Hvad kunne man ønske sig mere end et møde med en så udsøgt gruppe under årets Vinterjazz festival?
Kvartetten Bass Desires, samlet i 1985 af bassisten Marc Johnson, er et navn, der klinger varmt og spændende i manges ører, der fulgte den moderne jazzscene i 1980erne.
Gruppens semi-elektriske musik opleves dog fortsat nutidig og nysgerrig, når man genhører de to plader, Bass Desires (1986) og Second Sight (1988), som gruppen nåede at indspille, inden den opløstes i andre projekter. Marc Johnson (kontrabas), Peter Erskine (trommer), Bill Frisell (el-guitar) og John Scofield (el-guitar) havde en særlig lyd sammen, som ikke mindst skyldtes kombinationen af de to guitarister, der igennem 1980erne for alvor markerede sig som væsentlige, nytænkende stemmer på deres instrument.
En dybere hensigt?
I Operaen virkede de fire musikere små på den enorme scene; rundere, med mindre hår i toppen.
Var det ældre herrer i en utidig reunion? Man kan godt spørge, hvad den dybere hensigt med genetableringen af Bass Desires er. En rask, lukrativ vinterturné i Europa for en god hyre? En rar måde at være sammen på igen efter alle disse år? Eller et rendezvous med intentioner om at få konceptet til at blomstre og mutere videre?
Efter alt at dømme ikke det sidste. For Bass Desires leverede primært fortolkninger af gammelt materiale. Og med en lidt mat stemning var det en gruppe, der hentede sine stik hjem på sin høje professionalisme.
Triumferende Coltrane
For kun i glimt lynede det fra scenen.
Problemet var mangel på brændsel, ild, eksplosioner, begær efter nye mål. I stedet fik vi et møde med den sofistikerede, neddæmpede side af Bass Desires, som de så sandelig også mestrer, og som bl.a. gav smukke øjeblikke med en velklingende version af det gamle pophit, "House of The Rising Sun" og Frisells harmonisk og melodisk suggestive "Strange Meeting". Det blev undervejs også til ikke helt vellykkede versioner af signaturmelodien, "Bass Desires", og den ellers så potensladede "Mojo Highway".
Først med John Coltranes triumferende "Resolution" syntes gruppens potentiale at komme rigtig til udfoldelse ikke mindst i kraft af Peter Erskines aggressive satsninger på trommerne. I adskillige tilfælde indtog han en alt for anonym rolle som opmærksom, men tilbageholdende akkompagnatør.
* Vinterjazz 2007: Bass Desires, Operaen, fredag
