Læsetid: 7 min.

Mankell og homo narrans

15. april 2006

Henning Mankell er kommet til London for at promovere en bog, der står ham særligt nær - ikke en af de Kurt Wallander-detektivromaner, der har solgt over 16 mio. eksemplarer verden over, selv om han har et ganske kærligt forhold til disse, men Vindens søn (Chronicler of the Winds). Det er en roman fra hans 'andet liv' i Afrika. I 1987 blev den 39-årige Mankell, der allerede havde skrevet og instrueret teaterstykker i Sverige, men tilbragt meget tid i Guinea-Bissau og Zambia, inviteret til at stå i spidsen for Teatro Avenida i Maputo i Mozambique. Dette var, og er, byens eneste professionelle teater, og han arbejder stadig med det.

Der var hele tiden gadebørn omkring teatret, og de gjorde et overvældende indtryk på ham. Han fortæller mig, at "jeg lagde ofte mærke til en syvårig knægt. Han var sammen med sin 14 år gamle bror, som han passede. Og engang jeg talte med ham, fik jeg denne underlige fornemmelse af, at jeg ikke var sammen med en syvårig, men en 70-årig. Gadebørn vises normalt i lyset af deres livs tragedie - hvilket også er et sandt billede - men der er en ekstra dimension: deres visdom, værdighed og enorme evne til at overleve."

"En af grundene til, at gadebørn lider så meget, er, at de aldrig får lov til at være børn," forklarer han. "De er blevet voksne så hurtigt, at når de bliver 10 år gamle, har de oplevet så mange ting, at de rent fornuftsmæssigt er meget gamle. Jeg synes, det er skræmmende, ja frygteligt, at se et gadebarn i øjnene, og du kan se at, åh Gud, dette barn er et bittert barn!"

Men hvordan overfører man disse eksistenser, deres elendigheder, deres handlinger, udsprunget af et desperat mod og hvad Mankell kalder 'deres skjulte stolthed' til en enkelt roman? Mankell husker nøjagtigt, hvordan han "endelig fandt ud af, hvordan denne bog skulle skrives: Der opstår altid et helligt øjeblik i teatret - efter prøverne og før en forestilling, om eftermiddagen mellem klokken tre og fem. På det tidspunkt er teatret normalt tomt, og det er et pragtfuldt øjeblik. Jeg sad der engang og funderede over et eller andet, og pludselig blæste en kraftig vind omkring døren og taget. Døren sprang op, og solen skinnede ind, og jeg vidste nøjagtig, hvordan jeg skulle skive min historie - jeg blev klar over det i løbet af et nanosekund."

Dette er så meget mere bemærkelsesværdigt, fordi strukturen i Vindens søn ikke er så ligetil, den rummer detaljerede og umiskendelige mindelser om 1001 nats eventyr.

Den første stemme, vi møder, tilhører Jose Antonio Maria Vaz, en bager fra Maputo, hvis arbejdsgiver, en virkelig dame fra tiden under det portugisiske styre, også er grundlægger og leder af byens teater. Da Vaz hører skud, går han ind i bygningen, og på den tomme scene finder han en såret gadedreng "gennemvædet af sit eget blod". På drengens anmodning bærer han ham - idet han nærmest øjeblikkelig opdager, at drengen er døende - op på taget: "Det er her, jeg gerne vil være. Her vover jeg at slippe mine ånder løs."

Drengen hedder Nelio, og Vaz har hørt en masse om ham: Han har ry for at være en af gadebørnenes ledere, respekteret overalt for at være stærk, venlig og ikke-voldelig. Vaz accepterer, at Nelio ikke ønsker hjælp udefra, og passer ham i ni nætter, og hver nat lytter han til nye kapitler fra drengens personlige liv, et liv med frygtelige lidelser. På den niende nat - hvor han fortæller Vaz hvordan og hvem, der affyrede det fatale skud, dør Nelio.

Denne række af historier fra en drenge-Sheherazade fremtræder meget smukt. Vi følger Nelios udvikling fra forvirret barn, der flygter fra en belejret bjerglandsby, til ungt gadeikon. I sin sorg og beundring forlader Vaz sit arbejde som bager og lever nu som en omvandrende tigger, der fortæller Nelios historie. Disse nætter ved Nelios' side, fortæller Mankell, havde grundlæggende været en religiøs oplevelse. Vaz bliver drengens discipel og spreder den lære, der kan uddrages af hans liv og død. "Bageren og jeg er den samme."

Det var dette regi, der kom til Mankell i det nanosekund i det tomme teater i Maputo. Han foretog kun én ændring. "Jeg havde tænkt på at bruge det guddommelige tal syv, men så fik jeg lyst til at skabe mit eget guddommelige tal, ni, som i kattens ni liv." Den beslutsomme overlevers ni liv.

Mankell og jeg sidder på Savoy Hotel, hvil-ket kan synes paradoksalt i forbindelse med en samtale, der i den grad handler om forfærdende fattigdom og behovet for fysisk lindring. Men samtidig har Savoy meget af den samme atmosfære som et sted, hvor man over en betragtelig periode har fået skabt noget. Og få mennesker får skabt så meget som Mankell.

Da han udgav Vindens søn, havde han allerede skrevet utallige, ofte meget originale romaner og teaterstykker, samt bøger for yngre læsere - heriblandt to med den gennemgående person Joel, der, lige som han selv i drengeårene, bor sammen med sin far i skovene omkring Harjedalen i Nordsverige.

Morderen uden ansigt fra 1991 betød starten på en række romaner om en politimand i Ystad, og Mankell fortsatte med at skrive. Succesen med Wallander-bøgerne ændrede ikke blot Mankells tilværelse, men også hele Sveriges forhold til den litterære verden. Ingen svensk forfatter siden Strindberg, ikke engang den store børnebogsforfatter Astrid Lindgren har opnået helt samme internationale berømmelse - og spektakulære salgstal.

Men hans liv i det afrikanske har ikke været mindre produktivt. Selv om hans arbejde for aidsorganisationer og hans Memory Book Project stadig lå et stykke ud i fremtiden, havde han allerede i midten af 90'erne et afgørende møde i Zambia med en ung mand, der døde af sygdommen, "så tynd som man overhovedet kan blive" og kun 17 år gammel. Vindens søn, med de meget differentierede skildringer af gadebørnene omkring Nelio, kan i bakspejlet ses som forløber for The Memory Books, der startede som et forsøg på at bevare erindringen om de mange, mange mennesker som, i et fortrinsvis analfabetisk samfund, er døde af aids. Blandt dem utallige unge forældre, hvis børn vokser op uden - eller med ganske få - erindringer om dem, og kun ganske få optegnelser.

Mankell fortæller om en gribende oplevelse, han havde i Uganda: En pige, der havde mistet begge sine forældre kom hen til ham og sagde, at hun gerne ville vise ham noget. Det viste sig at være et stykke sammenfoldet papir, i hvilket der lå en død, blå sommerfugl. "Det er den vigtigste bog, jeg nogen sinde har læst", siger Mankell. Det tilskyndede ham til at hellige sin overvældende energi til et projekt, der via de overlevende skal sammenstykke, hvad der har været betegnende for og specielt ved de, der er omkommet i en alt for tidlig alder uden påskønnelse. Dette arbejde er beskrevet i Jeg dør, men mindet lever fra 2003.

Mankell fremstår som en tænksom, alvorlig mand. Hans svar er velformulerede og velovervejede. Hans noget markerede, strenge ansigt bærer en klar lighed med afdøde John Thaw - ganske passende, da de begge, i offentlighedens øje, er uløseligt forbundet med en højt beundret opdigtet detektiv.

Kendte han selv 'sin' Nelio?

"Så vidt jeg ved, findes der ikke nogen Nelio i virkeligheden. Han er en kombination af mange børn. Det, der holder ham sammen, er min egen fantasi. Men jeg tror, det ville være ret let at finde nogen, der er Nelios bror, ikke blot i Maputo, men i alle verdens byer."

For nogle år siden blev Mankell spurgt, hvorfor han skrev så meget om børn.

Han svarede bebrejdende: "Kan De helt ærligt finde på noget, der er vigtigere end at tale om eller med end børn?"

Den Wallander-roman, der udkom samtidig med Vindens søn, var den skræmmende Pyramiden, der som hovedfigur har en teenagedreng, der har gennemgået utrolige lidelser.

Mankell indrømmer: "Jeg har mit eget idol, et billede, jeg har gemt i mange år. Det forestiller mig selv som 11-årig. På det tidspunkt var jeg på mit højeste, dengang havde jeg en absolut tro på fantasien som et redskab til at klare virkeligheden. Jeg troede, det var muligt at gøre alt. I dag ved jeg måske nok mere, men altså, den magt, jeg havde dengang-!"

Mankells tillid til fantasien er imponerende stærk, og han har stadig kræfterne til at gøre en hel del. Når han taler om Portugals skammelige arv som kolonimagt, og de etablerede kirkers utilstrækkelige reaktioner på fattigdom og social uro, om det 'gamle' Syd-afrikas finansiering af banditters forsøg på at destabilisere Mozambique, om den krybende nød i europæiske såvel som tredjeverdens byer, mærker man en mand med strenge principper og livskraftig intellektuel kontrol. Men man ser også, at han altid vil følge sin overbevisning med sin frugtbare nytænkning, en evne, han tilskriver alle gadebørnene i sin roman. Vi er, siger han, "ikke homo sapiens, men homo narrans, den historiefortællende art."

© The Independent & Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her