Læsetid: 6 min.

Der mangler noget i dansk film

Engang var den folkeoplysende film flagskibet i dansk dokumentarfilm-produktion. I dag tilhører den en ofte ringeagtet genre, uden for det fine selskab. Hvad er der gået galt?
24. maj 2006

Engang i 1990'erne inviterede det daværende Statens Filmcentral (SFC) den konservative kulturminister ind til den store oplevelsestur. I et par timer skulle hun møde vitaliteten og mulighederne i den korte film. Årene forinden havde været lidt magre, hvad angik bevillinger, og kravet om indtægtsgivende distribution sammen med sparekrav til skolerne havde skadet udlånet.

Kulturministeren ankom, lidt for sent, og meddelte, at hun kun havde én time til rådighed, da hun skulle ud på Nordisk Film og fotograferes med Olsen-Banden.

Hun gik hurtigt igennem lokalerne, og sagde så til sidst de længe huskede ord: "Ja, her kan man øve sig, inden man begynder at lave spillefilm".

Et par år senere blev SFC lagt ind under det nyoprettede Filminstitut (DFI), trods protester i filmbranchen. Man mente, at spillefilm- og kort- og dokumentarfilmmiljøet var to adskilte verdener. Den ene med markedsvilkår og store budgetter. Den anden var folkeoplysning, personlige film og kunstnerisk eksperimenteren.

Som en garanti for, at kort- og dokumentarfilmen ikke blev en total lillebror, garanterede en ny kulturminister, at der skulle ansættes en 'områdedirektør' for disse genrer.

Det skete aldrig.

Danske spillefilm har haft stor succes, også fordi der fra politisk side har været god vilje til at støtte denne kunstform økonomisk. Stor tak for det og ingen surhed her.

Men når man i aviser og tv erfarer, at 'det går godt for dansk film', så er det normalt ensbetydende med spillefilm.

Kort- og dokumentarfilmen ligger næsten hele tiden i skygge, selv om enkelte undtagelser som Gasolin' og Karen Blixen-filmen lyser op. Glædeligt er det også, at festivalen CPH:DOX går godt. Der er interesse for dokumentarfilm. For selvfølgelig kan der laves lige så god kunst i en kort som i en lang film.

Og filmloven er en lov for al filmkunst. Så vi venter stadig på en områdedirektør i DFI, der brænder for kort- og dokumentarfilm.

Ny produktionsmulighed

I 1990'erne dukkede billige videokameraer og redigeringsanlæg op. I dag er der endda lavet en spillefilm med en mobiltelefons indbyggede kamera. Den ene højskole efter den anden laver filmkurser, og antallet af potentielle filmmagere eksploderer.

SFC havde i 1970'erne ansat to åremålsansatte konsulenter til at vurdere ansøgninger og derefter indstille til evt. støtte.

Det gik hurtigt med at få svar, 14 dage for en ansøgning på to-tre A4-sider var almindeligt. Hvis man fik ja, var det oftest med alt betalt. 60-70 ansøgninger til SFC om året var højden.

Hvor mange ansøgninger indløber der til de to kort- og dok-filmskonsulenter i DFI i dag? Mange gange flere end dengang, selvfølgelig.

Det giver både længere svartider, færre penge pr. produktion og langt, langt mindre procentdel af ansøgningerne, der støttes. At være ung, ukendt filmmager med den første ansøgning er som at trække i lotteriet.

Jeg kender flere, der har opgivet på forhånd.

Konsulenterne og de øvrige ansatte i DFI er både flittige og engagerede, men tiden er løbet fra konsulentordningen for kort- og dokumentarfilm, som vi kender den i dag. Og der er flere grunde.

Film, tv og computere

SFC blev oprettet i 1938, og i 1941 bidrog 'Ministeriernes Filmudvalg' med fagligt oplysende film. Bredt folkeoplysende film om f.eks. Fredericia Banegaard blev der også plads til.

Et almindeligt emne fra hverdagen, der pludselig blev spændende på en filmstrimmel. Senere blev sigtet bredere, og den eksperimenterende og mere personligt engagerede film sneg sig ind.

I mellemtiden kom DR-tv på banen, og det dokumentariske blev i et par år mere defineret som noget, der produceredes af journalister og oftest med dagsaktuel relevans.

Det modsatte gælder mange af dokumentarfilmene fra først SFC og siden DFI. De skal de være 'langtidsholdbare', med en levetid på mindst 10 år og helst meget mere. Min egen film om palæstinenserne fra 1975 Et undertrykt folk har altid ret findes stadigvæk i DFI's distribution, ligesom min første Christiania-film Lov & orden i Christiania (1974).

Et aktuelt problem er, at gymnasielærere, der tidligere brugte mange film i undervisningen, nu bruger kursusdage til indlæring af opdaterede styresystemer på pc'ere frem for at se nye film. At vise film kræver derfor ekstra forberedelsestid. Og det kan være svært at finde vej i net-info-junglen angående nye, ukendte films anvendelighed.

Så filmforbruget falder her, måske lige med danskfaget som en undtagelse.

Hvilke film når igennem?

Holdningen til hvilke dokumentarfilm, der skal støttes via DFI, har også ændret sig. Tidligere var unge en ledende målgruppe, nu er de fleste DFI-film rettet mod voksenverdenen.

Min oplevelse er også, at man er mere interesseret i at støtte disse film som Kunst end som oplysning, og det er måske ok, for filmloven er jo en kunstlov. Men en oplysende film kan også godt kan være god kunst.

Mit seneste filmprojekt Arkitekten der blev væk om rokoko-bygmesteren Nicolai Eigtved, blev for to år siden forelagt som manuskript for en konsulent inde i DFI, efter at der var givet noget støtte til forarbejdet.

Det blev en afvisning med kommentaren, at arkitekturhistorie var 'noget støvet noget'.

Det havde han selvfølgelig lov til at mene, men når der kun er to konsulenter, og hvis nu begge ikke synes, at historiske emner på film er værd at støtte, hvor skal man så gå hen? Der er ikke mange muligheder.

DR støtter som public service-kanal den slags film, men beløbene er gennem årene blevet mindre, og arkitektfilmen har kun fået 10 procent af sit budget dækket herfra. Men heldigvis findes der en række fonde, for hvem bygningshistorie har høj prioritet, og derfor blev filmen til noget. DFI købte dog den færdige film til deres distribution for et mindre beløb med tilhørende lancering.

Og så rører vi ved endnu et problem for de mange film. For det er meget få film der indkøbes af DFI, endda til lavpris. Om det skyldes en bevidst politik eller for få midler, skal jeg ikke kunne sige, men overordnet set er det dårlig nationaløkonomi.

Der var engang

For et par år siden lavede jeg en film om handicappedes muligheder på arbejdsmarkedet for bl.a. Socialministeriet og Arbejdsministeriet. Leve Mangfoldigheden hed den, og den fik mange roser. DFI's distribution fik også filmen tilbudt. Det blev et afslag, "fordi den er fuldt finansieret udefra", hed det.

Engang kunne ministerierne bruge SFC til distribution af film, som de mente, det danske samfund havde brug for. Det gælder ikke længere.

Vi har en filmlov, der skal støtte filmkunsten. Og filmkunst er ikke lig med DFI. Der produceres masser af gode, kunstneriske film udenfor.

Men instituttet har i den grad prioriteret at formidle sine egne film - jeg formoder, at det skyldes manglende ressourcer - så det reelt kommer til at virke som et privat produktionsselskab med næsten monopolagtig status.

Hvis man fra politisk hold ønsker en produktion af lødige, vellavede, folkeoplysende film, som forhåbentlig også er kunst, så må der mere til.

Et folk uden historie er et folk uden sjæl, har den tidligere islandske præsident Vigdis Finnbogadottir sagt.

Den gennemarbejdede folkeoplysende film med langtidsholdbarhed er både en del af vores historieskrivning og en mulighed for fælles refencer. Den har haft det svært de seneste tiår.

Men måske er der lys forude? Måske en ny støtteform og distribution, gerne i samarbejde med public service- tv, for det er der, hvor de mange kan se filmene. Et nyt medieforlig er jo som bekendt under forhandling.

Nils Vest er filminstruktør, og hans film 'Arkitekten der blev væk' om rokoko-bygmesteren Nicolai Eigtved, vises i aften på DR2 kl. 23.00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her