Bortset fra et enkelt år, hvor vi af for længst glemte grunde forvildede os ind i det velfriserede Tivoli, har mødestedet for denne kvartet altid været Bakken. Det passer bedre til os, synes vi. Der er mere folkeligt herude på Bakken. Det er ægtere, mere rustikt. Mere mandfolkeagtigt, simpelthen.
Og det er nok kvintessensen af selvopfattelsen, hvis man en sjælden gang skulle komme for skade at skære ind til benet hos henholdsvis Sognepræsten, Cykeleksperten, Filosoffen og undertegnede. Nogle djærve mandfolk, det er vi, især når vi er sammen, og det holder vi af at mødes og bekræfte hinanden i.
Og konceptet ligger fast nu om stunder. Der har som nævnt været dage, hvor vi vaklede, dage i Tivoli, dage, hvor vi tog imod et menukort og overvejede andre retter, ja, dage hvor rødvin til maden blev nævnt som en mulighed.
Men rigtige mænd - og det er jo det, vi er, denne dag om året - vi spiser flæsk og drikker øl og snaps, og sådan er det, og det har værten på Bondestuen for længst luret, så nu handler det bare om at aftale en dato, så er stambordet reserveret og flæsket godt i ovn, når vi ankommer til denne vor lille katedral for folkelighed og manddomskraft.
Dette år byder dog på en enkelt lille korrektion, og den hilser jeg velkommen! Sagen er nemlig, at jeg - måske næret af min rolle som selskabets Benjamin - i nogle tidligere sæsoner faktisk er blevet rigtigt grimt mobbet af de andre på en meget dårlig måde, fordi jeg ikke kan lide Rød Aalborg: Nå, men så var jeg ikke en rigtig mand alligevel, nu hvor vi ellers lige var det alle sammen, og sådan nogle dumme ting sagde de, og jeg blev rigtig ked af det.
"Det handler om lysten til ulyst. Nydelsen er at overvinde ulysten," sagde Filosoffen, der citerer Adorno, når han kan komme af sted med det. Denne gang fra et essay om snapsedrikning, hvor Adorno ser en lige linje fra denne (u)lyst over homoseksualitet til nazisme. Ifølge Adorno udspringer hele snapseindtagelsen af en perverteret maskulinitet, men Filosoffen ville dog godt medgive, at idolets synspunkt var hårdt trukket op. For nok presser vi snaps ned, og nok kan vi engang imellem lyde en kende højredrejede efter et par genstande, men bøsser-! Ha!
Skål for Jensen!
Men kvindagtighedens spøgelse har altså jaget mig, siden jeg engang i begyndelsen af 90'erne takkede nej til en Rød Aalborg, og derfor var det en stor glæde i år at kunne introducere denne klumme, der simpelthen nødvendiggjorde andre smagninger i almenvellets interesse.
Vi lagde ud med mandfolkedrikken over dem alle, Harald Jensen, og Cykeleksperten fortalte en lang historie om, hvor meget det i barndommen, ude på Amager, havde givet kirkehistorikeren Jørgen I. Jensen, at hans far hed Harald. "Dejlig mand, dejligt navn," lød det i de små hjem, og så havde lille Jørgen fået et ekstra klap på kinden. "Harald Jensen er faktisk en nydelse," supplerede Filosoffen, og det var stort sagt, for dermed afsvor han på sæt og vis hele sit filosofiske grundlag over en dram.
Så gik vi over til norsk Linje Akvavit, og mens Sognepræsten skældte ud over de intellektuelle, talte Filosoffen om de norske nederlagskomplekser, der stak ud i smagen. Men blid og rund, det var den nu, og via en klassisk Brøndum Kommen nåede vi frem til Krone Akvavit, en falsk Jubilæum, affødt af et EU-direktiv, og så fløj skældsord som "hårvand" ellers gennem luften. Men ethvert selskab skal jo have en prügelknabe, og i år blev det bare ikke mig. Reddet på stregen af Harald J!
HHHHHHHarald Jensen. 45 pct.
HHHHHILinje Akvavit. 41,5 pct.
HHHHIIBrøndum Kommenakvavit. 45 pct.
HHIIIIKrone Akvavit. 40 pct.
