Læsetid: 11 min.

En mangfoldig kanon for arkitektur og design

11 forsøg med løst krudt og en 12. skive til eget brag
29. juni 2005

12 bygningsværker og 12 designvalg er ikke mange - som essensen af 1.000 års formgivning og arkitektur i Danmark.

Men selv tre kan tallet skæres ned til. Når Unescos World Heritage-register over verdens kosteligste vidundere skriver Danmark ind på listen med pyramiderne og Taj Mahal er det Kronborg, Jelling og Roskilde Domkirke der tæller. That's all folks! - for the Danes: Hamlets barndomshjem og kongegravene.

I og for sig ville det heller ikke være svært at begrænse arkitektur og design til to gange 12 enkeltværker, hvis opgaven var velformuleret og sammenhængen klar.

Men når kulturministeren ønsker sig en ultimativ værkfortegnelse inden for hvert kunstområde og har bedt en række udvalg om at vælge, er rammen en uklar dannelsesreference af national observans.

Eksempler

Hvis nu opgaven for arkitektur og design lød på at vælge 12 bygninger og 12 genstande i Danmark som kvalificerede eksempler på stilhistorie, ville det være temmelig uproblematisk: En gotisk kirke, et barokseng, et klassicistisk domhus, en funkisstol osv., fortsæt selv findelingen. For i den skoleklasse eller turistgruppe, der skal belæres, vil ingen være i tvivl om, at der er tale om eksempler på historiens gang.

Hensigten kunne også være at vælge 12 eksempler på danske bygningskategorier. Hvordan ser magtens bygninger ud i Danmark? Eller arbejdets huse og landbrugets gårde, nu og i fortiden? Eller man kunne lave en række af eksempler på den teknologiske udvikling fra bindingsværk til beton og fra tegl til murstenstapet.

Ingen kunne føle sig forulempet eller rendt over ende af 12 eksempler på et eller andet relevant. Men når eksemplerne skal være helgenkårede værker, man som dansker bør kende, går der kongerække eller flinkequiz i den og ulyst til selv at gå på opdagelse i alle konteksterne og udenomsværkerne eller det livsværk, som eksemplet blot er et eksempel på.

Naturligvis kan et bygningsværk ses isoleret som værk og analyseres og gøre beskueren klogere på håndværket eller grebet i det kunstneriske arbejde. Men det er sjovere og mere udbytterigt også at have referencerne og paradigmerne, alle udenomsværkerne med.

Dansk aftapning

Kan en designet termokande være et værk? Eller en Myrestol? Hans J. Wegners stolerække kan mageligt ses som et livsværk, og Arne Jacobsens huse ligeledes. Men isoleret, hus for hus, stol for stol?

Jørn Utzons kirkerum i Bagsværd er et arkitektonisk værk, måske endda et mesterværk, men på den anden side (især ydersiden) også så bestemt af sin beskedne bagsværde kontekst, at det føles mærkeligt at pille netop det hus ud af en lang bygningskulturel sammenhæng, som er drevet frem af danske eller udenlandske talenter, især danske talenter, som har været i udlandet og brugt øjnene, eller abonneret på udenlandske tidsskrifter.

Poul Henningsens lampesystem er nok bestemt af hans egen lampemæssige ide, det var den, han fik patent på, men forestillingen om industriel kvalitet i standardprodukter var mere tysk end dansk, og overvejelsen om lysets røde og blå nuancer mere fransk end tysk.

Så tanken om danske kanoner for arkitektur og design er temmelig begrænsende for synet på det store felt, en bygnings- eller genstandskultur er med til at strukturere.

Det sociale landskab

Radiohuset i København er et mere interessant arkitekturværk end Aalborghallen. Men hallen har nok større betydning for aalborgenserne.

Arkitektur og design indgår i sociale sammenhænge, som ikke fratager de enkelte huse og genstande værkmæssigt ansvar, men øger glæden ved en karakterfuld husrække i Møgeltønder eller en smuk barokbygning langt ude på marken.

Husrækken og hovedbygningen markerer et møde mellem bebyggelse og landskab, og det er mindst lige så vigtigt som værkets behandling af byggematerialerne og rummene imellem.

Inde i værket står måske et andet værk med frugt eller blomster, en vase, et fad, en opsats i fajance. Eller ude i køkkenet en række saftflasker og madbeholdere udviklet på de få danske glasværker og porcelænsfabrikker.

Design er lige dele fornuft og følsom formgivning, og arkitektur nok så meget typologi som værk, mere byggeskik end kunst, selv om det er herligt, når det hele går kunstnerisk i hak, så rum og genstande kan opleves som beåndede.

De 11 følgende skud er en åben eksempelrække fra Danmark som udtryk for en mulig metode, hvis vor kulturminister insisterer på pædagogiske guidelines i omgivelserne. Det 12. og sidste skud kan han eller en anden læser selv fyre af som prøve på, om metoden er brugbar.

1. Slotsby, sølvtøj og svømmehal

Man kunne vælge Helsingør med kanon-Kronborg eller Fredensborg med den kongelige sommerresidens, kuppelsalen og parken.

Men eksemplet på en slotsby bliver her Kolding med Koldinghus, som måske ikke lyder særlig kongeligt, men er restaureret så usædvanligt, at det i en periode som nu, hvor jagten på autencitet kan føre til et så latterligt barberet og ortodokst tilbageført anlæg som Kastellet i København, må være et lærestykke i at se, hvordan alle mulige historiske ombygninger og brandspor godt kan fremstå forskelligt, men holdes forståeligt sammen, når en inspireret restuarerings-arkitekt som Johs. Exner skruer sit røntgensyn gennem århundrederne.

Slottet har stor betydning for byen, ikke bare historisk, men som turistmål, og nede ved Slotssøen er der bygget en svømmehal, som har plads til leg under et svunget tag og klorvand i højde med søens vandspejl.

Hallen er tegnet af Nøhr & Sigsgaard i 1980'erne, og hvis de gennemhullede stålbjælker ikke er design nok i kanon-sammenhæng, er der krøllet Thorvald Bindesbøll-sølvtøj på slottets museum, tegnet af Carlsberg-etikettens designer til sølvsmed Holger Kyster i Kolding i starten af forrige århundrede.

2. Forstad, fremsyn og FDB-møbler

Bispeparken på Bispebjerg i København er et af de mest vellykkede almene boligbyggerier fra 1930'rnes Danmark. Bebyggelsen er tegnet af en række Kooperative Arkitekter, som de kaldte sig for at betone det sociale sigte. Edvard Heiberg og Karl Larsen var et par af chefernes borgerlige navne.

Husene er ikke ens, heller ikke i det indre, men hovedformen på de enkelte afsnit er den samme, og byggematerialet gul tegl. Helt almindelige huse terrænmæssigt forskudt omkring en fælles græsplæne med store grønne af og til blomstrende træer. I baggrunden af prospektet anes Grundtvigskirken

P.V. Jensen-Klints værk har katedralstørrelse, så kirkegængere og besøgende må lægge nakken tilbage for at se de almindelige gule teglsten summe op i højden og danne et monument, der mere ligner en tysk ekspressionistisk arkitekturvision end et brugbart minde over en stor dansk salmedigter og politiker.

Murstenene som byggeklods fra kælder til hvælving er dansk design på næsten overnaturligt niveau, men hvis det er for metafysisk i kanonsammenhæng, står også sønnen Kaare Klints lakerede kirkestole med flettede sæder inde i det kolossale kirkerum.

Fra almennyttige Bispeparken vil den samtidige Grundtvigskirke på bjerget kunne fotograferes ved et Børge Mogensen-spisebord fra Brugsforeningerne med en PH-lampe over frikadellerne. Mere kulturradikalt kan det ikke blive.

3. Vadehav, vikinger og vandmåler

En by og et område baseret på tørre fødder. Husene i Ribe-området er placeret med århundreders erfaringer for, hvor langt vandet når op på højdedragene, når der er oversvømmelse og digebrud. Og højdedrag kan i denne sammenhæng betyde kote-forskelle på en meter eller to, i et landskab som kun sjældent rager fem op over dagligt vande.

Ribe Domkirke er en kolos, og rundt om den ligger de fineste pladser med spor i gadenettet af både hestetorv og fiskemarked. Der er også smalle slipper ned til åen som i enhver dansk fiskerby, og der er vandmøller ligesom der har været i Roskilde, en anden betydelig dansk domkirkeby.

Roskilde har kongegravene, men Ribe har særlig synligt historien med sig, fra vikingehandel til jernstøberi, fordi byen nærmest gik i stå i 1700-tallet.

Derfor er den så idyllisk velbevaret, men der er også både jernbanestation, el- og gasværk lige som i andre danske stationsbyer, der mangler sådan set bare et mejeri som relikvie fra industriens barndom.

Nede ved Ribe Å står der en dekoreret træsøjle som vandmåler for stormfloderne. Så enkelt kan et mindesmærke designes. En pæl med flad hat, zigzag-bort, og et rustent jernbånd for hver voldsom oversvømmelse.

