Læsetid: 7 min.

Maria magdalenes mænd

24. juni 2005

Historien, om at der eksisterer et hemmeligt broderskab, der har til opgave at forsvare sandheden om, at Maria Magdalene fødte Jesus' barn og startede en blodlinje i Frankrig, der giftede sig ind i den merovingske kongeslægt med efterkommere den dag i dag, lyder som plottet i en god kriminalroman. Det er det også. Men Dan Brown har ikke fået ideen til Da Vinci Mysteriet via guddommelig indgriben. Han har såmænd læst bogen Helligt blod, hellig gral, der udkom i 1982.

Bogen er forfattet af Henry Lincoln, Michael Baigent og Richard Leigh og bygger på syv års research i kristendommens oprindelse og udvikling. Forfatterne synes selv, at ligheden mellem Dan Browns roman og deres egen Helligt blod, hellig gral er så påfaldende, at to af dem har sagsøgt ham. Men plagiat kan man knapt kalde det. Helligt blod, hellig gral er ikke en roman. Dan Brown har heller ikke holdt skjult, at han er inspireret af Helligt blod, hellig gral. Han nævner den i en kildeliste og lader den stå på en hylde hos en af personerne i sin roman, Leigh Teabing, der dog viser sig at være en rigtig skidt karl. Ironisk nok er Leigh Teabing et anagram over to af forfatterne, der sagsøger Brown: Richard Leigh og Michael Baigent.

Helligt blod, hellig gral er netop genudgivet på dansk, og i den anledning var Michael Baigent i København for at give interview om en bog, han var med til at skrive for over 20 år siden. Den er blevet relevant igen på grund af den omfattende debat om Dan Browns roman. "Den nuværende debat adskiller sig fra den, der var, da vores bog udkom, på ét meget vigtigt punkt: Folk er begyndt at stille spørgsmål ved kvindens rolle i kirken, og det er godt, mener jeg, for det er et stort problem for kirken. Der er ikke noget som helst i kristendommens historie, der kan retfærdiggøre undertrykkelsen af kvindens betydning," siger Michael Baigent og påpeger, at han tror, det er årsagen til, at det især er kvinder, der har taget Dan Browns bog til sig.

"Her får de en troværdig forklaring på noget, der altid har virket absurd - og så siger folk, at de læser den, fordi det er en historie om en lærd mand, der hjælper en lige så lærd, men livstruet kvinde. Var jeg kvinde, ville jeg blive fornærmet på mit køns vegne, " siger Michael Baigent og tilføjer sit "og det må du gerne citere mig for", da han afslutter sætningen med et smil fuld af selvtillid.

For fuld af selvtillid det er denne nydeligt aldrende forfatter. Hvis det ikke var fordi, han er født i New Zealand, kunne man fristes til at sige, at han besidder den poshness, der ligger i blodet på en ægte britisk silverfox. Men det kræver også selvtillid at bevæge sig rundt i den genre, han de seneste 25 år har beskæfttiget sig med. Udover Helligt blod, hellig gral har han skrevet bøger som Dead Scrolls Deception om dødehavsrullerne, The Jesus Papers og The Messianic Legacy.

Selv beskriver han sit arbejde som "en art historiedissekerende journalistik". Han vil dog ikke kategorisere sig selv som journalist, men kalder sig forfatter. Og Michael Baigent er svær at placere i en bestemt kategori: Han beskæftiger sig med historisk materiale og dokumenter, men er ikke akademiker. Det vil sige: Han har en master-grad, giver forelæsninger på universiteter og er blevet tilbudt et doktorat, men har indtil videre afslået at blive en del af et akademisk miljø.

"Det er ikke en ambition for mig at blive accepteret i akademiske kredse," siger han, da han konfronteres med spørgsmålet om, hvorvidt det er frustrerende, ikke at blive opfattet som forsker, når man har arbejdet med et bestemt område i 25 år. For bogen Helligt blod, hellig gral er blevet kaldt alt fra kætteri og svindel til den største opdagelse i moderne religionsvidenskab.

Allerede fra starten blev der rejst spørgsmål om troværdigheden af de oplysninger, der fremlægges i bogen. I hovedtræk beskriver bogen, hvordan de tre forfattere finder ud af, at præsten Saunière i den lille franske by Rennes-le-Château i 1890'erne pludselig bliver rig. Først tales der om, at han under en restaurering har fundet en 'skat' gemt i en søjle i kirken i Rennes-le-Château, men skatten er ikke af guld og ædelstene finder Leigh, Baigent og Lincoln ud af. Nej, det er dokumenter, der beskriver et hemmeligt selskab, der kaldes Prieuré de Sion. Videre research viser, at dette selskab siden 1099 har beskyttet hemmeligheden om, at Maria Magdalene fødte Jesus' barn, og på en liste over stormestre i ordenen står både berømtheder som Leonardo Da Vinci, Isaac Newton og Victor Hugo men også fuldkommen ukendte personer. I bogen følger vi de tre forfatteres jagt på oplysninger om denne orden og efterhånden går sammenhænge og implikationerne af disse op for både læseren og forfatterne.

I bogen fremlægges metoden blankt. Og franskmanden Pierre Plantard spiller en stor rolle. Ifølge de oplysninger, forfatterne havde, var han, da bogen blev skrevet, nulevende efterkommer af den merovingske kongeslægt som Maria Magdalenes blodlinje giftede sig ind i. Og altså efterkommer af Jesus.

Den kamel kan selv ikke den mest moderne kardinal sluge. Helligt blod, hellig gral blev udsat for latterliggørelse, og sidenhen har en teori om, at hele ideen med Prieuré de Sion skulle være et surrealistisk projekt som blandt andet førnævnte Pierre Plantard selv skulle have deltaget i at opfinde, fået næsten lige så mange støtter som Baigent, Leigh og Lincolns egen hypotese. Baigent påstår dog, at have bevis for, at ordenen har eksisteret allerede i det 12. århundrede. Århundreder før Pierre Plantard blev født.

Men det er vigtigt at understrege, at forfatterne aldrig har påstået at bogen er andet end en hypotese.

"Fra starten lægger vi det åbent frem for læserne, at vi faktisk ikke ved, om Prieuré de Sion findes. Der er bevis for ordenens grundlæggelse i middelalderen, men ikke for dens eksistens i moderne tid. Når vi omtaler stormestrene, kalder vi dem 'påståede stormestre'. Alt vi kan gøre er at komme med en plausibel rekonstruktion ved hjælp af de oplysninger, vi har."

Og den grundige research, faktaefterprøvning, detaljerigdom og omfattende viden som forfatterne fremlægger i Helligt blod, hellig gral er så overbevisende, at det er svært at forestille sig, at der ikke skulle være et eller andet om det. Og det er som bekendt den lille tvivl, en konspirationsteori lever på.

Om ikke andet så rejser Helligt blod, hellig gral en del spørgsmål, og det er i virkeligheden alt, Michael Baigent ønsker: "Mit speciale er i virkeligheden renæssance-symbolik," siger han, og et øjeblik ser man Mr. Baigent løbe rundt på Louvre med det franske politi og en morderisk albinomunk i hælene.

Men Baigent er ikke som Dan Browns hovedperson, Robert Langdon, en forsker i symbolik, der tilfældigt kommer til at beskæftige med de mørkere sider af religionen. "Jeg har altid interesseret mig for religion, og jeg har ikke noget problem med, at folk er troende. Men jeg har et problem med, at det koster så enorme mængder blod, at folk strides om, hvad der er den rette tro. Og her snakker jeg ikke middelalderlige korstog. Nej, bare tænd fjernsynet, og du ser det. Glem politik. Trosretninger er menneskehedens virus." Baigent ønsker, at folk skal opdage det frugtbare i at tvivle. "Min største ambition er at pirre folks nysgerrighed. Det er i det øjeblik, at vi holder op med at stille spørgsmål, at vi virkelig får problemer."

Problemet med at konfrontere trosretninger direkte er, at troende reagerer følelsesmæssigt, mener Baigent: "Tro hænger så uløseligt sammen med følelserne, at det er svært at undgå. Men jeg forsøger at mobilisere folks nysgerrighed, så det i stedet bliver en intellektuel proces. Man bliver i stand til rationelt at betragte det på afstand, så man kan vurdere og diskutere oplysningerne og forme en holdning."

Det har mange millioner læsere af Da Vinci Mysteriet og Helligt blod, hellig gral gjort, og de spørger desillusionerede: Jamen, vil det sige, at man har løjet for os i kirken og i kristendomsundervisningen? "Og svaret på det spørgsmål er selvfølgelig, 'ja'," siger Baigent.

Det er det, der er teologernes største problem, mener han. "Kirken har ikke i tilstrækkelig grad fortalt befolkningen om kristendommens oprindelse. De færreste ved, at der eksisterer andre evangelier end de fire, der er gengivet i det Ny Testamente. I år 325 afholdt man Nikæa-koncilet, hvor biskopperne vedtog, at Jesus var en gud. Da de først havde etableret Jesus som Gud, kunne de vælge ud af de eksisterende dokumenter og inkludere de, der passede ind i det dogme, og ekskludere dem, der ikke gjorde."

I 1945 fandt en egyptisk bonde en vase med gamle dokumenter i. Disse dokumenter var blandt andet Maria Magdalene-evangeliet, Thomas-evangeliet og Phillip-evangeliet, der især beskriver et meget nært forhold mellem Jesus og kvinderne i hans følge. Alle stammede fra samme periode som de fire ny-testamentlige evangelier og burde have været lige med dem, mener Baigent.

"Men man kan måske forestille sig, hvordan kønsfordelingen var i kirken, da man institutionaliserede den i det fjerde århundrede," bemærker han sarkastisk. "Akademikere enten hader eller elsker mig. Jeg har mange, der takker mig for at rejse debatten og stille spørgsmålene, men jeg møder også teologiprofessorer, der siger: 'Bevis dine påstande.' Og jeg plejer at spørge tilbage: 'Er du kristen?' De svarer, 'ja'. Og hvad kan jeg gøre andet end sige: 'Bevis, at Jesus gik på vandet. Bevis, at han overhovedet eksisterede.' Vil de kunne researche sig frem til en teori, der er mere plausibel end min? Jeg tvivler."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her