Instruktøren af guldpalmevinderen The Wind That Shakes the Barley - den politiske vakte Ken Loach - forsømte ikke en lejlighed til at fortælle Cannes-festivalens dommere, at hans film var at opfatte som et metaforisk angreb på USA's Irak-krig. For mens franske filmæsteter næppe har noget særligt forhold til Irlands uafhængighedskrig, er der al mulig grund til at tro, at de forstår at værdsætte alt, hvad der kan udstille amerikanerne - via analogien til Black and Tans (de britiske specialstyrker i Irland før uafhængigheden, red.) - som morderiske bæster.
Sandt er det, at det britiske militær begik horrible grusomheder i Irland, på samme måde som amerikanske soldater har begået grusomheder i Irak. Afgørende at forstå i forhold til Ken Loach er imidlertid, at næsten alt, han har præsteret som filmkunster, er udtænkt med henblik på at fremme en omstyrtelse af det kapitalistiske system.
Troskistiske sympatier
I mange år har Loach plejet omgang med Fjerde Internationale - en trotskistisk bevægelse, der stiftedes under Anden Verdenskrig (af samme bevægelse konsekvent omtalt som 'Anden Imperialistiske Krig').
Da det trotskistiske International Socialist Group i 2002 lancerede tidsskriftet Socialistisk modstand, skete det med "kammeratlige hilsner fra Ken Loach". I første nummer betegner ISG sig selv som "en revolutionær, socialistisk organisation, der er viet til at vælte kapitalismens barbariske system". Og i et senere nummer bragte det en artikel af Ken Loach, hvis andet afsnit indledes således:
"Jeg skriver dette på årsdagen for oktoberrevolutionen" - altså den bolsjevikiske, som satte gang i tvangskollektiviseringen af Ruslands landbrug, der førte til sultedøden for millioner af bønder, hvorved disse lykkeligt blev udfriet fra den private ejendomsrets elendighed og udbytning.
Ken Loach har også udtrykt sin tilslutning til George Galloway - parlamentarikeren, der just har ytret det synspunkt, at et selvmordsangreb imod Tony Blair ville være moralsk retfærdigt.
Dermed naturligvis ikke sagt, at Ken Loachs film kan afvises som makværk på grund af hans politiske holdninger. Pointen er, at han som andre forbenede marxister opfatter historiske sandheder som våben til at føre klassekamp. Ifølge Loachs socialistiske realisme repræsenterer IRA de kapitalistiske undertrykkeres ofre, og derfor er de alle helte, hvorimod de britiske soldater repræsenterer den herskende elite, og derfor alle er skurke. Virkelig historie er mere kompliceret - heldigvis. Og derfor også mere interessant.
Det er måske ikke vejen til Palme d'or i Cannes, men jeg ville virkelig ønske, at nogen ville adressere det efter min mening ret væsentlige spørgsmål, hvoraf traditionen i irsk politisk liv for 'fysisk tvang' udspringer. Hvordan kan det være, at så mange irere støttede IRA's mordkampagne på politifolk og 'kollaboratører', når de betingelser, som Irland gik ind på i 1921 for at få uafhængighed, i vidt omfang havde været opnåelige i 1914?
I modsætning til Ken Loach er irerne selv begyndt at problematisere aspekter af deres befrielseskamp. Sidste års nedrivning i Dublin af en statue af 'Sinn Fein-helten' Sean Russel udløste således en større national debat om IRA's historiske rolle. I Berlin i 1940 havde Russel diskuteret IRA's muligheder for at yde støtte til Operation Seelöwe, Nazitysklands plan for at invadere De Britiske Øer. Og i et nummer samme år af War News, IRA's officielle organ, hed det, at "de tyske tropper ville blive modtaget som venner og befriere, hvis de skulle invadere Irland."
Pronazistisk IRA
Det er blevet sagt, at IRA's pronazistiske holdning udsprang af traditionel realpolitiks princip om, at 'min fjendes fjende er min ven'.
Dette forklarer blot ikke, hvorfor War News bød den tyske hærs "rensende ild" velkommen eller fordømte de "såkaldte jødiske flygtninge", som samme ild drev til Irland. Eller hvorfor daværende Sinn Fein-leder J. J. O'Kelly i 1940 lovpriste Hitler for at befri Tyskland fra jødernes "hvide slavehandel".
Nu var det altså bare Det Britiske Imperium, som Loach foragter så dybt, som under klassefjenden Winston Churchills bød nazitruslen trods og dermed i sidste ende sørgede for at opretholde de friheder, han nyder godt af i dag. Og som Paul Laverty, manuskriptforfatteren til The Wind That Shakes The Barley nyder godt af - samme Laverty, som til filmjournalisterne i Cannes sagde, at han var vred over, at Gordon Brown, har sagt, at "nu må vi holde op med altid at undskylde for Det Britiske Imperium." "Jeg har aldrig hørt nogen undskylde for det," sagde Laverty.
Han har tydeligvis ikke lyttet til Jack Straw, der som udenrigsminister tog afstand fra Balfour-deklarationen (den erklæring, der fra britisk side banede vej for staten Israel, red.) som "uhæderlig", udtalte, at vi "havde spillet end lidet ærefuld rolle i Afghanistan", tilstod, at "vi begik alvorlige fejl i Indien og Pakistan" og rundede det hele af med at give briterne skylden for Iraks grænsedragning.
Historiske beklagelser
Det lyder måske ikke som de mest dybtfølte beklagelser, men hvad så med Liverpools byråd, som i 1999 erklærede: "Vi undskylder uforbeholdent for denne bys deltagelse i slavehandelen og for den vedvarende skadevirkning, denne har påført Liverpols sorte befolkningsgruppe"?
Men Lavertys bemærkninger er sikkert gledet fint ned i blandt Cannes' mondæne kulturelite. Jeg tvivler dog på, at de vil vække beundring hos en fransk nationalist eller en patriotisk irer. Efter min erfaring har sådanne folk kun foragt til overs for over personer, der rejser rundt i udlandet for at svine deres fædreland til.
Jeg tænker, det næppe er faldet Ken Loach ind at takke det britiske folk for hans succes i Cannes, men på en måde har vi del i den. The Wind That Shakes The Barley blev støttet af Det Britiske Filmråd, som finansieres med midler fra vort nationale lotteri. Den britiske regering har da heller ikke været sen til at tage sin kulturpolitik til indtægt for guldpalmerne. I betragtning af Ken Loachs frådende had til Blair og alt hans væsen, håber jeg, han har overhørt kulturministerens udtalelser desangående. Det kan være pinefuldt at kvæles i champagne.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
