Personlighed i elektronisk musik er ikke noget, folk går og taler alt for meget om. Og det er en skam. For der findes masser af excentrikere og ekspressionister med en sjælden evne til at sammensmelte egne kredsløb med de elektroniske ditto. At få mig og maskine til at rime. Her er to af den danske variant: Ane Østergaard og Anders Trentemøller.
Østergaard er 23 år og i færd med at blive uddannet på Århus Musikkonservatoriums elektroniske linje. Hun kalder sig Band Ane og sin computer for Hr. Laptop, og så kan det ellers nok være, at klicheer om teknologi som mangedobling af menneskets musikalske kapacitet med særlig maskulin appel er på plads.
Men de falder snart væk under påvirkning af Band Anes jomfrufærd med debutalbummet Anish Music. For de bliver irrelevante, når først damens boblende musikalitet går i blodet på en.
Over 11 numre og lige under 36 minutter lykkes det hende at rehabilitere electronica som et uskyldigt dronningedømme for fabulanter og fritænkere - med en sitrende optimisme, et lyst sind med lidt mørke striber, en smukt naivistisk melodik og en transparent opfindsomhed.
Jeg kan høre slægtskab med tidlig Mouse On Mars, Aphex Twin fra midten af 90'erne og vor egen Thomas Knak og også til dels Jab Mica Och El, som hun deler interessen for børnetimer med (temaet til Alfons Åberg og noget andet svært identificerbart viser sig). Og jeg kan høre en dame med et stort melodisk overskud, en sund humor og et anseligt idé-arsenal, som hun bruger uden at skele til dybt kedsommelige størrelser som coolness eller homogenitet. Tværtimod lader hun kompleksitet og paradokser slå buler i numrene, f.eks. ved at lade lavteknologiske instrumenter modsige fermt frække breakbeat-programmeringer; eller lade troldsplinter snitte i (nogle gange for) nuttede melodier.
Kulturkritik (og feminisme) viser sig fx på nummeret 'Craptelly' med lyduddrag fra tv-programmet The Swan Pageant: "This evening you will be amazed at how these once insecure ordinary women will now be competing as confident beauty queens (bifald)". Og udgangsskæringen 'Three Things To Remember' ender i kras eurodance, som om Band Ane vil forberede os på den langt mere kalkulerede og prosaiske verden, der venter uden for hendes album og hendes ualmindeligt oplivende selskab.
Kompositorisk talent
Det er også noget af et skift at bevæge sig fra Band Anes strittende optimisme over til Anders Trentemøllers cinematiske melankoli. Fra frit fabulerende blottelse af personlig kompleksitet til iscenesættelse af eget vemod under tårnhøje produktionsstandarder. Der er mere distanceblænden og kontrolmani over Trentemøller, som dog selv understreger den personlige tilgang til sit debutalbum The Last Resort i pressemeddelelsen: "Det afspejler mit liv, mine tanker, mine behov, min usikkerhed og mine længsler".
Ingen person eller personlighed opererer i vakuum. Så hos Trentemøller finder man gæld til Rhythm & Sounds digitale dub-rus, til Underworlds skyskraber-spleen, Airs mondæne romantik, Massive Attacks og Portisheads senmoderne blues, Felix Da Housecats saftige electroclash, Prodigys bombastiske beats og sågar trance-musikken, som vi har lært at elske/hade den. Og hvis ikke Trentemøller havde så åbenbare kompositoriske talenter, så ville The Last Resort have været et kompetent, men også alt for pænt opkog af de sidste årtiers elektroniske musik af den mere hedonistiske og komfortable slags.
Lykkeligvis indkapsles vi i stedet i en lydverden, som det ganske vist er usandsynlig behageligt, men også ret så underholdende og stemningsfuldt at læne sig tilbage i. Når man altså ikke bliver sat til at danse især mod slutningen af pladen, hvor der bliver nikket til Trentemøllers betragtelige succes inden for europæisk klubmusik.
Udvandet afslutning
The Last Resort kan betyde både sidste udvej og sidste tilflugtssted, altså både en vej væk og en destination. Og der er også både ro og rastløshed i de mange lange numre og den velnærede klanglighed. Det regner i Trentemøllers hjerte, det er man ikke i tvivl om, når fremragende episk melankolske numre som 'Take Me Into Your Skin', 'Always Something Better' og 'The Very Last Resort' folder sig ud og afslører fornemme dybdeperspektiver. Men til gengæld er det en anderledes ydre distribution af væsker, der hentydes til på et kinky stødende nummer som 'Vamp'.
Scratch og sprøde akustiske strenge, støn, surf-guitar og melodica samt en maskinpark af de mere veldresserede glider sammen i skjønne enheder, som da kun kan give melankoli et godt ry derude. Men desværre sander The Last Resort mod slutningen til i nogle lidt for ganske vist labert detaljespækkede, men også for dansefikserede dub-/techno-tracks, som udvander en ellers elegant helhed.
Så, voila, to mennesker har malet fint pixellerede selvportrætter med alle de kneb, som maskinerne har tilbudt dem. Men på hver deres måde. På Anish Music får man fornemmelsen af at have været på besøg i Band Anes hjem, mens man på The Last Resort har oplevelsen af en behagelig samtale på et offentligt sted med Trentemøller. Begge dele har selvfølgelig ret og værdi.
*Band Ane: Anish Music (Jenka Music/VME)
*Trentemøller: The Last Resort (Poker Flat Recordings/A:Larm). Udkommer mandag.