4. Gadesnit, gennembrud og Cimbrertyr

Da Aalborg blev en industriby i 1920'rne skulle Limfjordsbroen udvides og byen have et løft. Resultatet blev gadestrækningen Vesterbro med funkishuse og fnysende Cimbrertyr midt i trafikken, modelleret af nordjyden Anders Bundgaard.

Operationen var i realiteten et brutalt snit gennem den beskedne bys gamle, lave bebyggelse, som man stadig aner rester af, hvis man lister bag om de moderne facader.

Byggematerialet er gennemgående rød tegl med kobber og omhyggeligt detaljerede vinduer i datidens stil.

Avenyen går som en bro op over jernbanen, og ved hvert større gadekryds har husene fået særligt udformede hjørner eller figurer på taget.

Det historiske museum med samlingen af dansk glas ligger inde ved Budolfi med udsigt til klosterhaven.

5-6. Herregårde, hydro og høje master

Skræppebladene langs voldgraven på danske herregårde optog H.C. Andersen som eventyrkulisse. Men voldgravene selv er heller ikke kedelige, med karper eller åkander og bygningen inderst på sin græsø.

De hydrologiske forudsætninger er ikke altid så gennemskuelige, som når Rewentlov'ernes Clausholm ved Randers er bygget over de trykforskelle, der gør det muligt at opleve herregården som en drømmehave med både springvand og vandfald.

El-værket ved Tange Sø er blevet museum, men tydeliggørelsen af vandkraften er nok til at erindre om hele den danske bygningskultur som tegnet og skrevet i vand. Åløb, kyster, søer, ørreddamme og kanaler.

Siden kom jernbaner, motorveje og store broer. Man kan roligt tale om et energilandskab, men ikke kun for det positive. Det er vindmøllerne til gengæld.

Efter devisen "gårsdagens flippere er morgendagens helte" tog vingerne fart i 1980'erne, først som smedemesterkonstruktioner, siden som designet vindmølleindustri. Ikke altid berigende for landskabet, hverken i upræcise rækker langs højdedragene eller samlet i såkaldte vindmølleparker.

Fremtiden er at stille de nyttige vækster op ude i havet, uden for hørevidde. Det giver både blæst og synlig plads til de store dimensioner.

Designet fejler ikke noget, men det gør regeringens fantasi. Reaktionen sad stædigt på herregårdene, da andelstanken slog igennem, og nu holder den på kraftværkerne, selv om vinden blæser en anden vej.

7. Kirkebakke og landskabskik

Der er næsten altid gevinst, når man standser ved en kirke for at kigge - ud over landskabet og ind i gudshuset. Et granithoved stirrer tilbage fra væggen, eller fra døbefonten, et originalt hul i stenbunden. Prædikestolen bærer udskårne evangelister og undersiden af Jesus bare fødder, eller hvælvingerne, kalkmalerier af overdådige ranker fyldt med djævle og nøgne piger.

Landsby og kirke med inventar hører bredt til en dansk kanon for arkitektur og design, men det er nationalt meningsløst at sætte en eller to særlige nipsenåle på cykelkortet, fordi det er mængden, der gør det. Ligesom lagene af flintespidser på museet i Rudkøbing, eller jydepotterne og de flettede bikuber, sivsko og vuggekurve i Hernings egnssamling.

Og ganske vist rager siloerne nu til dags højere op end kirketårnene, men de mange hvidkalkede landsbykirker på bakketoppen er et vigtigt træk i det danske landskab inklusive lyden af kirkeklokker en sommermorgen, og det uanset om man er medlem af folkekirken eller nøjes med at betale sin kirkeskat med glæde over den synlige del af kulturarven.
Landsbyerne neden for kirkebakken kan groft sagt deles i to typer – fortebyen og vejbyen. Den ene er bygget omkring et åbent område, den anden udstrakt langs selve vejen. De oprindelige matrikelskel fra før Frihedsstøtten er sjældne. Til gengæld fik vejbyen en udbredt slægtning i statshusmandsbrugene fra 1920’erne, hak i hak henover inddæmmede moseområder.

8. Købstad og keramik
Byen kunne være Horsens eller Vejle, Randers eller Hobro for den sags skyld. For sagen er her den type danske fjordbyer, hvor et sejlbart åløb inde fra land løber ud i en fjord og bliver krydset af en transportvej, et sted hvor skrænter og vanddybder har gjort det formålstjenligt at bygge købstad.
Vejles hovedgade krummer op og ned, hvad der giver den et afvekslende forløb. Og tager man Hobro som eksempel, har byen en kirke tegnet af den gamle M.G. Bindesbøll, der også har tegnet Thorvaldsens Museum i København og er far til Thorvald med ølettiketten, sølvtøjet og keramikken. Kirken i Hobro er fra 1850, i ridderstil med gul- og rødstribet murværk.
Men valget kunne også falde på Horsens, som har en hovedgade der er bredest på midten, fordi den er gammelt akseltorv. Bebyggelsen langs hovedgaden er et gennemsnitligt udvalg af købstads-huse fra barok til funkis, som levende anskuelsesundervisning. Og den lokale arkitekt Viggo Norn har overalt i byen tegnet bygninger i vekslende grader af 1920’er-klassicisme.
Derudover er der foruden det kanondiskuterede Bilka-varehus et rådhus dekoreret af Paul Gernes, Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen. Gernes har sat farver af og fremstillet en lyskædekrone til bryllupsværelset, der sammen med Nørgaard og Adler Petersens keramiske billede i byrådssalen godt kan repræsentere kunsthåndværket. Og så har Horsens et industrimuseum med flot designede maskiner fra industrialismens barndom.

9-10. Forurening, Force 4 og fællesskab
En meget synlig del af al dansk bebyggelse består af parcelhuse – sommer og helårs.
Forbilledet hedder en villa, selv om det kan være svært at se gennem typehusmodellernes uniformitet. Men man kan finde glimrende eksem-pler på villaveje fra starten af 1900-tallet i Holbæk og i københavnske Grøndalskvarter. Og efter Anden Verdenskrig blev Søndergaardsparken i Bagsværd gennemført som almennyttigt boligbyggeri i fritliggende ens huse.
Men rækkehuset har givet fornuftigere resultater, netop fordi man ikke kan gå rundt om sit eget lille selveje. Den økologiske ræson blev forudsætningen for 1970’ernes og Vandkunstens tæt-lave boligbebyggelser som reaktion mod 1960’ernes konforme højhuse.
Jørn Utzon med sine Kingohuse, og Fællestegnestuen med Albertslund og Farum Midtpunkt, var allerede tidligere gået nye veje med tætte gårdhuse på jorden og skråt op i luften.
Det er altsammen forudsætningen for de nybrud, der nu er på vej med PLOT’s skæve bolighuse i Ørestaden og Force 4’s Boase-kuber på stylter omkring et luftigt fællesrum.
Stylterne har en aktuel pointe som forsøg på at løse problemerne ved forurenede industrigrunde i byområder. Byggegrunden tilplantes med rensende træer, og boligerne står på pinde i højde med trækronerne.
For øjeblikket bliver en Boase-kube og et fællesrum afprøvet som model i fuld størrelse mellem de gamle bygninger på Holmen. Og en kanon skal ikke være bagudrettet konserverende, men fremsynet i sit sigte, ellers giver den slet ingen mening.

11. Monumentplaner og kgl. møbler
Eremitageslottet og jagtvejene i Dyrehaven er et fortryllende anlæg af stor landskabelig rækkevidde, og indvendig er huset fyldt med de herligste barokdekorationer af en særlig rural grovhed.
Rigtig monumentale byplaner er der kun få af i Danmark. Først og fremmest Frederiksstaden med Amalienborg og Marmorkirken (og nu Operaen, gud bedre det).
Fredericia og Esbjerg er planlagt over stive rektangulære gadenet, men nok ud fra en demokratisk snarere end egentlig monumental tankegang, sådan som den, der har båret visionerne i hertugelige Nancy eller pavelige Rom.
Og Amalienborg er i al sin rokokopragt heller ikke engang af kongelig oprindelse, selv om de allesammen kommer ud og vinker, når der er fødselsdag i de stateligt møblerede rum.
Frederiksstadens gadenet repræsenterer i al sin stramhed med kantet plads og palæer en rigdom baseret på slaver og sukker og var et markant skridt ud af middelalderbyens kringlede København på vej mod Nyboder og det afsidesliggende lystslot Rosenborg.
Nicolai Eigtved har tegnet Amalienborgfløjene, og C.F. Harsdorff den forbindende kolonnade. Franskmanden Saly modellerede rytterstatuen af Frederik V, som grundlagde Kunstakademiet. Det er godt nok en skulptur, men af den slags, der mildt sagt kan gøre en designer klogere på form og figur.

12. Prøv selv et kanonskud
By eller kvarter:

Bebyggelse eller hus:

Tilhørende design:

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu