To aktuelle socialpolitiske konfrontationer hører i virkeligheden nøje sammen. Den ene handler om stormløbet mod marionetdukken socialminister Eva Kjer Hansen (V) og det andet om stormløbet mod kontanthjælpsloftet. For i forrige uge offentliggjorde socialministeren en rapport, hvor en række sociale hjælpeorganisationer slog fast, at de mest udsatte grupper har fået forværrede vilkår.
Det erklærede ministeren sig enig i, indtil statsministeren trak hende i mundvigene, så var hun pludselig uenig, og en ministerstorm tog fat. Samtidig slås partierne bag aftalen 'Flere i arbejde'- der er til revision netop nu - om, hvorvidt loftet over kontanthjælpen skal afskaffes. Loftet var prisen, socialdemokraterne og de radikale betalte for at blive en del af aftalen. Men de har nu fortrudt, og de konservative er anfægtede.
Eva Kjer Hansen fik sine udtalelser synkroniseret, for hvis hun giver de mange sociale hjælpeorganisationer ret i, at de udsatte grupper har fået det værre de sidste fire år på grund af udviklingen i deres indkomstforhold, ja så styrker hun kravet om, at kontanthjælpsloftet skal afskaffes, og starthjælpen til flygtninge og indvandrere samt ungeydelsen til kontanthjælp under 25 år skal forbedres. Det er de tre lave 'incitamentsydelser', der politisk er gennemført for at drive de udsatte grupper i arbejde eller uddannelse.
Smeden og bageren
Det kan undre, at ingen har spurgt beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), hvad han mener om Socialforskningsinstituttets netop offentliggjorte undersøgelse 'Høring af 51 ngo'er om udviklingen i forholdene for udsatte grupper og borgere med lav indkomst gennem de sidste fire år'. Nok er det socialministeren der i sin retræte fra opbakningen til øget ulighed politisk blev tvunget til at igangsætte undersøgelsen. Men med resultatet af undersøgelsen peger pilen mod beskæftigelsesministeren, for de sociale ydelser hører lovgivningsmæssigt under hans ministerium. De blev netop fjernet fra socialministeriet som led i aftalen om 'Flere i arbejde' og lagt over i det nyoprettede beskæftigelsesministerium.
Det er den gamle historie om smeden og bageren. Skal man være retfærdig mod socialministeren, har hun - og hendes overforbrugende forgænger - været optaget af de mest udsatte grupper og har bidraget til flere boliger til de hjemløse. Men om antallet af hjemløse er steget eller faldet vides ikke. Det tælles ikke i dette land. Danmarks Statistik registrer heller ikke, hvor mange der er kommet på den lave kontanthjælp, enten fordi de er ramt af loftet, eller fordi de som unge må hutle sig igennem med den lave ungeydelse som udeboende. Derfor har jeg selv med kyndig hjælp beregnet mig frem til at omkring 60.000 voksne og børn lever af en af de tre nævnte incitamentsydelser.
Men hør så i stedet hvad Missionen blandt Hjemløse siger i undersøgelsen: "De lovgivningsmæssige initiativer på kontanthjælpsområdet har virket negativt på udviklingen. Vores målgruppe holdes i fattigdom, der synes at fremme resignation, initiativløshed og opgivelse, som vanskeliggør vores arbejde med at ændre deres sociale situation."
Og fra Frelsens Hær lyder det: "Manglende jobtilbud til den svage gruppe medfører, at regeringens målsætninger med indførelse af forringede ydelser ikke kan opfyldes. Hvis de sociale ydelser nedsættes med det ene formål at få folk i arbejde, skal det sikres, at det rent faktisk også kan lade sig gøre. Ellers straffer man folk uhensigtsmæssigt."
Læs også på hjemmesiden www.loftsramteeksperter.dk ekspertudsagn fra kontanthjælpsmodtagerne ramt af loftet. Et fornemt græsrodsinitiativ står bag. Det er også fornemt om end tankevækkende, at Sankt Andreaskirken og Sankt Stefanskirken i København i samarbejde med Kirkens Korshær nu giver hjemløse muligheder for at overnatte i kirken, når temperaturen er på fem grader og derunder.
Det gør alt sammen regeringen blød i knæene, så i disse dage lukker den op for, at sindslidende kan friholdes fra loftet over kontanthjælpen. I virkelighedens verden kan det medføre, at de pressede klienters orientering skævvrides, og følgen heraf bliver en urimelig belastning af socialforvaltningerne. Størsteparten af de langvarige kontanthjælpsmodtagere har andre og alvorligere problemer end ledighed. Dem kan der også sættes diagnoser på, men hvor 'fine' og psykiatriske skal de være for at opnå lofts-fritagelse? Vi kan få retsløse tilstande og en overbelastning af social- og sundhedsvæsen. Ideen med moderne socialpolitik er at se på menneskers ressourcer. Det bliver svært, når det giver bonus at have det dårligt, og der i øvrigt ikke er udsigt til selvforsørgelse.
Manglende opbakning
Den tilgang kendes alt for godt fra den gamle mødrehjælp og fra den tidligere førtidspensionslovgivning. Før den frie abort, måtte gravide kvinder elendiggøre sig selv for at få abort. Indtil år 2003 var der tre niveauer for førtidspension. Dem med de alvorlige og klassiske lægelige diagnoser kunne få den højeste pension. De nedslidte uden en fin diagnose kunne få den laveste førtidspension med den begrundelse, at deres arbejdsevne kun var reduceret med halvdelen.
I virkelighedens verden var det dem, der havde sværest ved at få arbejde ved siden af pensionen. Loven er heldigvis afskaffet, så nu får alle den samme førtidspension - at loven i praksis anvendes alt for restriktivt er en anden historie.
Vi har set psykiatriske patientforeninger og pårørende med overskud slå et slag for de psykisk syge. Den opbakning og det netværk har de fleste fra de andre udsatte grupper ikke. De er om nogen afhængige af politikerne og den medmenneskelige ansvarsfølelse.
Gunvor Auken er socialrådgiver
