Læsetid: 2 min.

Markskrigere og luderforskere

De danske historikere er degenereret til skandalejournalister
22. februar 2007

En sand styrtregn af hæderspriser er faldet over idrætshistorikeren Hans Bonde bare inden for det seneste år. Først Det Naturvidenskabelige Fakultets hædersbevisning for forskningsformidling. Så prisen for 'Årets historiske Bog 2006' og endelig Gerlev-prisen 2006. Den megen hæder, som nu også indbefatter en professortitel, er ham vel undt. Men hvorfor al den hæder?

Spørgsmålet er affødt af den kendsgerning, at Hans Bonde bare har fortalt det, vi godt vidste i forvejen. Nu blot tilføjet noget løs sladder om gymnastikpædagogen Niels Bukhs homoseksualitet og sportskommentatoren Gunnar 'Nu' Hansens fascination af nazi-Tyskland. Når historieskrivningen synker ned på Se & Hør-niveau, udløser det formidlingspriser.

Under påskud af at ville diskutere forholdet mellem sport og politik hænger han kendte folk ud for at have været nazist og bøsse. Og da de forulempede er døde, slipper han for injuriesøgsmål. Til gengæld får han mange henvendelser fra skandalepressen.

I Berlingske Tidende (10. februar) fortæller han, hvad han har lært af at studere det dansk-tyske idrætssamarbejde under besættelsen, nemlig at der altid er en sammenhæng mellem sport og politik. Og OL i Kina vil blive brugt politisk, forudser han. Ved hjælp af en smule omtanke ville han have vidst, at sport og politik altid hænger sammen i den forstand, at det også er en politisk beslutning, at der ikke skal være en sammenhæng.

På markedsvilkår

Bonde elsker at flå skeletterne ud af skabet. Det giver nemlig omtale, så professoren kan komme ud og fortælle om, hvordan det er at være 'besat af besættelsen', som et af hans foredrag hedder.

Tilsyneladende er næsten alle yngre historikere i dag besat af at grave smuds frem af besættelsestiden. Alle de gode gamle historier om det tapre danske folk, som blev væltet omkuld den 9. april 1940, men rejste sig til modstand den 29. august 1943, indgik jo i den lange række af Fortællinger af Fædrelandets Historie. Men i 1996 skrev Søren Mørch Den sidste Danmarkshistorie. Nationalstaten var blevet en delstat i EU og havde ikke længere brug for historikerne.

I dag er historikerne degenereret til skandalejournalister, som for gode ord og betaling bedriver luderforskning (Bent Jensen) eller drømmer om at skrive 'Årets historiske Bog'. Historievidenskabens aktuelle situation er den, at den må ud på markedet, hvor den optræder i sine to forfaldsformer: som jubilæumshistorie og sensationshistorie.

Jubilæumshistorikeren højtideligholder, mindes og gratulerer det svundne. Han er altid i gang med at tælle ned til næste kulturpersonligheds runde fødselsdag, næste runde fødselsdag for firmaer, traktater, krigsudbrud, fredsslutninger, genforeninger osv.

Sensationshistorikeren går efter de historier, som kan skaffe ham medieomtale. Og den gode historie er den dårlige historie, den der hænger nogen ud. Samarbejdspolitikere hænges ud som nazisympatisører, modstandsfolk som blodtørstige psykopater, venstreorienterede som en fremmed stats nyttige idioter.

I dag er det nationale fællesskab ikke længere vigtigt. Derfor samler historikerne sig om pirrende og salgbare emner som frikorpsfolk, tyskerpiger, stikkerdrab, værnemagere og landsforrædere under Den kolde Krig. Selv bilder historikerne sig ind, at de nu har gjort op med den national-patriotiske historieskrivning. Sandheden er, at de er blevet krønikeskrivere på markedsvilkår.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu