Duetten må være lige så gammel som sangen selv. Ideen er oplagt; to stemmer som oftest en mand og en kvinde 'samtaler', så det hugger.
Vi kender formen fra syngespil, opera, operetter, musicals, revyer og diverse flydende genrer. Klassisk (og eksemplarisk) er således samarbejdet mellem f.eks. Ella Fitzgerald og Louis Armstrong i jazzregi, mens det inden for countrymusikken er obligatorisk, at gud og hver mand synger duet med hverandre, til det hyler i såvel hypofyse som i pigtråd og præriegræs.
Berømte i den sammenhæng er ægteparret George Jones og Tammy Wynette, der udvekslede patosfyldte vers og fængende omkvæd ad libitum både før, under og efter deres stormombruste ægteskab.
Det højt estimerede countryikon Emmylou Harris har sunget duet med så mange forskellige koryfæer, at der findes en hel opsamlingsplade med hende, der bare hedder Duets (1990).
På alle måder udgør Harris' rene sopran både den perfekte harmonistemme (hos f.eks. Gram Parsons og Bob Dylan) og det perfekte modspil til diverse herrestemmer, idet hun diskret formår at få det ypperste frem i sin partner.
På Duets rækker det fra det sublime (George Jones, Roy Orbison, Willie Nelson) til det i bedste fald irrelevante (John Denver, Earl T. Conley), men selv i sidstnævnte tilfælde lyser Harris konsekvent landskabet op.
Hun er måske ikke den person i verden, der har solgt flest plader, men så kan hendes betydning for amerikansk roots-musik gennem de sidste fire årtier heller ikke gøres op i antal af solgte enheder eller kroner og ører, for det handler om kærlighedsglød, trofasthed og inspiration.
Amerikansk forankret
På den relativt nys udgivne duoplade All The Roadrunning er det så guitar-esset Mark Knopfler, der har indforskrevet evigtunge Harris til at løfte hans begrænsede, men udtryksfulde vokal op i sfærerne.
At det i udpræget grad er Knopflers projekt, tyder det faktum, at han har skrevet 10 ud af pladens 12 sange på, og det er da også ham, der primært er i forgrunden.
Det har nu heller aldrig været til at høre, at denne Knopfler har britisk pas, så dybt forankret er hans klangunivers og stilgreb i diverse amerikanske roots-traditioner, såsom urban folk, country, rock, sumpblues og sømandssange.
Personligt har jeg dog altid haft det lidt svært med denne Knopfler både som solist og ikke mindst de mange år, han var ubestridt frontmand i det megasuccesfulde Dire Straits. Kompetencen er uangribelig og håndværket totalt i orden, men det er forfærdende sjældent, det seriøst slår gnister eller løfter sig op i de decideret inspirerede luftlag, så trods hans mange talenter - han er en forrygende guitarist med sin helt egen lyd, lige så øjeblikkeligt identificerbar som en Carlos Santana - er han altid forblevet en perifer person i mit musikalske Parthenon. Og det vil han i den grad vedblive at være, selv om samarbejdet med Harris på papiret så lidt lovende ud.
Begavet eftersnakker
Men der er virkelig ikke rigtigt noget ved All The Roadrunning, der rokker ved min opfattelse af Knopfler som dygtig, ja ligefrem begavet eftersnakker; det er den ene dygtige pastiche på alt mellem himmel og jord efter den anden, alt sammen optaget, spillet og sunget til perfektion, grænsende til det kliniske.
Og det kan selv Harris' stensikre indsatser ikke rokke en tøddel ved. Hyggeligt som det er at træde ind i et rum, der er som støvsuget for overraskelser eller udfordringer, kommer det hurtigt til at virke søvndyssende. Numrene ruller stille og roligt forbi som en doven å, der snor sig, og det er både kønt og indbydende, men også lovligt sikkert og forudsigeligt.
Jeg skulle nok være i mit allermest tryghedssøgende hjørne, hvis jeg frivilligt skulle finde på at kyle skiven i den dertil indrettede, når jeg i stedet f.eks. kunne lytte til et af Emmylou Harris' mange mere prægnante soloudspil.
Ufokuseret koncert
Er pladen problematisk i al sin forudsigelige tørvetrillethed, var koncerten i Forum så ufokuseret og uengageret, at det endte med at blive en kamp overhovedet at holde interessen fanget.
I hvert fald hos Deres udsendte, som dog holdt sig oppe i kraft af det nok dårligste sæde, hans røv nogensinde har haft den dubiøse fornøjelse at komme i nærkontakt med. Og det på trods af at lyden i det i den henseende så problematiske Forum fra første nummer var udpræget god, og det ikke blot var muligt at fange de mange detaljer i de seks medbragte musikanters overlegne instrumentbehandling, det var også muligt at forstå, hvad der egentlig blev sunget.
Men hvad angår kemien mellem de to headliners kan den slet ikke kaldes dårlig, idet den snarere var ikkeeksisterende. De tumlede rundt som to fremmede, der virkelig ikke kan finde nogle fælles holdepunkter at knytte an til.
Fra nulpunkt til nulpunkt
Det var umuligt at slippe fornemmelsen af, at de stort set ikke rigtig anede, hvad de egentlig lavede sammen deroppe. De ellers både sang sammen og hver for sig med det resultat, at de to eneste gange, denne signatur overhovedet følte sig indbudt med til bords, var i Harris' to fine soloindsatser i form af hhv. "Red Dirt Girl" og "From Boulder To Birmingham".
Der blev sågar plads til et par obligatoriske Dire Straits-sange, men alt sammen så planløst og søgende, at det virkede mere desorienterende end noget som helst andet. Adstadigt gik det fra nulpunkt til nulpunkt, mens tankerne fløj hid og did om diverse gøremål, der intet havde med musikken at gøre, mens uret i ét væk konsulteredes for en rask vurdering af, hvor længe det mon kunne blive ved endnu.
Det er lovligt stærkt at kalde projektet en dødssejler, så lad os nøjes med at konstatere, at det var en meget mat affære. Og det var ikke det veloplagte, topmotiverede og et hundrede procent solidariske publikums skyld, selv om det stående bifald efter sidste nummer må henregnes til en kollektiv psykose. Det var som om de mange tusinde mennesker på forhånd og i fællesskab var blevet enige om, at aftenen skulle blive en succes, og på de præmisser blev det det så også. Men personligt var jeg jublende glad, da det var overstået.
Mark Knopfler & Emmylou Harris m/ band, Forum, lørdag
Mark Knopfler & Emmylou Harris: All The Roadrunning (Mercury/Universal)
