Læsetid: 4 min.

Fra mantra til fyord

30. april 2005

For de fleste almindelige briter har begrebet Den Tredje Vej været stort set synonymt med genopfindelsen af Arbejderpartiet, Labour, der under Tony Blairs ledelse i midt-90'erne forvandlede sig selv til New Labour. Et parti, der hyldede globaliseringen, markedskræfterne, familien, fællesskabet og den sociale medfølelse i et "mere retfærdigt samfund" - ikke flere ord om lighed eller solidaritet.

New Labour blev gjort til grin af sine kritikere for blot at have taget socialismens humanitære aspirationer og ladt økonomien tilbage eller for at have stjålet fra både social-liberalister, socialdemokrater og midtsøgende konservative, men et faktum er, at det virkede. Tankegangen bragte Arbejderpartiet til magten i 1997, igen i 2001 og ser nu ud til at føre Tony Blair og New Labour mod en historisk tredje valgsejr på torsdag.

Men uanset succesen er diskussionen om Den Tredje Vej helt forsvundet i britisk politik.

Hvad, de fleste iagttagere tilbage i 1990erne nok ville have forsvoret, er, at New Labour-etiketten er blevet til en slags boomerang, som muligvis i substansen fortsat virker - partiets politik får fortsat den dybest set konservative, engelske middelklasse til at stemme på Blair og konsorter uden at frygte for skattestigninger, arbejdsløshed eller statsstyring - men samtidig er der en følelse af, at New Labour ikke er det 'rigtige' Labour.

New Labour er f.eks. at gå i krig mod Irak, hvorimod politikerne fra Old Labour er imod. New Labour er designer-politik og spin. Old Labour - eller som nogle af fortalerne i partiet kalder det: real Labour - er politikere uden fokus-grupper eller managementguruer, som taler frit fra leveren og fortsat har en regional dialekt. New Labour er egenbetaling på universiteterne og hospitaler, der styres som selvstændige fonde. Real Labour er gratis uddannelse til alle og et 100 procent offentligt sundhedsvæsen.

Der er en følelse hos mange af Labours kernevælgere af et svigt, der handler om rødder. Som 23-årige Ruth Powell sagde det i dagbladet The Guardian i sidste uge: " Jeg voksede op i en venstreorienteret familie, som altid har stemt på Labour... jeg var selv for ung til at stemme i 1997, men valget var meget vigtigt for min familie. Vi var ellevilde af glæde. Jeg stemte på Labour i 2001, men det var sidste chance... Det er ikke, fordi alt har været en katastrofe, men de har svigtet deres eget parti og glemt, hvor de kommer fra. Jeg er skuffet over dem, for jeg har altid syntes, at Old Labour var et ærligt parti - det var de konservative, som stod for al svindlen. Men jeg hader hele Blair-regeringens attitude, al det spin og opmærksomhed på pr med Alastair Campbell og alt det der. Det er en uærlig måde at føre politik på."

Powell siger videre, at hun overvejer at stemme på de liberale demokrater, men at hendes "mor er ved at gå i panik over den mulighed, at hvis alle de Labour-tilhængere, som var imod Irak-krigen stemmer på liberaldemokraterne (som er det eneste britiske parti, der var imod krigen, red.), så ender vi måske med en konservativ regering igen. Lige nu tænker jeg over, om jeg kan holde ud at stemme Labour igen, for jeg vil hellere have en Labour-regering end en konservativ."

Nøjagtigt de samme overvejelser har Brian Matthews på 57, som siger i samme artikel, at "jeg synes ligesom ikke, at der er et Labour-parti mere... Tony Blair er ikke det, jeg er vokset op med, at Labour står for. Jeg ved ikke, hvem jeg skal stemme på. Jeg overvejer de liberale demokrater, for de var imod krigen, men hvis valget står mellem de konservative og Blair, så stemmer jeg måske Labour alligevel med sammenbidte tænder. Men mit hjerte er ikke med."

Kendetegnende for en del af disse i øvrigt Labours kerne-vælgere (og i øvrigt også for en centrum-venstre avis som Guardian selv) er, at der er stor ros til megen af Labours økonomiske politik. Partiet har hævet mindstelønnen, sænket andelen af fattige familier og børn, forbedret skolestart og børnehaver for de dårligst stillede og pumpet enorme summer ind i det offentlige sundhedsvæsen, men at der er en træthed over for Blair selv og hans team af 'fornyere'.

For mange er Gordon Brown - finansminister og pt. meget mere populær end Blair - helten og repræsentanten for Real Labour. Et tilfælde er det ikke, at hvor Blair ved den forrige partikonference i sin tale fastholdt, at partiet var best when boldest, altså bedst når det var modigst, underforstået når det ikke skyede den besværlige og fortsatte moderniseringsvej, så sagde Brown året efter til total ekstatisk hyldest fra partimedlemmerne, at partiet var best when we're Labour.

Browns taler er kemisk rensede for New Labour-termen. Han bruger den aldrig. Og det er noteret. I pressen og hos Blair. Spørgsmålet er, om Brown kan holde fast i den vinder-kurs, Blair har stået for, når eller hvis han overtager stafetten i løbet af næste valgperiode, hvor Blair allerede har bebudet, at han trækker sig tilbage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her