Læsetid: 4 min.

Mangt et måltid

Forlæggeren Hans Jørgen Brøndum ser tilbage på fire årtiers herligt slid for "den helt almindelige ualmindelige bog"
20. april 2006

Man skulle ikke tro, at det var muligt at blive rigtig godt gammeldags sulten og tørstig af noget så tørt som en forlæggers memoirer. Men det er faktisk præcis, hvad der sker, når man følger Hans Jørgen Brøndum (f. 1940) gennem hans tilbageblik på sine 37 år som leder af eget forlag med speciale i sammenstilling af billede og tekst. Værket har fået navn efter den kælder i Nansensgade, hvor trykkeri og bogudsalg lå, men bogens titel kunne også, med et af forfatterens tilbagevendende udtryk, have heddet Mangt et måltid, for det er ikke småting, der i tidens løb passerer hen over det svenske klapbord i baglokalet af frokoster, middage og vin.

Fra sin tidlige barndom på en stor lollandsk præstegård har Brøndum bevaret glæden ved alt, hvad der kan koges, steges og brases på et komfur, og det må anses for ret så sandsynligt, at hans kulinariske kapacitet har været medvirkende til at få samarbejder til at glide lettere med særligt vrisne gemytter i litteraturens og billedkunstens verden. Men den holdning, han lægger for dagen, til råvarer og retter, går på en karakteristisk måde igen i hans forlæggeraktivitet som en tilgang til teknik og materiale. Han roser sig med rette af ikke at have trykt en bog, uden at han følte det som en nødvendighed, og han betoner stedse sin håndfast arbejdsvante attitude til kunst og bogproduktion.

Det skæve og anderledes

Det handlede hver gang om at lave "den helt almindelige ualmindelige bog", herunder helst huske, at det som er allerstørst at formidle, fortjener den største enkelhed. Derfor var det f.eks. en fejltagelse i 1976 at lade en overambitiøs Svend Wiig Hansen pumpe originaludgaven af Inger Christensens geniale fortælling Det malede værelse op til en prestigiøs kolos, men derimod en helt rigtig disposition i en senere runde at anvende 10 små raderinger af Per Kirkeby, som smukt korresponderer med tekstens særegne tone.

Før Hans Jørgen Brøndum blev forlægger, havde han nået næsten at blive kunstner og kunsthåndværker. I stedet endte han som et bindeled mellem undfangelser og fødsler i kunsten, nemlig som mellemmanden: trykker, igangsætter, formidler. Mindre kendt er (eller var det indtil nu), at han tillige har nået at gå med aviser, passe Rundetårn, være messedreng, nattevægter og korrektør. Ja, han har sågar flået rødspætter for den lokale fiskehandler og været selveste Bjørn Schouw Nielsen, "hypnosemorderen", som han i 1950'erne kaldtes, behjælpelig med at stable frugt, dengang manden i et forsøg inden for "resocialisering" stillede sig op som gadehandler ved Vesterport Station. Episoden illustrerer meget godt forlæggerens forkærlighed for "det skæve og anderledes" både i livet og kunsten, en grundposition, der enkelte steder får ham til at lufte ubearbejdede aggressioner mod noget, han uden at reflektere over sin egen position kalder finkultur, og imod livsforskrækkede intellektuelle af typen, hvor skoen ryger af, når man trykker dem i hånden.

Blandt sine største succeser nævner Brøndum de syv bind Septemberfortællinger lavet i tæt samarbejde mellem hele 11 personer, hvoraf de otte forfattere - en undtagelse fra den regel, at han pga. et egensindigt og stædigt gemyt gerne har været afskåret fra at operere i kollektiver - samt naturligvis Brøndums Encyklopædi, der begyndte som et muntert con amore-foretagende med et startoplag på 1.200, men endte med at blive en kultbog solgt i mere end 30.000 eksemplarer.

Personlig er han dog gladest for eksklusive, men velgennemførte oversættelser af bl.a. Samuel Beckett og Fernando Pessoa, og han kan tilsyneladende slet ikke blive træt af at opremse alle de kloge og rare og originale og snurrige danske billedkunstnere, han har arbejdet sammen med.

Når disse memoirer alligevel styrer uden om at blive en gang sigselvskulderklappende navnedropning, skyldes det, at Brøndum stedse husker og fastholder fokus, som var at sprede originalgrafik i nærmest ubegrænsede oplag og dermed "folkeliggøre" kunsten samt hele tiden at finde frem til den rigtige matchning mellem teknik og tekst. "Ingen teknik er i sig selv "forkert", når man vel at mærke bruger den til det, den kan, og ikke forsøger at fremtvinge noget, den ikke kan". Sådan lyder i al uanstrengthed en af hans gode betragtninger.

De penge, de penge

En anden leverede han, da han i 1998 modtog Nationalbankens jubilæumslegat og ved denne lejlighed skulle holde en takketale. Han vidste, at han ville blive så tapsvedende nervøs, og varmede derfor op efter sin tip-tip-oldefars opskrift med 8 cl Brøndums og to glas fadøl, inden han trådte frem og sagde noget i retning af, at hvis han ikke i alle sine dage havde været totalt blottet for talent i sin omfang med penge, havde han nok slet ikke overlevet til dagen i dag, men hvis ikke han på den anden side dag ud og dag ind, måned efter måned, år igennem havde været tvunget til at beskæftige sig særdeles alvorligt med penge, ja, så havde han heller ikke stået som prismodtager dér i bankens forhal.

Det tog kegler, efter stemningen at dømme. Men det kan også passende stå som Hans Jørgen Brøndums hilsen til dem, der evt. måtte gå rundt og tro, at en forlæggerkarriere gennem snart fire årtier ikke har kostet bekymring og slid. Aspekter, som han stort set klogelig vælger at tie om i denne sagligt sobre, stilfærdigt velskrevne erindringsbog. Nej, hvad der især brænder sig fast - for sulten, jeg nævnte, kan stilles og tørsten kan evt. også slukkes - dét er billedet af en mand, der står i sin kælder og trykker en bog med "den særlige kroppens vægtløshed og tankens tomhed, som følger af tilpas hårdt og meningsfuldt arbejde."

Hans Jørgen Brøndum: I en kælder sort som kul. Erindringer. 252 s. Ill. Kr. 299,00. Ries Forlag. ISBN: 87-91318-28-9. Udkommer fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu