Læsetid: 4 min.

Massiv Trance

Fire bands, hvis musik ikke normalt lægger op til store fanskarer og kæmpe koncerter, spillede fredag i Forum. Man følte sig som en del af et kollektiv. Og helt alene.
28. august 2006

Hvis man får sig forvildet sig ind til en koncert, kan man som regel pejle sig ind på genren ved at kigge på publikum. Demografien afslører alt. Til en Radiohead-koncert er det blege unge fyre med briller, der har valgt universitetet frem for musikken. Til en Slayer-koncert er det unge langhårede fyre i falmede band-t-shirts med kranier på.

Men hvad er det for en type koncert, hvor der er fuldkommen lige kønslig fordeling. Hvor der er piger med lyserødt garn flettet ind i deres dreadlocks. Fyre med lidt for meget voks i håret, der egentlig er ved at blive lidt tyndt. Der er piger på 15 og kvinder på 35. Og fyre på slæb. Mænd der skal spille fodbold i morgen. Piger der stadig gemmer sig bag briller og større striktrøjer. Drenge der ville være endt som 25-årige jomfruer på DTU, hvis ikke de var begyndt at spille guitar i 9. klasse.

Forklaringen på denne blandede publikum-skare er, at Beatbox Booking har fået den umiddelbart crazy idé at arrangere en koncert i Forum med fire bands, der godt nok har dedikeret fanskare, men ville have svært ved selv at fylde halvdelen af rummet.

Århusianske Under Byen lægger ud med deres alfe-rockede, eksperimenterende otte mand store musikkollektiv. Derefter Spleen United med den dystre synthesizer lydmur. The Cardigans med smukke Nina Persson i front. Og til sidst det trancefremkaldende Massive Attack.

Genremæssigt er det mest samlende man kan sige om de fire bands, at de er populære på Det Elektriske Barometer.

Under Byen lægger ud klokken 19, og Forum er endnu ikke halvfyldt, men alligevel formår bandet - der ellers klarer sig bedst på små klubscener - at fange de fleste fremmødte med et flere minutter lange sortie støjmur.

Lydstemninger

Spleen Uniteds massive lydstemninger er som skabt til stadion. Desværre hænger bandet stadig fast i ikke helt retfærdige påstande om, at de udelukkende har hørt Depeche Mode. Spleen Uniteds lyd er mere ensformig på den fede måde. De sætter en ære i at lade det fremragende nummer Gold Ring forsætte i det uendelige, så fans sendes i ekstase og de andre i en skeptisk men alligevel modtagelig vuggen frem og tilbage.

The Cardigans er meget afhængige af lyden i lokalet og ikke mindst Nina Persons stemme. Hun har før skuffet og haft besvær ved at ramme tonerne. Men ikke denne fredag. Den lille kvinde leverede sammen med resten af bandet en koncert med hits som 'Erase and Rewind', I Need Some Fine Wine And You Need To Be Nicer og Live and Learn. Og Forum og de forskellige bands' lydmænd får superlativer med på vejen. En messehal er et utaknemmeligt sted at sætte lyd op, men denne aften er lyden så intens og allestedsnærværende, at man skulle tro, man stod midtfor scenen i Vega. Pop-fænomenet med de festlige beats og de underspillede dystre tekster: "I don't seem to have learned/ That a lady in need is guilty indeed/ so I paid and got laid in return." gav en koncert, der burde have fyldt Forum alene.

Triphoppens fædre

Massive Attacks tunge basbeats lukkede festen af. De kaldes skaberne af triphop og bands som Portishead ville ikke være det samme uden. Desværre har deres dominans på triphop-scenen og musikkens symfoniske kvaliteter betydet, at musikalske analfabeter har voldtaget bandets bagkatalog og hver gang, der sendes en dansk dokumentar på tv er de ledsaget af numre som Teardrop og Unfinished Sympathy. Og det er en skam, for Massive Attack er meget mere end lydtapet. Koncerten i Forum var et led i deres tour med opsamlingspladen Collected, så næsten alle de moderne klassikere var på set-listen.

De tunge basbeats blev understøttet af gigantiske lys-piller, der skiftede farver og former i takt med musikken. Det var umuligt ikke at lade sig rive med. Den småsnak, der havde været under de tre andre koncerter, forstummede, da bandet, de fleste var kommet for at se, insisterede på opmærksomhed. Massive Attack er et musikkollektiv og skiftede mellem tre-fire forskellige forsangere m/k. Og stemmerne fungerede i højere grad som et ekstra instrument end som leverandører af et tekstunivers: Som "Feathers on My Breath," som der synges i Teardrop.

Koncerten i Forum var udefinerbar. Man kunne ikke udpege genren ved at analysere publikum, ølsalget eller mængden af hashlugt i luften. Men i løbet af aftenen blev det også mere og mere uinteressant. Til sidst var musikken så intens, at det føltes som om, at Forum var fyldt til randen men alligevel tom. Publikum smeltede sammen i en stor masse. Og man følte sig godt tilpas og alene.

Massive Attack, The Cardigans, Spleen United og Under Byen Forum, København, Fredag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu