Læsetid: 4 min.

Den mangfoldige nødhjælp

8. januar 2005

Aldrig har den såkaldte offervilje været større. Skildringerne i billeder og ord fra flodbølgekatastrofen i Det Indiske Ocean har fået danskerne til give flere penge end i nogen tidligere indsamling med en lignende baggrund. Og vi er i denne sammenhæng på ingen måde enestående. Det samme er sket i mange andre lande. Pengene strømmer ind i en sådant omfang, at nogle af modtagerne er begyndt at betakke sig for yderligere bidrag til lige præcis dét formål. Som det fremgik af Information torsdag gælder det lokalafdelingerne af organisationen Læger uden Grænser i Sverige, Tyskland, Frankrig og USA. De har meddelt, at donationerne har været så store, at de dækker udgifterne til den umiddelbare nødhjælp. Den danske afdeling af Læger uden Grænser, der oprindeligt er et fransk initiativ, regner med at nå det samme mætningspunkt i næste uge. Det betyder på ingen måde, at der ikke fortsat er gode grunde til at bidrage til de private organisationer, der yder en omfattende indsats i de lande, som blev ramt af flodbølgen. Når Læger uden Grænser her og nu siger, at de har modtaget tilstrækkelige midler, skal det ses i lyset af organisationens velafgrænsede virkefelt. På frivillig basis har læger og sygeplejersker gjort en beundringsværdig indsats inden for deres fagområder som supplement til det arbejde, der igennem halvandet århundrede er blevet udført af Røde Kors og Røde Halvmåne. Denne indsats bliver også ydet andre steder end i de lande, der er ramt af flodbølgen, og i den forbindelse er der stadig brug for økonomiske bidrag.

Meddelelsen fra Læger uden Grænser er blevet mødt med kritik fra andre nødhjælpsorganisationer. De frygter, at det kan begrænse viljen til at yde bidrag. Folk kan få det indtryk, at alt nu er i skønneste orden, og at de derfor roligt kan arkivere girokortene lodret i den nærmeste papirkurv. Det er selvsagt en risiko, der ikke kan udelukkes. Ikke desto mindre fortjener Læger uden Grænser anerkendelse for den åbne linie, de har fulgt. Hvis de ikke inden for deres ansvarsområder kan anvende flere penge, end de nu har modtaget til arbejdet i landene omkring Det Indiske Ocean, er det helt rimeligt at fortælle nye bidragydere, at deres penge vil blive anvendt andre steder i verden, hvor behovene faktisk er lige så påtrængende. Opgaven for Folkekirkens Nødhjælp, Røde Kors, Caritas, UNICEF og andre, der arbejder over et bredere felt, må til gengæld være at gøre klart, hvorfor de stadig har brug for penge til deres hjælpearbejde i de katastroferamte områder. De får forhåbentlig en lejlighed til at få dette budskab ud til en stor del af offentligheden, når det store tv-indsamlingsshow kører over TV 2-skærmen lørdag aften.

For sagen er jo, at de arbejder på et langt bredere felt end Læger uden Grænser. Det indebærer ikke mindst, at de nok engang vil blive konfronteret med spørgsmålet om, hvor længe deres indsats bør vare. Og her er der igen forskel på de enkelte organisationer. Alene i kraft af organisationens navn vil det være naturligt for Folkekirkens Nødhjælp at trække sig ud, når de værste og mest akutte problemer er klaret. Men sådan har det ikke været i de sidste mange år, hvor organisationen i stigende grad er gået ind i længerevarende projekter. Det samme gælder i hvert fald på nogle områder Røde Kors. Og selv om de to sidste bogstaver i UNICEF står for Emergency Fund (krise- eller nødhjælpsfond), så er denne særlige FN-organisation i stigende grad blevet en særskilt og permanent institution, der varetager ikke blot børnenes, men også børnefamiliernes interesser. De vil på den baggrund kunne argumentere for, at de helt legitimt har en længerevarende opgave i de ramte lande i Syd- og Sydøstasien. Til gengæld kan det også skabe forvirring blandt borgerne, når de skal omsætte deres ønske om at bidrage økonomisk til en konkret donation. Hvem er nu den rigtige modtager? Røde Kors har jo et veletableret globalt netværk, men har vi ikke tidligere hørt noget om, at lidt for mange penge går til intern administration? Folkekirkens Nødhjælp har ry for at være mere effektiv, men hvilke begrænsninger ligger der i netop det kirkelige? UNICEF og Red Barnet arbejder kun med børn – eller gør de? Sådan kan der rejses spørgsmål til alle de store potentielle modtagere af frivillige bidrag. Og det kan for den enkelte betyde, at man stiller sig tilfreds med, at man jo alligevel som skatteborger yder et pænt bidrag. I løbet af mindre end et par uger har statsminister Anders Fogh Rasmussen i flere faser forhøjet det statslige danske bidrag fra 10 til 420 millioner kroner. Og det er jo trods alt betydeligt mere end det, der kan forventes at komme ind i frivillige bidrag. Ikke desto mindre tyder meget på, at det netop er disse bidrag, der virkelig kan gøre en forskel. De tilsagn, der er kommet fra statsministeren, har nemlig vist sig at stamme fra omplaceringer og fremskyndelse af bevillinger, der alligevel ville være ydet til nødstedte lande i den tredje verden. Det er i hvert fald, hvad der fremgår af en grundig gennemgang i Weekendavisen fredag, og dens oplysninger er ikke blevet gendrevet. Hvad statsministeren har i munden, kan borgerne derfor fortsætte med at omsætte til handling. Ikke for at give ham en undskyldning for ikke reelt at foreslå nye bevillinger, men for at øge det moralske pres på ham, så han simpelthen ikke kan være bekendt at smyge sig uden om en ægte merbevilling.
tok

tok

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu