Læsetid: 1 min.

Nu mangler vi en transformator

Søren Krarup mindes Ebbe Kløvedal Reich
26. april 2005

På torsdag udkommer Virkelighed og utopi, en debatbog skrevet af folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Søren Krarup, udenrigsminister Per Stig Møller (C) og netop afdøde Ebbe Kløvedal Reich. Bogen er en opfølgning på en bog, de tre sammen skrev i 1973, Utopi og virkelighed. Det er altså et gammelt samarbejde, der genoplives i den nye bog, som Ebbe Kløvedal Reich akkurat ikke nåede at opleve udgivelsen af. Derfor er det naturligt at bede hans medforfatter, Søren Krarup om en reaktion på hans tidlige død. Per Stig Møller var i går ikke at træffe.

"Jeg er ked af det. Han var en flink og hyggelig fyr," siger Søren Krarup. "Vi mødtes tidligt, i 1968, og vi var fundamentalt uenige, men vi kom aldrig ind i de indædte ordkrige, som man kan have med andre."

"Ebbe Kløvedal Reich var jo utopist, og jeg er det modsatte," forklarer Søren Krarup. "Han sværmede ud i alle mulige ideer og fornemmelser, men på en meget tiltalende og hjertelig måde. Så vist er jeg ked at det, jeg havde da glædet mig til at se ham på torsdag, hvor der er reception for vores fælles bog."

Også Ebbe Kløvedal Reichs kristendom var ifølge Søren Krarup 'i den lidt sværmeriske afdeling', "hans bog om Grundtvig, Frederik, var temmelig sværmerisk, men hans vilje til at forholde sig til alt og alle var både skæg og positiv."

Søren Krarup mindes deres første møde, som fandt sted i Århus i 1968, kort efter at han selv havde udgivet sin bog, Demokratisme.

"Det var lige i begyndelsen af studenteroprøret, og det var et rigtigt ballademøde med skrig og skrål. Men ikke fra ham, ham kunne man snakke med."

Ebbe Kløvedal Reichs vennesælhed betød, at han kunne snakke med alle og formidle synspunkter mellem modsat rettede opfattelser, siger Søren Krarup. "Han var en art transformator, som vi nu kommer til at mangle i den danske debat."

"Det er en skam."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu