Læsetid: 4 min.

Til mangfoldigheden

16. juni 2001

»Jeg afrealiserer mig selv... Jeg ved, hvad det vil sige at realisere noget. Jeg realiserer mine drømme... jeg kan realisere mit indbo, og jeg kan realisere mig selv... Ja, som en særlig kulturel flothed kan jeg simpelt hen realisere alt og begynde forfra. – Men kan jeg også afrealisere og begynde indefra?«
Inger Christensen i Del af labyrinten

Den nye regering bringer godt vejr,« sagde den selvudråbte ’nationalminister’ Bjørn Nørgaard, torsdag eftermiddag, da ’afmagtsregeringen’ præsenterede sit regeringsprogram i Kulturministeriets solbeskinnede gård. Et panel af billedkunstnere, spændende fra alderspræsidenten, ’Balance- og fordelingsminster’ og fluxuskomponist Henning Christiansen, f. 1932, til afmagtsregeringens yngste deltager ’Eksport- og charterminister’ og installationskunstner Kirstine Roepstorff på 29 år, lod offentligheden vide, at en ny, virtuel regering havde set dagens lys, og at den havde noget på sinde. Var vi midt i en happening eller aktion, eller var det måske mere end det?, spurgte de fremmødte sig selv.
I vores midte sad som den eneste »real«-politiker, SF’eren Margrethe Auken. Ellers var det primært unge kunstnere, kunstkritikere og mediefolk, der havde fundet vej til begivenheden, der må betegnes som et forfriskende nybrud i kunsten, som ellers i mange år har næret sig af indre, æstetiske dialoger og ’power-plays’ om adgangen til kunstscenens få pladser i solen. Men nu er kunsten gået ud af sin hvide kube og er trådt i forhold til virkeligheden. De unge kunstnere trykker de gamle avantgardister i hånden, som vi har set det i de senere års mange ’cross over’-udstillinger, hvor generationerne mødes.

Begivenheden havde afsæt i bogen Ambassadører, der udkom tidligere på året på nærværende dagblads forlag. Bogen havde som anledning en udstilling med unge, yngre og ældre kunstnere fra, hvad man vel stadig må betegne som kunstlivets avantgarde, selv om denne betegnelse har lidt skibbrud for årtier siden, samtidig med at kunsten slap taget i den politiske opposition, og den politiske opposition tilsvarende mistede terræn. Men nu er der grøde i luften. Vi har set det med ATTAC-bevægelsen, og vi ser det i kunsten. Den netop åbnede Venedigbiennale og den nu lukkede Berlinbiennale ihukommende, må man konstatere, at kunsten i disse år bliver revitaliseret gennem et fornyet politisk engagement. Et i forhold til tidligere tider herligt afslappet engagement, vel at mærke, der formuleres i dialogens og det mangfoldiges tegn. De nye ’oprørere’ har tungen i kinden, morer sig, men er også alvorlige – for de ved jo, at revolutionen starter på tallerkenen, og at man først og fremmest, når det kommer til stykket, tænker med maven. Og de véd jo også, at alle store utopier fra tresserne har lidt skibbrud, og at man derfor må starte i det nære. Dér, hvor menneskets hverdagserfaringer tager form. Her er lidt om, hvad den 14 mand/ kvinde (syv af hver!) store regering så på programmet:

Man bør opløse nationalstaterne og åbne landskaberne, man bør indføre tvungne læsninger i filosofi og teologi i alle de danske fængsler for at befordre en erkendelse hos forbryderne om, at deres ofre er ligeværdige, man bør indføre et studieprogram for de mange kunstnere, der uden at kende forskel på god og dårlig kunst, får i opdrag at skabe udsmykninger til de offentlige rum rundt om i landet, man bør åbne folkekirken for andre religioner »derved ville man få nogle meget mere interessante menighedsrådsvalg«, man bør indføre tvungne hobbyprogrammer for alle mennesker, så vi undgår de mange »jobbyister«, der arbejder sig til døde, man bør opsætte rumspejle, så Danmark får del i det gode lys – også om vinteren – man bør indføre selvforvaltning og direkte demokrati og undgå den »digitale soap-opera og Big Brother-underholdning, som kvæler menneskers initiativ«, man bør nedbryde Folkeskolen og oprette OM-centre, der tilbyder livslang læring, baseret på dialog og samarbejde og med en åben, organisk voksende arkitektonisk ramme med høns på taget, man bør bygge, så bygværkerne nedbryder aggression, had, jalousi, begær m.v, man bør undgå gettoisering og marginalisering og klientgørelse af mennesker, bl.a. gennem et mere fleksibelt boligsystem, der fremmer medindflydelsen og slipper tosserne løs, København bør få et Trekantstårn, der vokser organisk, og som er en pendant til Rundetårn, man bør ikke blot opføre store, kulturelle institutioner i centrum, så hovedstaden bliver et museum, men også udbygge og udvikle periferien, så den bliver et attraktivt sted at bo, man bør arbejde på at forstå andre værdier, inden man kritiserer dem og acceptere »polykulturen« etc.
Lyder disse smukke visioner bekendt, kære læser? Det gør de nok, for de er en slags ekko af mange af de utopiske visioner, der nærede drømmene om en bedre verden i tresserne og halvfjerdserne, og som har med Inger Christensens begreb »afrealisering« at gøre. »Vores regering bygger luftkasteller«, sagde en af ministrene. Men luftkasteller holder ofte længere end moderne byggeri, og ethvert oprør starter med en hvisken.

LB

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her