Læsetid: 2 min.

Mandolin eller maskinpistol

Selvfølgelig ville jeg gerne med på mafiarejse til Odense. I hælene på enken, der kun ønsker at få hævn
28. februar 2007

Mafiabossen er blevet skudt. Enken er tilbage. Magten gynger. For her rimer sea på Sicily...

Det er nu ikke ligefrem, fordi våbnene flyder her i Odense. Det er snarere nodestativerne, der gør det ud for vejspærringer eller stikvåben. Cabaretforestillingen Cosa Nostra er nemlig endnu på prøvestadiet. Men Teaterhuset ved åen har alligevel en god stemning af dagen-efter-drabet - med væltede stole og hviskestemmer.

Teaterlederen, Anders Nyborg, præsenterer stolt sine mafiamedlemmer fra Odense Internationale Musikteater: Den nydelige unge mand med den rene stemme. Den fåmælte fyr med kynismefingre på guitarstrengene. Den mørkhårede mand, der forlader salen lovlig pludseligt med en akavet instrumentkasse. Onklen bag keyboardet, der løfter hånden som et hemmeligt signal. Og den unge drømmepige uden anelse om noget.

Typerne er altså på plads. Ja, for enken venter naturligvis bag et velbevogtet villagitter et helt andet sted. Og Anders Nyborg er godt hjemme i rollen som boss i den fejde, der måske kun har ventet på, at denne naive københavnerkvinde skulle dukke op med en guldring...

Men hvad ved man? Kapelmester Chris Blackwell slår an, og ud af hans smalle læber strømmer det høfligste engelsk. Han synger, at han gerne vil besøge sin søster. Men som bossen fastslår: 'Sir, I don't believe you would.' Og så er endnu en kvinde likvideret. Makabert, men næsten uden blodspor.

Fiskesøvn

Det swinger og dræwer. Versefødderne danser med slibrig elegance. Her sover familiemedlemmer pludselig dybt nede 'with the fishes', og her rimer 'violent' på 'silent'. Dødsstilheden tvinger tempoet i knæ hos cabaret-musikerne, hvis instrumenter endnu ikke har vænnet sig til mafia-rytmen. Men blot et blik, og så er trommen banket på plads. 'Musik for mandolin og maskinpistol', som der står på plakaten. Her gælder det om at holde lyden i gang; pausetegn er kun for de døde.

Nede i garderoben er der fortrolighed mellem spejle og glødepærer. Mafiabossen vil gerne dyrke sit spexagtige image. "Vi vil gerne have et tæt forhold til vores publikum", lyder det fra mundskægget. Imens sørger han betænksomt for, at mit ansigt kommer tæt på hans i spejlbilledet. "Lige som man kan tage på vinrejse eller operarejse, så kan man nu også tage på en mafiarejse. Med os."

Blodet dunker i kinderne. Så rykker han sig væk fra spejlet og knipser truslen væk. I spejlet er der nu lutter jakkesæt fra garderobestativet bag os. Anonym gangster-indpakning, selvfølgelig. I dag er bossen dog i jeans. Ikke dyre, bare diskrete. Og han beroliger. Man skal jo ikke overdramatisere det med mafiaen. Men jo da, selvfølgelig kan et liv hos mafiaen kræve ofre. Endda blandt performerne.

"Men selv når vores karakterer dør, kan vi fortsætte med at være på scenen og synge seks-stemmigt," siger han smilende. Tryghed er mange ting i Odense.

Odense Internationale Teater har premiere på 'Cosa Nostra' på Teaterhuset i Odense på mandag. Spiller 5.-17. marts og 16.-28. april. www.oim.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her