Læsetid: 5 min.

Marokkos politiske litterære stemme

Forfattere har særlige forudsætninger for at forstå politik, fordi den først og fremmest er funderet på løgn, siger den marokkanske forfatter Tahar Ben Jelloun
21. april 2005

For 40 år siden, den 23. marts 1965 bliver den marokkanske student Tahar Ben Jelloun forfatter. Han ved det ikke endnu. Han er 20 år, han er flyttet fra Fez inde i landet op til Tanger ved Middelhavet et par år før, har taget studentereksamen ved det franske gymnasium Regnault og er begyndt at studere filosofi ved Université Mohammed V i Rabat, hvor han er aktiv i studenterrådet.

Marokko har ikke været uafhængigt meget længere end Ben Jelloun har været teenager; nu er kong Hassan II og hæren ifærd med at tilrane sig den totale magt og kontrol, og de studerende og storbybefolkningen går på gaderne i protest.

Den unge Tahar Ben Jelloun er med, men demonstrationerne slås ned med vold, militærmagt og geværild, og få måneder efter suspenderes parlamentet i det nordafrikanske land.

Skriver på et lejrophold

Der går et helt år, før magten tager sin hævn. Men i juli 1966 pågribes 95 studerende, som har været aktive i demonstrationerne året før. Blandt dem er Tahar Ben Jelloun. De føres først til hærens disciplineringslejr i El Hajeb, så den i Ahermemou i det østlige Marokko.

Det sker uden varsel og uden forklaringer: Deres gamle liv er forbi og et nyt er begyndt.

"Jeg har gerne villet skrive om denne periode i mit liv, fordi den har tynget i min hukommelse," fortæller Tahar Ben Jelloun.

"Det var en svær tid. Efter hærens blodtørstige undertrykkelse af demonstrationerne kom denne straf: Vi blev installeret i lejren, vi vidste ikke hvor længe, vi vidste ikke, om vi nogensinde ville blive lukket ud igen. Vi vidste ingenting. Vi blev sat til at udføre ubehageligt, hårdt arbejde, som ikke havde noget formål, og vi fik elendig dårlig mad. Det var der, jeg begyndte at skrive digte i det skjulte på små, stjålne lapper papir."

Løsladt og flygter- Hvorfor fik lejren dig til at skrive?

"Fordi vi ikke vidste, om vi ville komme ud igen. Vi var blevet smidt derud og visket væk fra lærredet. Jeg var meget romantisk dengang, jeg læste Dostojevskij og Kafka og Joyce, folk, der vidnede om deres tid, ligesom jeg ville vidne om min."

Først i januar 1968 bliver Tahar Ben Jelloun lukket ud af lejren igen. Da undervisningen på Marokkos videregående uddannelser bliver arabiseret i begyndelsen af 70'erne, emigrerer han til Frankrig og påbegynder sit store forfatterskab, hvis hovedværker Sandbarnet og Den hellige nat indbringer ham Goncourt-prisen i 1987.

Gennem forfatterskabet beskæftiger han sig med identitetens sproglige, kønslige og eksistentielle betingelser i modernitetens krydsfelter mellem tale og skrift, mellem kollektiv og individ, mellem tradition og krop og selvudfoldelse.

Ben Jelloun er i Danmark for at fortælle om romanen Den sidste ven og Hvad er islam?, en enkel indføring i islam, der begge udkommer i morgen.

"Romanen handler om venskab, fordi det er et fantastisk romanesque tema og et tema, som bliver endnu mere interessant, når der også er et forræderi. I den seksuelle relation kan man forråde - det er ikke særlig pænt, men det sker. Men i venskabsrelationen hvor der ikke er interesser, sex eller penge, må forræderiet ikke eksistere. Og ikke desto mindre findes det."

"Denne bog handler desuden om et mandevenskab, som er baseret på denne særlige form for virile medskyld, hvor man opretter en sfære, der udelukker kvinderne, men hvor kvinderne som emne også er udelukket blandt mændene. Mænd taler ikke intimt om deres kvinder med hinanden. Jeg har aldrig haft en ven, der har fortalt mig om sit sexliv med sin hustru - gerne med prostituerede, men ikke med hustruen. Det er en blufærdighed eller en form for ejerskab, men det handler også om denne sfære af udelukkelse - som i bogen forstærkes af opholdet i militærlejren."

En anden tids Marokko

I Ben Jellouns stof anes hans baggrund som psykoanalytiker og en livslang interesse for seksuelle og kønslige relationer og identitetsbetingelser.

Men Den sidste ven er også en bog om en politisk særlig tilstand, og han understreger, at dagens vestliggjorte Marokko med dets langt større frihed ikke har meget at gøre med det Marokko, han beskriver i Den sidste ven.

"I Marokko er en kommission nu begyndt at genåbne sagsakterne fra de forfærdelige år for at finde frem til sandheden og en slags retfærdighed. Det er i dag et land, hvor indflydelsen fra Vesten er langt større, kvindernes stilling langt bedre - og så er det et land, som har nogle problemer med islamismen og behov for støtte fra jer."

Derfor er det snarere Hvad er islam?, der er den aktuelle af udgivelserne. Efter over 30 år som fransk og kosmopolitisk intellektuel finder Ben Jelloun sig i en situation, hvor han konstant konfronteres med sin arabiske identitet.

"Før i tiden talte man aldrig om islam, men nu gør vi det konstant. Jeg har skrevet min introduktion, fordi vi skal vide, hvad det er vi taler om. Men jeg forsvarer ikke islam, jeg forsvarer ofrene. Ofrene for fanatismen fra begge sider, ofrene for det amalgam, som vores nuværende situation er. Fanatismen er tankens og refleksionens fravær. Den er en ophidselse som gør, at man ikke reflekterer, at man giver forrang til sine instinkter."

- Hænger din politiske og din litterære side egentlig sammen?

Pornografisk politik

"Det er én stor blanding. Jeg har lige lavet en lille bog om bogstavet D: et dusin små fortællinger, helt korte og futile og muntert surrealistiske - og i dem har jeg ikke desto mindre fundet plads til at fornærme George W. Bush! Jeg laver ikke politisk litteratur, men politikken er livet, den er vores skæbne."

- Du har kaldt Bush's politik for pornografisk?

"Det er en politik på laveste etage, som har taget tilflugt til det laveste, det mest spektakulære, det mest demagogiske for at regere. Pornografien er i modsætning til erotikken smudsens og løgnens medie, folk har sex med en voldelighed, som ikke svarer til virkeligheden. Bushs politik er pornografisk, fordi den er beskidt, hyklerisk, løgnagtig, og den presser den fundamentalistiske religion frem overalt. Han er en farlig og skæbnesvanger mand."

- Har man som forfatter særlige betingelser for at forstå politik?

"Selvfølgelig. Fordi politik først og fremmest er funderet på løgn. Siger man sandheden til folk, stemmer de ikke på én. Folk elsker at beundre ledere. Se, hvordan de beundrede ayatollah Khomeini i Iran og græd, da han døde. Eller se pavens død - selv om jeg ikke påstår, de befinder sig på samme plan. Men der er en fascinationsrelation mellem folk og den politiske mand, der forstår at manipulere hoben. Han er elsket af menneskene. Og forfatteren ser det, fordi han er en observatør, hans metier er at observere og betragte og at genskrive historien uden selv at ville til fadet," siger Tahar Ben Jelloun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu