Læsetid: 2 min.

Masser af løsninger på atomkrisen med Iran

USA skal vælge en eller flere veje ud af konflikten med Iran, hedder det i en dansk analyse. Imens brænder Ahmadinejad broer i Teheran
17. april 2007

ISTANBUL - Iran vil aldrig give efter i striden med vestlige stormagter om landets atomprogram, dundrede præsident Mahmoud Ahmadinejad i går i en tale, som blev sendt direkte i tv.

"Det iranske folk vil beskytte deres lovlige ret og vil ikke rokke sig en tomme," sagde Ahmadinejad i talen i byen Shiraz i det sydlige Iran.

"Den iranske nation vil ikke lade sig tale væk fra sine bestræbelser, og den iranske nation står sammen om dette," sagde han til tusinder af jublende mennesker.

Talen er den hidtil kraftigste afvisning af det pres, flere vestlige magter med USA i spidsen de seneste mange måneder har lagt på Iran for at få landet til at opgive sit atomprogram. Til trods for det nye i den forstærkede retorik har det længe været klart, at Iran er langt fra at bøje sig for de økonomiske sanktioner, FN har lagt på landet og flere af dets centrale institutioner. I en analyse fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), der udkom i går, hedder det, at man ikke skal forvente et iransk tilbagetog, før landet har fået et tilfredsstillende svar på de overvejelser, der ligger til grund for atomprogrammet.

"Uden en farbar militærløsning på hånden er den eneste mulighed for fremskridt at give Teheran gode grunde til at droppe dets jagt på atomvåben," hedder det i analysen.

Selvødelæggelse

Blandt vejene frem i forhold til Iran nævnes først og fremmest sikkerhedsgarantier fra USA, så den oplevede trussel i Iran reduceres. Af andre muligheder nævnes både bilaterale og multilaterale forhandlinger mellem Iran og henholdsvis USA og alle de andre lande, der er involveret i atomstriden.

"Før Teheran opnår at mestre uranberigelse, kunne USA og dets allierede tilbyde Iran en mulighed for multilateral dialog, som seriøst kunne forholde sig til Irans sikkerhedsbekymringer og skabe betydelige økonomiske opmuntringer."

DIIS-analysen taler også om muligheden for, at de bekymrede vest-magter tilbyder at opbygge og drive et atomanlæg i Iran for på den måde at give landet den atomkraft, det siger, det har brug for til civile formål, mod til gengæld at have fuld kontrol med processen.

For at forebygge iransk magtovertagelse af anlægget efter dets færdiggørelse, skulle det kunne selvdestruere om nødvendigt.

Sanktioner uden for FN

Som en sidste mulighed taler analysen om flere og stærkere sanktioner, eventuelt vedtaget uden for FN-regi af europæiske lande og USA. Det ville kunne påvirke Iran, hedder det i analysen. Når alt kommer til alt, er det dog ikke vejen frem. Det er i stedet en sammenhængende, international politik over for Iran og alle de andre lande i Mellemøsten, der overvejer at skaffe sig atomkraft med alle de våbenproduktionsmuligheder, det indebærer. Tyrkiet, Egypten og Saudi-Arabien er bare nogle af de lande, der har vist interesse.

"At håndtere truslen fra masseødelæggelsesvåben i Mellemøsten bid for bid har til dato ikke givet resultat, men jagten på en løsning af den iranske krise kan meget vel tilbyde et tiltrængt udgangspunkt for en gang for alle at håndtere denne konstant voksende trussel," lyder det fra DIIS.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her