Læsetid: 4 min.

Marshall-plan for Balkan

3. maj 1999

PÅ TRODS AF den igangværende diplomatiske aktivitet fortsætter både NATO-bombardementer af militære og i stigende grad også infrastrukturelle mål i Jugoslavien. Og serbernes etniske fordrivelse af Kosovos albanske befolkning sender ubønhørligt nye flygtningestrømme over grænserne til de skrøbelige nabolande, først og fremmest Albanien og Makedonien.
De menneskelige lidelser er umålelige, men kolossale. De har stået i centrum i mediernes dækning af krigen, sådan som de også bør være det.
Først i sidste uge fik verden foreløbige og usikre skøn over, hvad krigen egentlig 'koster'. Og hvad regningen for genopbygningen af Balkan løber op i.
Da økonomi er grundlaget for menneskers eksistens - de overlevendes, altså - hører disse kolde tal uomgængeligt med i billedet. Også fordi de antyder omfanget af den opgave, som det internationale samfund - og nok i første række EU - står over for både under og efter, at denne, den forhåbentlig sidste, Balkan-krig er afsluttet.
30 mia. dollar, over 200 mia. kr., lyder regningen - ifølge EU-kommissionen - for genopbygningen af Balkan efter et ti-år med krige i eks-Jugoslavien, krige, der har ramt den økonomiske udvikling i en hel region.

MEN EU OG ANDRE internationale donorer kan ikke vente med at komme til pengekisten, til Kosovo-krigen er forbi. Allerede nu er situationen i en række af de såkaldte frontlinjestater alarmerende.
Makedoniens finansminister, Boris Stojmenov, advarede i sidste uge om, at hans land står over for et sammenbrud i løbet af to måneder, hvis makedonerne ikke får akut international hjælp. Makedonien har officielt modtaget 140.000 flygtninge; uofficielt ligger tallet nærmere 200.000 på grund af de mange, der flygter illegalt ind over grænsen.
Men også på anden måde er Makedonien hårdt ramt af krigen. Handelen med landets største handelspartner, Jugoslavien, er gået i stå, og den mest anvendte transportvej for den makedonske eksport til Vesteuropa, de serbiske landeveje, er afbrudt. Lovede udenlandske investeringer udebliver og indgåede kontrakter annulleres på grund af den usikkerhed, krigen giver.
Makedonien havde i år ventet en økonomisk vækst på tre pct. I stedet forudser økonomiministeren et fald i økonomien på otte pct.
Også Bulgarien er ramt - halvdelen af landets handel plejer at gå gennem Serbien. Et ambitiøst privatiserings-program, der skulle sætte gang i Bosniens økonomiske udvikling efter godt tre års krig, er blevet udsat - de udenlandske investorers interesse er kølnet. I Kroatien havde myndighederne sat alle sejl til for i år at få lokket turisterne til den dalmatiske kyst - landets pengemaskine nummer et. Nu har bestræbelserne været forgæves.
I Albanien, Europas suverænt fattigste land, er befolkningstallet steget med 15 procent på grund af flygtningestrømmen. Udgifterne hertil ventes resten af året at udgøre 5,5 mia.kr. - det kvarte bruttonationalprodukt. En kæmpebyrde, også selv om internationale hjælpeorganisationer dækker en stor del.
Jugoslavien er et kapitel for sig. De jugoslaviske myndigheder opgjorde i sidste uge tabskontoen: 36 fabrikker, 19 olieraffinaderier, gas- og kraftværker, 32 vej- og jernbanebroer er ødelagt af bombardementerne - og nye ødelagte industrier føjes på listen hver dag. Vestlige efterretningskilder siger, at fire femtedele af landets fabrikker ligger stille. De serbiske styrkers systematiske ødelæggelser af ejendomme i Kosovo findes ingen opgørelser over - men omkostningerne til genopbygning bliver enorme.

STILLET over for denne enorme kapitaldestruktion er det et positivt - men også nødvendigt - udspil, den tyske finansminister, Hans Eichel, i sidste uge kom med: Forslag om en Marshall-plan for Balkan, en gigantisk pengeindsprøjtning, der skal bringe den krigshærgede region på fode.
At forslaget kom fra det Tyskland, der selv forbløffende hurtigt blev af-nazificeret og demokratiseret bl.a. på grund af en storstilet amerikansk hjælp efter Anden Verdenskrig, er ikke noget tilfælde. Det var også Tyskland, der på sin krop fik at føle, hvordan en mindre generøs sejrherres strategi - i form af den ydmygende Versailles-traktat efter Første Verdenskrig - førte til krav om national genrejsning, revanchisme, nazisme og krig.
Forslaget er foreløbig blevet godt modtaget i Europa, mens kortsynede amerikanske Kongresmedlemmer, der ikke har haft skrupler over at bevilge penge til krigsførelse, har ment, at genopbygningen af Balkan er en sag for Europa.
Der er imidlertid to forudsætninger for, at også den ekstreme Balkan-nationalisme kan udryddes og at regionens økonomiske genrejsning kan begynde.
Den ene er en udgang på Kosovo-krigen, der er til at leve med.
Det vil som minimum sige: at de nu over 600.000 fordrevne Kosovo-albanere kan vende hjem i sikkerhed. Hvilket igen er betinget af, at en international styrke med stærkt NATO-islæt indsættes, at serbiske styrker helt eller delvis trækkes ud, og at Kosovo bliver et internationalt protektorat.
Den anden forudsætning er sværere at opnå: Fjernelsen af Slobodan Milosevic' styre og en påbegyndt demokratisering af Jugoslavien. En sådan udgang ligger ikke nødvendigvis i kortene, ja, er end ikke NATO's krigsmål.
Sandsynligvis må den fredsaftale, der før eller siden bliver indgået i Kosovo-konflikten, aftales med det siddende styre i Beograd.
Det afgørende er, at Milosevic og hans brun-røde regeringskoalition kommer svækket ud af konflikten. At de toneangivende politiske kræfter i Serbien og Montenegro derefter indser, at Milosevic' storserbiske projekt kun har ført landet fra fiasko til fiasko, og at det brun-røde regime i Beograd væltes indefra.
Med Milosevic ved magten vil økonomisk fremgang og politisk stabilitet på Balkan være umulig. on

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her