Læsetid: 4 min.

Mareridt man kan danse til

Det er ikke nemt at være brite. Eller menneske. Tre britiske eller britisk-inspirerede bands leverer hver deres medrivende smertensskrig, som man kan holde en fest til. Men det er b-boy-spillemanden Jamie T, der for alvor redder festen
24. februar 2007

Til at starte med ebber livs-lysten ud i dekadent følelsesløshed: "We suck each other's faces and make sure we are noticed/The cocaine won't save you/East London is a vampire, it sucks the joy right out of me". Ordene bliver ledsaget af stolt knejsende guitarriffs, der giver én lyst til at indlede en march-lignende dans på stedet. Så, værsgo: Den britiske kvartet Bloc Partys andet album A Weekend In The City begynder med et paradoks. Vi danser til en kritik af den kultur, som dansegulvet er opbygget på. Vi lokkes i afgrunden af musik, der advarer os mod afgrunden. Er det Rottefængeren fra Hameln, der spøger?

Men bevæger man sig ind i albummet, breder kritikken sig også til forbrugskulturens sørgmodighed og den amerikanske geopolitiks konsekvens for storbymennesker i hele den vestlige verden - og klædeligt konkret formuleret i de til tider strålende tekster. Her formår Bloc Party at tonsætte den kulturelle kvalme og de politiske advarselstavler med kropslig forførelseskraft. I bedste fald danser vi os altså til indsigt. Og Bloc Party forsøger at adressere ungdommens uniforme lammelse med musik, der tilbyder kollektiv selvforglemmelse. Endda en stilfuld en af slagsen.

Forsanger Kele Okerekes lyse stemme trækker sig som sølvårer gennem sangene, der rejser sig arkitektoniske (for eksempel båret af strygere) eller bevæger sig fremad med futuristisk lokomotivisk uro. Produktionsmæssigt er albummet en perle, kompositorisk vakler det mellem det fremragende og det let patetiske.

En forvreden, vokalt ætsende perle som 'Where Is Home?' ("In every headline we are reminded/That this is not home for us", synger den sorte forsanger) står i stærk kontrast til en småbanal ballade som 'I Still Remember', hvor akkordrække, guitarmelodi og kor står i kø for at bygge klicheen højere og højere.

Så hvis Bloc Party kan lægge sentimentaliteten og den selvhøjtidelige hang til varmluftige lighterhymner fra sig, så kan vi glæde os til strålende plader. Lige nu får vi en håndfuld strålende sange. Hvilket selvfølgelig også er helt ok.

For uldne i koderne

Danske Utah har arvet deres sentimentalitet og høj-tidelighed fra Radiohead, der om nogen nærede den patos og den patetiske tone, der for nogle år siden gennemfarvede britisk og britisk-inspireret rock - fra Coldplay til Saybia. Ingen har dog formået at genbesjæle Radioheads knusende vemod, selvom hele øvelokalenationer har prøvet. Og Utah formår det heller ikke.

Debutalbummet Strength In Numbers er en serie sejt rockende følerier med massiv gæld til Radio-og-så-videre. Ok melodiske, fuldfedt harmoniske, med en sikkert insisterende fremdrift. Men kompositionerne er for tit uldne i koderne, forudsigelige i forsanger Jesper Boths Thom Yorke-fraseringer, ofte banale i harmonier og melodier. Jeg ville ønske, at disse ferme håndværkere havde brugt mindre tid ved kopi-maskinen og mere tid på at lede efter deres personlighed.

"It's the questions and fear that's the essence of me", lyder det. Så den danske kvintet leverer altså som Bloc Party flere mareridt, som man kan danse - eller i hvert fald rocke - til. Men jeg kan kun sjældent mærke Utah. Fordi forbillederne står så meget i vejen for musikkens potentielle en-til-en-kommunikation. Og fordi de prøver så voldsomt.

Effektivt og effektjagende

Det har britiske Kaiser Chiefs også en tendens til. "We are the angry mob, we read the papers every day/ We like who we like, we hate who we hate/But we're also easily swayed", lyder det på deres andet album Yours Truly, Angry Mob. Hvor vi altså får selvindsigtsfulde selvportrætter af generationen, der (heller) ikke kan bestemme sig for at tro - eller lade være. "There's not much to believe in/Left up on the shelf/So get your coat, we're leaving/We'll just do some-thing else".

Britpop, rock'n'roll og lidt shoegazer er de batterier, som Kaiser Chiefs trækker deres strøm fra, og det gør de effektivt. Og effektjagende. Her er forrygende hofteskud, som man får stød af, og her er flotte vink med vemodets faner. Men også bombastisk blændværk bygget af byger af guitarer, som jeg ærlig talt bliver lidt træt af at lægge ører til. Det får kvintetten til at fremstå ide- og humorforladt, og det er synd, når de kan få os til at danse i det eksistentielle vakuum til musik og ord som "All I need is a ball and a wall/Or a sledge and a hill/In heavy weather".

En blegt funky skiderik

Alligevel er det uendelig meget lettere at danse til Jamie T. Uhøjtideligheden selv. En blegt funky skiderik med en lille elektronisk hjemmepark, et kækt band og nok arbejderklasse-charme - autentisk eller ej - til at lokke selv kongehuset på pub. Hvor denne britiske opkomling da også solodebuterede efter den obligatoriske værnepligt i et punkband.

Som en slags spillemandsudgave af The Streets har hr. T siddet hjemme hos mor og far og leget med sin bas og sin Apple-computer og komponeret en del af det forrygende debutalbum Panic Prevention. Det samlede resultat er en intim småelektronisk b-boy-cockney-punkfolk med mindelser om Dexy's Midnight Runners, The Clash, The Specials, Madness, The Jam, Ian Dury, Beastie Boys, Art Brut og ja, altså The Streets.

Der er ikke meget mareridt over Panic Prevention, men en krig af tømmermænd ringer på en ekstern linje et sted derude. Men omstillingsbordet er nede, for Jamie-drengen har spildt billig champagne i det. Og det der er tilbage i flasken - og det er en del - hælder han i øregangene på mig, dig og enhver, der har lyst til at feste med den løssluppenhed, som kun britisk ungdom på flugt fra gråvejr og Blair kan gøre det.

Så hvis ikke man vil danse til Bloc Partys episk dystre storbyvisioner, Utahs muskuløse melankoli eller Kaiser Chiefs' ambivalens, ja, så kan man styre direkte i hegnet og forglemmelsen med Jamie T. Et styrt værd at skrive hjem om.

-Bloc Party: A Weekend In The City (Wichita Recordings/V2/Bonnier Amigo)

-Utah: Strength In Numbers (Playground Music/Playground)

-Kaiser Chiefs: Yours Truly, Angry Mob (B-Unique Records/Universal). Udkommer mandag

-Jamie T: Panic Prevention (Virgin Records/EMI)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her