Læsetid: 3 min.

Markedet trænger til en hånd

5. april 2005

PRISEN PÅ RÅOLIE er steget til nye højder. Ledsaget af vilde fagter fra børsmæglere, som skreg deres mobil i laser, passerede prisen i går 58 dollar – for en tønde svovlfattig olie, der leveres til maj i USA. Verdensmarkedet sitrer, panikken forplanter sig til cheføkonomer og investorer, EU-kommissionen nedjusterer sit skøn for den økonomiske vækst i Europa, de særeste alliancer ser
dagens lys i USA.
Men det er kun en forsmag, siger analytikerne hos Goldman Sachs, som er en af verdens førende investeringsbanker, især når det gælder energiinvesteringer. Banken forudser en råoliepris på helt på til 105 dollar pr. tønde.
Rygtet om Goldman Sachs’ analyse ramte børserne sent torsdag aften i sidste uge. De handlende så undrende på hinanden og tjekkede kalenderfunktionen. Kunne den estimerede bank virkelig tage fejl af datoen? Men nej, det var ingen aprilsnar.

VI BEFINDER OS muligvis i første stadium af en
’super-top’ på oliepriskurven, advarede Goldman Sachs. Banken forhøjede samtidig sit basisskøn for gennemsnitspriserne på let råolie med 25 procent i år og 33 procent næste år.
Den anbefalede sine klienter at købe aktier i verdens største olieselskab, Exxon, og anskaffede sig samtidig selv en bestemmende aktiepost i firmaet Zilkha Renewable Energy, et Texasbaseret selskab som har projekter for opførelse af 4.000 megawatt vindmøller i USA.
Folk som den britiske analytiker Colin Campbell og i Danmark ingeniør Klaus Illum har i lang tid forudsagt stejlt stigende oliepriser. Hvis man fortsat vil betegne deres analyser som ekstreme overdrivelser, må man fra nu af regne Goldman Sachs med til ekstremisterne.
Men forudsigelserne hviler på realiteter: Den globale efterspørgsel stiger, men produktionen kan på kort sigt ikke forøges ret meget mere. Kina og Indien konkurrerer benhårdt med de gamle industrilande om at få kontrakter med de olieproducerende lande og rettigheder til at udvikle nye oliefelter. De to lande mødes i denne uge til forhandlinger om at begrænse deres indbyrdes kappestrid om oliekøb.
OPEC-landenes reservekapacitet blev for et år siden anslået til en million tønder olie om dagen, især i Saudi-Arabien. I marts blev hanerne skruet op med en halv million. I weekenden luftede OPEC’s formand, den kuwaitiske energiminister Amhad al-Fahd al-Sabah, planer om at skrue op med yderligere en halv million tønder pr. dag.
I EUROPA har de stigende oliepriser lagt en dæmper på investeringer og forbrug. I USA har de skabt en særpræget alliance mellem miljøbevægelse og folk, der frygter for supermagtens sikkerhed.
Amerikansk benzin koster nu mere end to dollar pr. gallon, svarende til tre kr. pr. liter. Og derfor er USA’s afhængighed af olieimport fra Venezuela og Mellemøsten intet mindre end »en lurende national sikkerhedskrise«, skrev 31 tidligere sikkerhedsrådgivere i sidste uge til præsident Bush. Blandt underskriverne var præsident Reagans øverste sikkerhedsrådgiver, Robert McFarlane, og præsident
Clintons CIA-direktør, James Woolsey. De opfordrer Bush-regeringen til at skærpe kravene til bilers
benzinøkonomi. Tendensen har i mange år været, at bilerne bliver tungere og tungere og kører kortere og kortere på literen. Halvdelen af USA’s olieimport kan undgås, hvis man skærper kravene til bilerne,
siger Robert McFarlane.
»Det er nogle sære sengekammerater, men det er sund fornuft,« siger Nicole St. Clair, talskvinde for miljøbevægelsen Natural Resoruces Defense Council, som længe har ført kampagne for biler med mindre benzinforbrug.

ALT ANDET LIGE er de stigende oliepriser til gavn for en bæredygtig udvikling. Markedet dæmper det øvrige privatforbrug og fremmer energibesparelser og vedvarende energi.
Men alt andet er ikke lige.
Stigende oliepriser rammer hårdest blandt de mennesker – og de lande – der har størst brug for mere energi og mindst råd til at betale mere for den. Fattigdomsfælder forstærkes, og udvikling forhindres.
De stigende indkomster havner steder, hvor de ikke gør megen gavn: I olielandenes mere eller mindre korrumperede statsapparater og i olieselskabernes kasser, der bugner i forvejen.
Og forbrugerne i de rige lande – de vænner sig til det og betaler sig fra det. Det gjorde de i hvert fald sidste gang. Selv om prisen skulle stige til mere end 100 dollar pr. tønde råolie, er det stadigvæk kun to kroner. Mindre i forhold til købekraften end sidste gang, der var energikrise, påpeger Goldman Sachs.
Klogest og bedst for både den nationale og den globale sikkerhed ville det være at give markedet en hjælpende hånd. Regeringerne i de rige lande kunne holde priserne stabilt oppe med passende afgifter – og bruge pengene til for alvor at støtte udviklingen af alternativerne til olien. Så kunne regnestykket gå op – også for dem, der faktisk har akut behov for en liter olie.

es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu