Læsetid: 4 min.

Mareridtet i Kosovo

9. juni 1998

Det bliVEr ikke nogen gentagelse af Bosnien", 1 siger Tysklands udenrigsminister Klaus Kinkel og hans britiske kollega Robin Cook.
Underforstået: Denne gang lader vi ikke en krise i Balkan kværne menneskeskæbner i måneds- eller årevis uden at gøre noget. Derfor siger de også:
"Vi vil ikke afstå fra at bruge magt".
Det britiske dagblad The Guardian konstaterede imidlertid tørt i gårsdagens leder: Det eneste Vesten hidtil har gjort, er at holde møder.
Det er dog ikke helt rigtigt. På et møde for 14 dage siden vedtog Kontaktgruppen (af lande, der overvåger forholdene i det tidligere Jugoslavien) at hæve forbuddet mod investeringer i Serbien. Baggrunden var et løfte fra Serbiens leder Slobodan Milosevic om at forhandle med Kosovo-albanernes leder. Ophævelsen skulle være en belønning, en opmuntring til at fortsætte ad forhandlingsvejen med albanerne.
Men hvad skete? Så såre Milosevic havde indkasseret denne indrømmelse, iværksatte han den mest blodige militære aktion i Balkans siden Bosnien-krigen blev afsluttet med Dayton-aftalen i december 1995.

Foreløbig er 10-50.000 etniske albanere flygtet fra deres hjem, hundreder dræbt, landsbyer brændt ned og huse plyndret.
Møder kan absolut give resultater.
Der findes imidlertid ét probat middel: Arrestér Milosevic for krigsforbrydelser. Send ham til et fængsel i Haag, og behold ham dér, indtil han kan blive stillet for retten. Det kan tage ret lang tid, for han er og bliver hovedmanden bag tragedien på Balkan. Det skulle altså ikke være svært at få manden dømt og derefter buret inde tilpas længe til, at han fra og med arresta-
tionen er permanent fjernet fra Balkan.
Ovenstående løsningsforslag hører desværre til i afdelingen for spørg og glem.
Det strander ved spørgsmålet: Hvem skal arrestere Milosevic hvordan? Der er ikke hjemmel i folkeretten til et kommandoraid af udenlandske soldater ind i Serbien for at hente ham ud.
Men krigsforbryderdomstolen kunne udstede en arrestordre på Milosevic. Den vil næppe blive udført af det serbiske eller jugoslaviske politi - men det ville etablere den paria-rolle, som Milosevic endnu er undsluppet. Hvorfor er han hidtil sluppet? Fordi han var et afgørende redskab til at klemme serberne i Bosnien og Kroatien til at acceptere og gennemføre Dayton-freden. Den rolle er imidlertid udspillet i dag. Kontaktgruppen har fået tilstrækkeligt med egne medspillere og styringsredskaber i Bosnien.
Tiden er derfor inde til at slå hånden af Milosevic og meddele ham og hans land, at ingen udenlandsk diplomat eller regeringsrepræsentant vil mødes med ham.
Hvis Organisationen for Samarbejde og Sikkerhed i Europa, OSCE, samtidig genoptog Serbien som medlem, ville der være sendt et budskab til serberne som både signalerede vilje til dialog og til konsekvens.
Serbien blev ekskluderet under Bosnien-krisen; et ikke særligt klogt træk, da det lukkede både for dialog og muligheden for at sende observatører til for eksempel Kosovo.

En sådan kombination redder bare ingen liv i Kosovo her og nu. Gennem de seneste uger har avisledere både her og i udlandet tordnet løs: Grib ind, grib til våben. Men nærlæsning viser, at ingen stiller forslag til, hvad der faktisk bør gøres.
Dilemmaet opstår hyppigere og hyppigere: En nationalstats drab på egne statsborgere er muligvis et alment menneskeligt anliggende, men folkeretsligt er det et nationalt anliggende. Det var samme problem i Rwanda, Somalia og Tjetjenien.
Den bedste beskyttelse, vi kan tilbyde Kosovos albanere, ville være at sende tilstrækkeligt med soldater til deres hjælp. Det kræver en bemyndigelse fra FN's Sikkerhedsråd for at være i overensstemmelse med folkeretten.
Den britiske regering har allerede lavet et forslag om, at NATO bemyndiges til magtanvendelse i Kosovo for at beskytte albanerne. Det kunne for eksempel bruges til at gennemføre et forbud mod serbiske flyvemaskiner, helikoptere, kampvogne og artilleri i Kosovo.

Briterne forsøger at få opbakning. Præsident Clintons regering diskuterede det i går aftes, og ministerpræsident Tony Blair var i går aftes gæst hos statsminister Nyrup i samme anledning.
Briterne fortjener støtte, så der kan handles hurtigt.
Men de foreløbige signaler fra USA lyder, at det ikke er begejstret for yderligere militært engagement i Balkan (hvilket understreger endnu engang behovet for en eller anden fælles myndighed i Europa.
EU ville være nærliggende, det vil sige Vestunionen - kan danne den nødvendige udrykningsstyrke, som i dag ikke kan samles uden USA's medvirken, eller i mindste med amerikansk udrustning.
Rusland vil sandsynligvis bremse forslaget i Sikkerhedsrådet. Dels er serberne dets traditionelle allierede i regionen, og dermed Ruslands indgang til indflydelse i et strategisk vigtigt område. Rusland vil desuden særligt have svært ved at acceptere arvefjenden NATO's militære indgreb mod en allieret. Dels - og vigtigere - kan forslaget skabe precedens for udenlandsk intervention i interne konflikter. Såsom den, russerne har oplevet i Tjetjenien. Og som Rusland har simrende i andre regioner, især i Kaukasus.
Man må håbe, at briterne og andre med gode argumenter kan bevæge russerne til i det mindste at bruge deres indflydelse i Serbien til at bremse de etniske fordrivelser. Ellers bliver Kosovos mareridt, lige som det bosniske, hele Europas.pety

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu