Læsetid: 2 min.

Mao lokker turister til Kina

'Den store rorgænger' er ikke længere en lysende ledestjerne for verdenskommunismen - nu gør han bedre fyldest som ikon for kinesisk masseturisme
27. oktober 2005

HUNAN - Formandens umiskendelige kontrafej dingler fra bakspejlet i den taxi, der kører mig til Maos barndomshjem i Shaoshan i det sydlige Kina.

"Mao er min lykkeamulet," siger min chauffør og flækker i et grin. Og selv om dette kan lyde forunderligt, så ser det ud til at fungere. Siden Kinas Statsråd udnævnte år 2005 til 'Året for Rød Turisme' i et forsøg på nyt liv i massernes svindende tiltro til det herskende kommunistparti (KKP), er Shaoshan blevet et obligat udflugtsmål på ruten for tilstrømmende turister. Horder af feriegæster strømmer til byen, ivrige efter at udvide deres kendskab til den mand, som i sit hjemland stadig tilbedes som førerfiguren, der samlede det moderne Kina og smedede det sammen til en enhed.

I KKP ved man kun alt for vel, at den kinesiske befolkning interesserer sig langt mere for seneste nye mobiltelefonmodel end for partiets seneste nye ideologiske læresætninger. Deraf behovet for at ty til heltedyrkelse, og her kan endnu ingen gøre 'Den store rorgænger' rangen stridig.

En omfattende propagandakampagne er nu iværksat for at få Kinas 111 millioner indenlandske turister til at droppe Disneyland i Hongkong, Macaus kasinoer og strandene på Hainan.

Maos trygge æra

I stedet promoveres 'Maos Kina', herunder Yan'an, en støvet flække i det afsides Shaanxi, hvor Mao og KKP oprettede deres base fra 1937, foruden diverse historiske slagmarker, hvor Den Røde Hær udmærkede sig tappert, og adskillige mindesmærker langs Den Lange Marchs rute. Og i regimets top, hvor man håber på at sole sig i glansen fra den mand, som 29 år efter sin død er så populær som nogensinde, fryder man sig i denne tid, hvor kineserne afholder deres nationale ferie. For takket være Mao (der i øvrigt lod opføre talrige ferievillaer til sig selv over hele Kina), nostalgien efter hans trygge æra og den generelt voksende nationalistiske folkestemning er det i år allerede lykkedes at få fire millioner kinesere til at valfarte til Ya'nan.

150 steder i 13 provinser er øremærket som Rød Turisme-seværdighed. De rangerer fra Zunyi i Guizhou-provinsen, hvor Mao overtog formandsskabet for KKP, og restauranterne nu tilbyder en Røde Hær-festbanket, hvor hver ret er opkaldt efter et berømt slag, til Xibaipo - en landsby i Hebei-provinsen, der var Moas sidste stop, før han drog til Beijing i 1949.

Men intet sted tilbedes han med større andægtighed end i Maos fødelandsby Shaoshan. Her ligger de gamle landbrugsredskaber stadig i marken ved siden af det gule hus, hvor Mao blev født i 1893, mens mænd med bure med smågrise på ryggen cykler forbi. Maos hus bevogtes døgnet rundt af en æresgarde af uudgrundelige folkehærssoldater, men der danner sig kilometerlange køer af røde turister, som vader frem og tilbage.

Så sankrosankt er Maos status, at ingen vover at udfordre myterne om landsfaderen, der nok samlede nationen, men også stod bag så katastrofale begivenheder som Det Store Spring Fremad-kampagnen, der udløste 30 millioner menneskers hungerdød, og Kulturrevolutionen, hvor andre millioner angav deres venner og naboer, så de blev sendt i arbejdslejr.

De røde turister bliver målløse, når jeg spørger, om de kan lide Mao. "Ja, selvfølgelig," siger en kvinde. "Alle kinesere elsker Mao Tse-Tung. Han er jo Formanden, der byggede det nye Kina."

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her