Læsetid: 4 min.

Det manglede bare

25. februar 2003

ET FLERTAL af Danmarks befolkning støtter bistanden til udvikling og miljø. Kun et mindretal på 10-20 procent er uenige i, at u-landshjælpen er vigtig, fordi Danmark har et medansvar for at bekæmpe fattigdommen i verden, mindske risikoen for ufred og krig ved at forbedre folks levevilkår, hjælpe med at bekæmpe AIDS og andre smitsomme sygdomme, sprede demokrati og menneskerettigheder, bakke op om FN, formindske flygtningestrømmene, hjælpe til at løse globale miljøproblemer og bøde på virkningen af vores told på varer fra u-landene. Det viser en rundspørge til 1.000 danskere, som blev offentliggjort i går.
Opbakningen er solid. Hver sjette dansker er begejstret tilhænger, kun én procent er inkarnerede modstandere af bistand, uanset hvad man begrunder den med. Et flertal er imod at skære ned på bistanden for at få skattelettelser eller flere penge til de ældre og syge eller til motorveje og broer.

DET KUNNE DA OGSÅ lige bare mangle. Faktisk kan man blive bedrøvet, når man går tættere på tallene: Hvordan kan nogen i det hele taget finde på at spørge os rige danskere, om vi både har råd til at tage os af vores egne syge og gamle og give bistand til de lande, hvor sygdommene rammer meget hårdere og indbyggerne slet ingen udsigt har til at blive så gamle som os? Og hvordan kan 41 procent af danskerne finde på at sige ja til at spare på u-landshjælpen for at få flere penge til de ældre og syge i Danmark?
69 procent siger nej til, at Danmark skal være et foregangsland, der placerer sig i ’den absolutte førergruppe’. 34 procent har ikke noget imod at skære ned på bistanden, hvis det kan give skattelettelser, 29 procent vil hellere skære ned på bistanden end på bevillingerne til flere broer og motorveje, 38 procent vil hellere skære ned på bistanden end på afbetalingen af den danske statsgæld.
Så offerviljen er begrænset. Realismen måske også: Gad vide, om den modstræbende del af Danmarks befolkning har gjort sig klart, at vi lever et usikkert liv i overflod på den ene kant af en kløft mellem rig og fattig, som bliver dybere år for år?

NÅR DET ER SAGT, så er det dog opmuntrende, at de egocentriske holdninger er i mindretal. Den økonomiske egeninteresse – at bistand skaber job i Danmark – kommer ind som den mindst brugte begrundelse i undersøgelsen.
Selv på den politiske højrefløj, Dansk Folkepartis og Fremskridtspartiets vælgere, er et flertal faktisk enig i, at bistand er vigtig for at løse globale miljøproblemer, mindske flygtningestrømme, begrænse risikoen for ufred og krig, bekæmpe fattigdommen i verden og udbrede demokrati og menneskerettigheder.
Et stort flertal af disse vælgere mener, at bistanden er for stor og gavner korrupte magthavere mere end de fattige, hvis den da ikke ædes op af administration i Danmark. De finder det urimeligt at give bistand i lande, hvor overklassen lever i luksus.
Men undersøgelsen giver ikke basis for en antagelse om, at danske politikere kan blive populære og score stemmer på at skære yderligere ned på bistanden. Heller ikke blandt borgerlige vælgere. Faktisk er andelen af vælgere, der synes, at bistanden er for stor, faldet kraftigt efter den nuværende regerings nedskæringsrunde.
Så den borgerlige anstændighed har på dette område fået medvind. Og vælgernes holdninger lægger op til at forankre og stabilisere den danske bistandspolitik i et bredt forlig hen over midten.
U-landsorganisationerne, miljøbevægelserne og de humanitære organisationer kan glæde sig over stor viden og tillid til deres arbejde og idealisme i det meste af befolkningen. Et godt udgangspunkt for det oplysningsarbejde, som undersøgelsen skal støtte.

DEN FØRSTE prøvesten bliver dog ikke selve bistandshjælpen til udviklingslandene, men Miljø-, Freds- og Stabilitetsrammen, MIFRESTA, som kommer til politisk debat i denne uge.
Her er signalerne ikke nær så lovende. Den oprindelige målsætning, at hæve denne særlige bistandsramme gradvist til en halv procent af bruttonationalindkomsten, er opgivet for længst. Og den konservative udenrigs- og finansordfører, Gitte Seeberg, som i går forsikrede om, at regeringen ikke vil skære selve bistandsrammen ned, er ikke nær så sikker i mælet, når det gælder MIFRESTA.
Fra starten var denne ramme tænkt som Danmarks svar på kravet fra Rio i 1992 om at fremme en globalt bæredygtig udvikling – og som bidrag til en særlig indsats for fred og sikkerhed og styrkelse af demokratiet i Østeuropa. Siden blev en del af pengene kanaliseret til mere banale huller i budgettet, f.eks. udgifter til integration af flygtninge.
Nu tyder meget på, at regeringen vil skære ned – og bruge en større del af pengene på at opfylde Danmarks forpligtelser efter Kyotoaftalen. Også selv om aftalen udtrykkeligt tager afstand fra, at man skærer ned på anden bistand for at opfylde klimamålet.

es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu