Læsetid: 2 min.

Vi mangler noget

25. juni 2005

Der er nok noget råddent i Danmark. Vi er jo de mest lykkelige i verden. Og det er ikke kun Sankt Hansaften, at vi synger, at "Vi elsker vort land". Og vi forstår, at de i Frankrig og andre europæiske lande siger 'den danske model', når de taler 'visioner'.

Men alligevel afslører et klodset populært ord, at vi mangler noget: nemlig 'sammenhængskraft'. Vi skal have kulturkanon og folkekirke, vi skal have kontrakter med de ikke tilstrækkeligt danske borgere om de 'danske værdier'. "Hæng sammen, Danmark", som statsministeren Poul Nyrup Rasmussen pinligt alvorligt sagde til danskerne. Inden de skiftede ham ud med en anden Rasmussen.

Der er nok alligevel noget, der mangler, når man efterlyser sammenhængskraft. Godt nok er alle danskere og politikere og kommentatorer enige om at fordømme bombeattentatet på integrationsminister Rikke Hvilshøj. Her er alle enige om, at de, som kunne tænkes at være uenige, er helt forkerte. Så dem må vi hellere føre en kampagne imod. Selv om man skal lede længe efter dem, der synes, det var konstruktivt og klogt med meningsløs vold. Godt nok er så godt som alle enige om at fordømme den kriminalitet, der som kriminalitet, sådan set allerede er fordømt. Men når et overvældende flertal i Folketinget vælger at gøre de fattigste fattigere, er der helt stille. Dvs., der er de rituelle protester i Politiken og Dagbladet Information, men de mange danskere, der bekender sig til den danske model, siger ikke så meget.

Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti bliver enige om, at hvis et par i to år har tilladt sig den luksus at leve på kontanthjælp, så må man i hvert fald tage kontanthjælpen fra den ene. Og hvis deres barn så oven i købet er gået ud af 9. klasse uden at fortsætte med en videregående uddannelse, så må man tage børnepenge fra dem. De fattige bliver gjort fattigere og de, der allerede er på vej mod social udstødelse, får et spark mere i samme retning. Som den radikale Martin Lidegaard siger i dagens tema om ulighed for at forklare, hvorfor hans parti ikke gik med i den 'integrationspakke', hvis titel må være ironisk 'En chance til alle': "Vi skal ikke give flere drag over nakken til folk, der allerede slæber sig hen ad jorden."

Der er alligevel noget råddent i Danmark, når den offentlige indignation over uligheden er forsvundet. Det er for let og latterligt at give politikerne skylden. Sådan set kunne alle og enhver i offentligheden anmelde deres utilfredshed over afmonteringen af velfærdsstaten. Vores velfærdssamfund bekæmper ikke længere det gamle landbrugssamfunds uligheder. Vi producerer nye uligheder. Et samfund hænger kun sammen som praktisk fællesskab, hvis borgerne appellerer til fælles forestillinger om det rigtige, når de ser andre borgere blive krænket og udstødt. Det er svært at protestere mod manglen på protest. Så for at gøre en lang historie kort kan man konstatere som Villy Sørensen: Den offentlige indignation er forkrøblet til personlig forurettelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu