Læsetid: 6 min.

Mangler vi ikke en krops-kanon?

Efterhånden har vi fået kanoner for alt muligt. Billedkunst, film, musik og design. Teater, dans og arkitektur. For tilsyneladende ønsker man besindelse og rødder. Man vel gerne vide, hvad der er rigtigt og forkert, dannet og udannet. Men det allervigtigste har man tilsyneladende glemt. Kroppen. For hvor sidder dannelsen? Dannelsen sidder først og fremmest i kroppen. For dannet er ikke noget, man 'gør' sig gennem en intellektuel indsats. Dannet er noget, man er. Og man 'er' sin krop
15. september 2006

Den oprindelige europæiske dannelse foregik i 1500-tallet som udviklingen og udbredelsen af høflighedsforestillinger: Hvordan spiser man med kniv og gaffel? Tørrer man munden i ærmet, i dugen eller i en serviet? Hvilke dele af kroppen kan man blotte i fremmedes nærvær? Hvilke kropsfunktioner er private? Hvordan står og går man? Spytter man på gulvet, i en spytbakke - eller slet ikke?

I spidsen gik Erasmus af Rotterdam, der i 1530 udgav sin tids 'takt og tone', De civilitate morum puerilium:

"At sutte den fedtede finger af eller at tørre den i frakken er uciviliseret. Man skal hellere bruge dugen eller servietten."

Sådan lyder blot én af en lang række anvisninger fra den praktiske humanist. Bogen blev en bestseller.

Den basale opdragelse er med andre ord knyttet til kroppen, for kroppen vejer tungere end ordene. Meget kan man slippe af sted med at sige. Men at miste kontrol over kropsfunktionerne kan ikke bortforklares. Det er ret og slet pinligt, og det kan alene undskyldes med sygdom, barnlighed eller alderdomssvækkelse.

Men kropsdannelsen har ikke kun en negativ, skamfuld side. Den har også en positiv. En god kropsholdning er det sikreste tegn på god dannelse. 'Løft hovedet', 'se mig i øjnene', 'ret ryggen', 'gå ordentligt'. Det er det, det kommer an på. Konversationen kan glide, handelen kan falde på plads; hvis ikke det efterfølgende håndtryk bekræfter det gode indtryk, er alt spildt.

Her er grænsen hårfin. At blotte barmen, maven eller læggen er pikant - indtil det pludselig bliver vulgært. At sjoske hiphop-agtigt af sted er charmerende, indtil det lige så pludseligt fremkalder løftede øjenbryn eller øretæver. At gå med lav talje er hipt. Men glider den bare en centimeter for langt ned, er det latterligt eller pinligt. Og at øve sig på at føre sig og klæde sig - af eller på - er en afgørende del af opdragelsen og selv-opdragelsen.

Dannelse under forandring

Men dannelsen - ikke mindst kropsdannelsen - er under konstant forandring. Mange af os husker, hvordan kindkysset afløste håndtrykket. Først var det noget, man gjorde i de toneangivende kredse i København. Dernæst studerede vi andre det i tv-udsendelser som "Her er dit liv" og prøvede at tage ved lære: Ghita Nørby og de andre kendte stak hovedet frem, og straks lagde den, hun hilste på, kinden til kinden og gav hende et luftkys. Snart efter stod alle vi andre ude i vores provins-entreer og forsøgte at gøre det samme med familie og naboer, der kom på besøg i den naive tro, at de bare skulle have et par snitter og en øl.

Et andet eksempel finder man i vindrikningens dannelse. I 1970'erne var glasset støbt og kraftigt, og man greb om det med hele labben. Men i dag tager man med to fingre om stilken af glasset, som i mellemtiden er blevet af krystal, og cirkler vinen rundt mens man dufter, snuser og nipper. Glemmer man lektien, må man umærkeligt - mens man ud af øjenkrogen checker, om nogen mon har opdaget det - lade hånden krybe ned af stilken, indtil positionen er rigtig.

Så jo, dannelsen knytter sig til kroppen, længe før den når til den verbale adfærd. Men hvor er uddannelsesinstitutionerne henne i dette spørgsmål? Hvor indøves den kropslige dannelse? Hvor lærer man at spise civiliseret, føre sig og klæde sig af og på? I gymnastiktimerne? Nej! Man kan læse Forførerens Dagbog i dansktimerne. Men øve sig på det i gymnastik? Under ingen omstændigheder. Her spiller man bold, løber om kap og styrker legemet.

Det må der gøres noget ved. Dansk og historie har fået deres kanonlister. Hvor bliver krops-kanonen af? Også kropsdannelsen er i skred uden at nogen gør noget. Hvordan får vi genindført det ægte danske, faste håndtryk? Hvordan opretholder vi forskellen mellem muslimske og kristne omfavnelser? Skal ungdommen ikke kende de mest markante hilseformer og deres historiske udtryk og sammenhæng? Hvordan gouterer man et stykke ægte dansk blottet maveskind - for ikke at tale om bodegamaven - hvis man tror, at det er slør og gevandter, der er smarte?

Den dannede krop

For at få et indtryk af udfordringen er det nok en god idé at kaste et blik tilbage på de seneste 50 års kropshistorie. Hvad er der sket? Hvor stærke kræfter er vi oppe imod?

Den dannede krop har forvandlet sig fra 1950'erne til i dag. Tilsvarende er vor tids gymnasieelever også helt igennem anderledes, end eleverne var for 50 år siden. Dengang jeg gik i gymnasiet - i slutningen af 1960'erne - var vi for fuld fart ud af det klassiske gymnasiums normative dannelsesideal. Selv gik jeg på Viby Amtsgymnasium, som var splintrende nyt. Derfor var mange af lærerne ungdommelige, progressive folk, der 'forstod' os elever. Vi gjorde vrøvl over alt og alle og gik med langt hår. Men til vores skuffelse fik vi at vide, at det skam var helt i orden.

Alligevel kæmpede vi. Men så vidt jeg kan vurdere, kæmpede vi mere med os selv end med de andre.

For os var det ikke Scherfigs Forsømte forår, men Rifbjergs Kroniske uskyld, der brændte igennem. For lektor Blomme fandtes ikke i vores erfaringsverden, og gjorde han, kunne man jo klage over ham eller chikanere ham ud af klassen. Problemet var den forbandede uskyld, som sad inde i os selv. Hvordan kom man dog af med den? Det var problemet, ikke mindst i forhold til alle de progressive kammerater og lærere, der så åbenlyst alle for længst havde klaret deres problemer. Mit problem var, at Henry From, de grønne spejdere og Gunnar Nu Hansen - den ranke ryg, de bare ben, askesen og alle amatør-idealerne, som jeg var vokset op med - havde sat sig bedre fast, end jeg gerne ville vide af. Skammen og kropsdisciplinen befandt sig lige under overfladen. Når vi gjorde oprør mod lærerne, forældrene og 'samfundet', kæmpede vi i lige så høj grad med os selv, dvs. med selv-disciplinen og den forbandede skamfølelse. Vi ville være frie. Vi ville det hele. Alt var ok, bare det gik til yderligheder.

I dag går bevægelsen tilsyneladende den modsatte vej. For mange er problemet ikke, at de må for lidt, men for meget. Deres projekt er ikke at finde frihed og udvide muligheder, men at skabe regler og indskrænke antallet af mulige valg. Hvis Det forsømte forår brændte igennem 1940'erne, og hvis Den kroniske uskyld var 1960'ernes dannelsesroman, er det måske Nordkraft, der er signalet til vores tid. For her kæmper personerne ikke for deres frihed, men imod al den frihed der gør, at de ikke kan finde en form at leve i. Gymnasiegenerationen i dag får serveret alle de muligheder, som vi i sin tid kæmpede for. Skal man være bøsse, lesbisk eller hetero? Single, par eller kollektiv? Liberal, konservativ eller socialist? Rejse verden rundt med eller mod uret? Ofte er problemet ikke, at der er for få, men for mange muligheder, og at der ikke er nogen, der stritter imod eller tvinger én til at foretage bindende valg. Dannelse er blevet et stil-problem.

Mulighedernes samfund

Det er sandsynligvis grunden til, at de normative dannelsesforestillinger har fået vind i sejlene. Jeg tror bare ikke, at de på længere sigt nytter noget.

For selv om rodløsheden er et problem, er svaret på problemet ikke normativ, men refleksiv dannelse.

I dag lyder kravet, at man skal danne sig selv, sådan at man kan stille sig til skue for den generaliserede anden. På den ene side lever vi i et samfund, der leverer værdier, som man kan overtage og gøre til sine egne værdier. På den anden side lever vi i et samfund, som hele tiden også præsenterer andre muligheder. Man kan indskrive sig i en subkultur. Men man kan også overtage de tilbud, som 'de andre' kommer med. Mulighederne er uendelige. Derfor må et moderne, dannet menneske hele tiden kunne teste forskellen mellem 'sig selv' og 'de andre': Er den forskel så selvfølgelig, som man umiddelbart synes? Er valget mellem det ene og det andet så indlysende, som det giver sig ud for? Moderne dannelse er at kunne reflektere over og overskride sin egen dannelse, samtidig med at man er intolerant over for dem, der ikke tillader en sådan tolerance.

I forhold til den udfordring er jeg ikke sikker på, at kanoner hjælper så meget.

Ryseensteen Gymnasium kan i dag fejre sit 125 års jubilæum. Dette har affødt kronikken, idet kronikøren sammen med Svend Erik Larsen fra Århus Universitet og Bertel Haarder skal tale om dannelse ved et festarrangement i Øksnehallen.

Lars Qvortrup er professor ved Syddansk Universitet, leder af Knowledge Lab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu