Det er muligt, der først på aftenen torsdag var enkelte danske iagttagere, der endnu oplevede de danske imamer med Ahmed Akkari og Abu Laban i spidsen som en flok bekymrede religiøse ledere, der hårdt presset af en hadsk dansk stemning så sig tvunget til at indhente åndelig støtte fra trosfæller i det mellemste østen. Men efter den franske tv-kanal France 2's grundige dokumentation af et grundlæggende fundamentalistisk arbejdsfællesskab blandt visse herboen-de imamer må skællene være faldet fra de sidste øjne.
TV 2 Nyhederne viste torsdag aften den fulde udsendelse - men overalt i nyhedsfladerne denne aften var det Akkari, Abu Laban, dødstrusler og demagogi, der optog bedste sendetid.
Man kan til evig tid finde nuancer i oversættelsen af Ahmed Akkaris udtalelser om bombesprængning af en eventuelt kommende integrationsminister Naser Khaders endnu ikke eksisterende ministerium - men det er sådan set ligegyldigt. Uanset hvor smagløse, stupide og afskyvækkende bemærkningerne var, og om der som anført af Akkari selv blot var tale om en for grovkornet spøg, ligger der i den franske journalists dokumentation langt mere alvorlige aspekter.
Akkari kan man, med den danske troubadour og entertainer Niels Hausgaards bemærkninger torsdag aften, kort kategorisere som idiot. Hausgaard foreslog samtidig, at samfundet tildelte Akkari højeste invalidepension på grund af mangel på humoristisk sans. Om Århus-imamen ligefrem skal førtidspensioneres på det offentliges regning, kan man diskutere, men at han effektivt har sat sig selv uden for enhver indflydelse, bør i hvert fald nu ligge fast.
Det kan længe diskuteres, om Akkaris trusler var alvor eller pjank. Mange ville betakke sig for at være overvåget af et skjult kamera og siden blive holdt ansvarlig for det, de havde sagt. Der kan godt ryge en finke eller to af panden. Men der kan vel fordres en vis moral af en såkaldt hellig mand, der stiller store krav til andres moral og formidlingsevne og ikke holder sig for god til at kræve undskyldninger og tilbagetrækninger af satire, som han ikke finder morsom. Og når det ikke hjælper drage på turne for at rejse modstand.
Men lad nu det ligge. Det egentlige drama i den franske tv-dokumentar ligger i bekræftelsen af et i Danmark eksisterende fællesskab for fundamentalister af værste skuffe. Det åndelige fællesskab med Det Muslimske Broderskab i Egypten fremstillede franskmændene på udmærket vis, og det burde selvsagt være nok til at få selv de mest forhærdede kulturalister til at stå af.
Forfatteren og journalisten Frederik Stjernfeldt har tidligere i denne avis beskrevet, hvordan visse meningsdannere har fundet det nemt at undskylde enhver undertrykkelse og fornedrelse af retsprincipper og minoriteter, bare undertrykkelsen var kulturelt begrundet.
Salman Rushdi-manifestet, der har været gengivet i de fleste danske medier, opstillede to hovedangrebspunkter for moderne, demokratisk kritik - amerikansk statsterrorisme og fundamentalistisk islam. Historieinteresserede vil præcist se de tydelige paralleller, Rushdi-manifestet drager mellem nazisme og fundamentalistisk islam. Måtte nogen hidtil have savnet dokumentation for, at fundamentalistisk islam også i Danmark har ambassadører, leverede tv torsdag aften syn for sagn.
Ahmed Akkari og med ham en række andre imamer repræsenterer et syn på verden, der inkluderer kvindeundertrykkelse, minoritetsundertrykkelse og sharia. Om det en den 'komplette udgave' eller dele heraf, visse danske imamer søger, er i og for sig ligegyldigt. Men man er for længst forbi det punkt, hvor der er grund til, at politikere og ikke mindst medier vedvarende lader imamer agere ekspertvidner på integration og muslimers forhold i det danske samfund. De udgør en minoritet og bør på ingen måde være repræsentative for muslimer i Danmark. Og argumentet om kulturforskelle kan ikke tages i anvendelse.
SÅ længe de overholder de demokratiske spilleregler, og så længe der for øvrigt er orden i deres papirer, skal der være plads til islamister, som der for øvrigt er til nazister, men stuerene bliver de aldrig. Tværtimod bør der holdes grundigt øje med dem, og der er der grund til at glædes over, at imamerne ofte er så åbenlyse, at de er til at holde øje med.
De har nu i måneder med den ene tunge talt varmt og ofte i falset om harmoni, dialog og interkulturel respekt, mens de med den anden har opfordret til at fastholde konfrontation og sågar udspyet terrortrusler mod navngivne politikere.
Det viste fransk tv. Der røg den sidste rest af troværdighed. Til gengæld så man, at de har et ansigt til enhver lejlighed.
