikke andet.
»Det er påfaldende, at så mange i generationen mellem 30 og 40 bliver døbt nu. Det er ikke udtryk for frygt for Gud, men mere frygt for det store projekt, min generation – 68’ernes forældre – har udstukket for deres børn, nemlig at man skal blive et originalt selv. I dag skal vi finde ud af os selv i alenehed,« siger den 54-årige præst.
Det, der har ændret sig fra den traditionelle kristne opfattelse, er, at menneskelivet er blevet et individuelt heroisk projekt, hvor individets selvrealisering tidligere skete i forhold til Gud og medmennesker, mener Stange.
Ifølge sognepræsten er der en form for grundlæggende angst, der i dag bunder i originalitetskravet og en mangel på større sammenhænge og traditioner at flette sit liv ind i.
»I generationen mellem 30 og 40 skulle I bestemme alting selv. Igennem jeres skoletid og videre liv har alting været projekter. Du har haft din selvudvikling og din selvrealisering som projekt. Du havde ansvar for egen læring – men er også årsag til egen fiasko. Også de mange skilsmisser i min generation spiller ind. Først udpegede vi børnenes projekt om at realisere sig selv. Derefter stjal vi det. Lige da vores børn skulle til at realisere sig selv i puberteten, fik vi en ny kæreste, og så var det os, der skulle realisere os selv. Børnene kunne så være deres forældres forældre i stedet for at have forældrenes sikre boldværk.«
– Det er en hård dom, du fælder over din egen generation.
»Jeg fælder den over mig selv – jeg blev selv skilt, ellers ville jeg nok ikke have fældet den så hårdt,« smiler han.
»I dag er børnene blevet voksne og søger sammenhænge at se sig selv i. Du spurgte, hvad mænd frygter. De frygter, at modet ikke slår til i det der enorme projekt at skulle være original.«
- Tror du, det er specielt maskulint at søge en sammenhæng at bevare modet i?
»Nej, det tror jeg egentlig ikke er kønsbestemt. Men man kan sige, at mandens projekt er blevet mere utydeligt. Han pendler usikkert frem og tilbage mellem macho og blød mand. Jeg ved ikke, hvordan det tager sig ud for kvinderne, men manden er måske mere usikker i sit projekt. Først gør kvinden manden til en blød mand, der kan vaske bleer og lave mad. Og så foragter hun ham fordi, han er det. Fordi hun vil have den macho, han var, da hun scorede ham i sin tid.«

Alligevel tror Stange, at de mange store eventagtige bryllupper i dag tyder på, at man har fundet ud af, at der i det kristne overvintrer en sandhed, som man har været lige ved at glemme, nemlig at livet først er helt, når det er delt – når man ikke er alene.
– Hvad er du selv bange for?
»Jeg synes, der sker nogle forfærdelige ting i disse år, der kan få mig til at frygte. Men det er måske en mere intellektuel angst. At vi sender soldater i krig mod det irakiske folk, er noget af det mest deprimerende, der er sket i vores tid. Jeg frygter, at det er en glidebane, hvor vi glemmer de værdier, vores samfund er bygget på – når vi skal påtvinge andre dem.«
»Jeg frygter også den måde, vi taler om den fremmede på, om flygtninge og indvandrere, hvor der næsten ikke er grænser for, hvor uværdigt vi kan tale om hinanden. Jeg frygter simpelthen et værdiskred, en dehumanisering. Vi har et demokrati og en frihedslovgivning, der giver os ret til at tænke og tro og forsamle os, som vi vil, og leve som vi vil – men det er der jo kun så længe, man virkelig vil kæmpe for det,« siger Stange og funderer lidt:
»Derfor er frygten jo også nødvendig. Som digteren Inger Christensen siger, gælder det om at overvinde frygten med frygten i behold.«

paradoks@infomation.dk
Trisse Gejl er freelancejournalist og forfatter. Hun har netop udgivet romanen ’Patriarken’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu