Læsetid: 3 min.

Maskespil og magi

30. maj 2001

LANGT BORTE i Oceaniens mytologi dukker en forførende helt op med navnet Maui. Det fortælles, at han blev født for tidligt, at han gjorde solens gang langsommere for at give folk mere tid, og at han stod på de svages side over for de mægtige og nedbrød gamle hierarkier og tabuer. I går, og endda på forsiden af Dagbladet Politiken, vendte Maui tilbage – denne gang med efternavnet Solomon og som advokat for tre maoristammer i New Zealand.
»Lego har uden nogen tilladelse brugt vores polynesiske mytologi, vores stednavne og hellige figurer i en sammenhæng, vi aldrig har godkendt,« raser Maui. Han kræver, at legetøjskoncernen stopper salget af de nye Bionicle-figurer, for »Lego har registreret disse ord som varemærker og overtaget kontrollen af ord i vores sprog.«
På polynesisk kaldes påskeøen for Rapa Nui, men i Legos nye Bionicle-fantasiverden fortælles det, at Mata Nui engang var et paradis, men nu er det blevet et sted med mørke og frygt, der regeres af den dødbringende Makuta. Nu er seks helte, nogle robotlignende ånder kaldet Toa, kommet for at samle magtens masker og udfordre den onde Makuta. Tro det eller lad være.
Politikens skribent lader forstå, at maorierne må have kopirettighederne på deres side, for den ene artikel slutter med en morale om, at det er »højst sandsynligt, at New Zealands maorier nu medvirker til at genskabe jordforbindelsen.« Hos Lego.

ENDELIG fortælles det, at maorierne truer med at »rejse en international proteststorm«, hvis ikke Lego giver sig. Ja, og engang måtte Air New Zealand skifte gulvtæpperne ud, fordi tæpperne var fyldt med hellige maorisymboler...
Det er jo en god historie. Om et ’stakkels’ undertrykt folk mod en stærk kapitalistisk koncern. Der næsten kunne være taget ud af mytologierne, hvis ikke vi netop skal forholde os til virkeligheden.
Sagen er, at Lego næppe kan blive dømt til noget som helst, uanset hvor meget Maui Solomon henviser til ’den internationale konvention om biologisk mangfoldighed’. For selv om Lego har ladet sig inspirere af maoriernes fortællekunst, så er og bliver det plastificerede Bionicle-univers dog en fantasiverden. Der endda er skabt til at tage konkurrencen op mod de shinto-inspirerede (?) Pokemon-figurer, der sidste år sprængte dybe huller i Legos regnskaber. Kampen om børnenes tid og forældrenes pengepung er sandelig blevet en kamp om at skabe heroiske fantasiverdener.
Maui Solomon har bare et juridisk problem. Lego har slet ikke registret noget maori-ord som varemærke, selv om han hævder det. Lego har kun gjort ordet ’bionicle’ til varemærke, mens de seks legetøjsånder ikke har højere virkningskraft end den, de skaber i børnenes fantasi.

GODT NOK kunne man spørge, om ikke kristne europæere ville føle sig stødt over, hvis Lego fra Billund eller en legetøjsproducent fra Påskeøen sendte Robocop legetøjskrigere på markedet under serienavnet Kristus. Måske. Men selv Jesus Kristus blev af ypperstepræsterne beskyldt for blasfemi. Og selv ikke den katolske kirke har kunnet tage patent på og få ejendomsret over navnet Kristus. Det er umuligt, for det er en fælles arv. ’Kristus’ er den græske oversættelse af det hebræiske ord ’Messias’, som egentlig betød ’den salvede’ – eller slet og ret ’kongen’.
Folk har altid ret til at blive rasende, føle sig fornærmet, hvis deres Gud eller guder udsættes for spot, men det vil være dobbelt gudsbespottelse, hvis den følelse gøres til genstand for pengeberigelse via retssager og domme fra vor tids ypperstepræster?
Ingen skal kunne købe sig ret til gøre Gud eller gøre ældgamle mytiske navne til ’varemærker’. Det står Disney frit for at gøre Herkules til en tegneseriehelt, men hvis McDonald’s vil gøre Disneys tegning af ham til den imagologiske kraft, der skal gøre bøffen spiselig for børnene, så skal de betale for det. Navnet Herkules kan selv ikke grækerne patentere.
Heldigvis er der vide rammer for ytringsfriheden. Stimorol har markedsført tyggegummi med en humoristisk reklame med en gudelig bedstefar, mens fotokunstneren Andres Serrano har brugt sin frihed til at lave værket ’Piss Christ’ og sænke ikoner ned i tis og tårer. Troende kan slå kors for brystet, hvis de har lyst, mens den demokratiske offentlighed kan diskutere frit, om den slags er godt nok eller overbeviser. Men det nytter ikke at forbyde sig ud af sine anfægtelser. Eller at føre en hær af advokater i felten mod kunstneriske eller kommercielle fornyelser af traditioner og oversøiske myter.

bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her