Læsetid: 4 min.

Marked støtter modstand

28. april 2000

EN SVAG europæisk valuta, der konstant falder på markedet over for den amerikanske dollar og den japanske yen, er den bedste gave, som de danske unionsmodstandere kan ønske sig op til efterårets folkeafstemning om euroen og møntunionen. Mens de danske nej-sigere ifølge den seneste meningsmåling er stormet frem til nu 42 procent mod 45 procent ja-sigere, så har nej-sigernes nye alliancepartner - 'markedet' - tvunget euroen ned på et historisk lavpunkt.
Siden euroens lancering på markedet i januar 1999 er den faldet med over 20 procent over for dollar og yen. Det står i skærende kontrast til de økonomer, der inden euroens lancering forudså, at den ville stige over for
dollaren. Dømt som den var til at svække USA's dollarhegemoni i verden og skabe en stærkere politisk union
i Europa. Men nej, i stedet er tilliden til euroen sunket dybt, og selv flere renteforhøjelser fra den europæi-
ske centralbank har ikke kunnet forhindre dens kurs-fald.
I går trak centralbankens chef Wim Duisenberg igen
i håndbremsen og satte den ledende rentesats op med
et kvart procentpoint til 3,75 procent. Så bliver det atter engang dyrere at låne til nyt hus, forbrug eller investeringer i ny teknologi. Men markedet mener ikke, at det er nok og i går blev euroen sendt ned til nye historiske bundrekorder, så 100 euro kunne købes til under 91 dollar ved lukketid på de europæiske børser.
Årsagen til euroens svaghed i forhold til dollaren er
ikke, at EU-landenes økonomi fundamentalt set er
svag.

UNIONENS vækst er på vej frem - i år med 3,2 procent - og de europæiske regeringer er i gang med at nedbringe gæld og budgetunderskud. Selv om inflationen er steget en smule med stigende oliepriser, så bør den med 2,1 procent ikke bekymre. Og der er kun et
moderat lønpres på arbejdsmarkedet. Derfor er ØMU-målet om prisstabilitet ikke truet lige nu - også selv om den svage eurokurs med tiden kan give et lidt større
inflationspres i euro-området, fordi man bl.a. køber olie noteret i stadig dyrere dollar.
Det fører frem til hovedkonklusionen:
Euroen har en svag stilling på valutamarkedet, fordi USA er inde i en meget stærkere økonomisk konjuktur end Europa - især halter Tyskland og Italien efter. I sidste kvartal af 1999 oplevede den amerikanske vækstmotor en fremgang på over syv procent, og i går kom Clintonadministrationen med nye tal, der viser, at USA's økonomi er vokset med 5,4 procent i dette års første kvartal. Det er mindre end spekulanterne på Wall Street havde forventet, men det fundamentale er, at USA's økonomi fortsat løber næsten dobbelt så hurtigt som den europæiske. Og det har den gjort siden midten af halvfemserne - takket være meget højere produktivitet i
USA's nye netværksøkonomi.

RAMMEN I EUROPA er anderledes stiv, og det er først nu, at den hurtigløbende netværksøkonomi
skal til at finde vej ind i gamle Europas strukturer. I en bevægelse fra Nord mod Syd.
I USA har netøkonomiens lange boom for længst sendt aktierne på himmelflugt, og den seneste nervøsitet og kursjustering har endnu ikke dæmpet de nyrige amerikaneres forbrugslyst. I første kvartal i år er forbruget i USA steget med 8,3 procent, målt på årsbasis. Det er sidst set tilbage under Reagan-tidens guldgraverstemning i 1983.
Det irrationelt høje aktieboom, og de accelerende forbrugerpriser i USA har på det seneste skabt alvorlig bekymring hos Alan Greenspan i den amerikanske forbundsbank - der har hævet renten. Gårsdagens nye tal om væksten, inflationen og forbruget i USA er meget værre, end markedets analytikere havde forventet, og det taler for, at forbundsbanken den 16. maj måske vil hæve renten med et halvt procentpoint i USA. Den forventning vil trykke euroen en gang til.

OG NYE kursfald kan forstærke de politiske uenig-
heder i euro-landene. Se blot, hvordan visse tyske politikere og økonomer allerede har klaget højlydt
over, at euroen ikke er så stabil og stærk som den 'gode gamle D-mark'. Hans Reckers fra Bundesbanken har
bl.a. sagt, at man bør udskyde Grækenlands optagelse
i euroen.
Samtidig er der usikkerhed om den svage italienske regering kan holde til ØMU-disciplinen, og i Frankrig og i Tyskland har de rød-grønne regeringer af indenrigspolitiske årsager løsnet på tøjlerne i takt med den stigende vækst. Det kan udsætte de nødvendige strukturreformer af bl.a. pensions- og skattesystemet. Så sent som i onsdags gjorde den tyske kansler Gerhard Schröder og den franske finansminister Laurent Fabius det klart, at de
ikke synes, at renten skal op i et Europa, der er på vej frem. I går kom Wim Duisenberg i centralbanken med en kvart modsigelse, men den kunne omvendt ikke skabe ny tillid til euroen på markedet. Derfor er der udsigt til flere politiske konflikter om den svage euro. Og hvem kan drage gevinst af det? I hvert fald ikke Poul Nyrup og Marianne Jelved. bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu