Læsetid: 3 min.

Maria, Muhammed, Mette og måske en moske

Og historien om, hvordan de alle blev filmstjerner
25. februar 2006

Det var på vej hjem fra arbejde. På en ellers trøstesløs mandag. Jeg var på cykel og stoppede for rødt ved Højbro over for Christiansborg Slotskirke, hvor landets tronarveguld nyligt blev døbt i den kristne tro. Til venstre den lovgivende magts højborg, der sammen med det ganske danske land befinder sig midt i en udenrigspolitisk undtagelsestilstand. Jeg skulle ligeud. En bil kørte insisterende op på siden af mig og parkerede lige lovlig tæt på mit forhjul, som ville den afskære mig vejen. Blinklyset indikerede, at den skulle dreje til højre. Jeg tog ikke notits af fabrikatet på bilen, men den var dyr, sortlakeret, sænket og veludstyret, som de er flest på Nørrebro (her tænkes på alufælge og deslige). Jeg overvejede, hvordan jeg skulle undvige og nå over krydset før den. Så blev vinduet rullet ned. Inde i bilen sad tre unge mænd, hvis hvide tænder afslørede, at de måske nok var født og opvokset i Danmark, men at deres forfædre i generationer tilbage levede og virkede under langt fjernere himmelstrøg.

"Undskyld," lød det fra passagersædet. "Må vi have lov til at synge en sang for dig, mens du holder for rødt?" Jeg tøvede et øjeblik og svarede så bekræftende. Dernæst indlod de sig på en flerstemmig og meget akustisk version af Carlos Santanas Maria Maria. Om pigen fra slummen, der lever livet som en movie star, alt imens de rige bliver rigere og de fattige fattigere i en by, der hærges af plyndringer og skyderier, og Maria står på hjørnet og overvejer, hvordan hun kan redde verden. Sangen blev dog hurtigt enstemmig, da de to andre gav efter for den latter, som for længst havde bredt sig til de resterende cyklister, der ventede på skiftet fra rødt til grønt. Det skete omtrent samtidig med, at de første par vers af sangen plus refræn var klinget ud gennem det nedrullede vindue. "Hav det godt!" saluterede føreren, som havde holdt tonen og masken længst, og derefter drejede de om hjørnet, så jeg kunne fortsætte over krydset. Nu med en aura lidt ligesom en filmstjerne.

Med valg af sang var der næppe tale om en hentydning til titlens jomfrunalske og religiøse konnotationer, endsige en anfægtelse af en figur, der i den kristne del af verden betragtes som hellig, men p.t. ikke er nær så eksponeret som Muhammed. Snarere var der formentlig tale om et væddemål om at stoppe den første og bedste lyshårede pige med en serenade. Om hun hed Maria eller Mette, kom sig ikke så nøje. Alligevel var hændelsen ikke just et hverdagssyn. I hvert fald ikke for mig. Og det ikke fordi, at indvandrere ikke har for vane at give komplimenter. Men fordi scenen udspillede sig midt i Kongens København, der normalt synes kemisk renset for slige islæt og ikke gør sig så godt på film lige for tiden. Her skal muslimerne i al fald ikke gøre sig forhåbninger om at få deres bønner hørt og opført en moske. Gud forbyde det. Den henlægges til et ikke-sted, nærmere bestemt den såkaldte moskegrund på Amager, som er en del af 70.000 kvadratmeter, der i en lokalplan fra 1992 blev udlagt til offentlige formål, herunder en moske. Imidlertid er det ikke lykkedes at skabe grundlag for at få den bygget. På trods af adskillige forslag om opførelse af en stormoske i hovedstadsområdet og senest et arabisk hus, der skal fungere som et dialogskabende kulturcenter mellem arabiske samfund og Danmark, bliver det nemlig ved skitsebordet og diskussioner på kommunale udvalgsmøder.

Mens planerne og de gode intentioner holder for rødt, har arkitekterne Bjarke Ingels og Julien De Smedt (forhenværende PLOT) i den forgangne måned præsenteret et projekt om en ny bydel under det opbyggelige navn Batteriet, der blandt huser et konkret forslag til opførelsen af en moske i en udformning, der efter sigende ikke signalerer fremmedgørelse, men i sin arkitektoniske stil let lader sig integrere i den danske samfundsstruktur og byplanlægning.

Men projektet rummer foruden moske-modellen også et lejlighedskompleks med plads til 1.000 beboelser, der rager 86 meter op af jorden. Og det skal man passe på med i København, der som bekendt ikke kerer sig om himmelstræbende arkitektur. Derfor kræver projektet en ændring af lokalplanen for området, som skal godkendes af politikerne i Københavns Kommune. Og den slags tager sin tid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu