Læsetid: 3 min.

Matematikkens mystik

Måske skal de opvakte piger lokkes ind i matematikken af andre veje end drengene
15. juli 2005

Det er åbenbart stadig svært at få piger til at vælge matematik i gymnasiet. For slet ikke at tale om at gå så vidt som til at blive forskere på feltet senere eller grave sig ned i et af de fag, hvor matematikken er uomgængelig. Pigerne springer fra matematikken, og de gør det faktisk lige omkring det tidspunkt, hvor ... de bliver kvinder. Hvad er det mon med bryster og menstruation, der bare ikke går i spænd med Pythagoras?

"Jeg vil have noget med mennesker at gøre," siger de kønne hoveder, og så er medicin åbenbart det længste, man kan strække sig.

Jeg ligger på græsset og glor op i skyerne og tænker sommerdiffust over problemstillingen. Det bliver ikke bedre med tiden og ikke engang med 'ligestillingen'. Måske er det skyformationerne, der får mig til at tænke over det. De er svære at beskrive matematisk. Der er for mange parametre og den mindste lille sommerfuglevingeforskel i beskrivelsen giver nogle helt andre skyer, end dem man ville beskrive. Kaos.

"Universet er skrevet i matematikkens sprog," sagde Galilei sådan cirka for 300 år siden, og så begyndte man ellers at læse den. Verden. Er verden så matematisk? Eller er det kun sproget, der er det? Kan skyerne matematik måske? Og hvad har det med piger at gøre?

Jeg er matematisk student. I valget, der dengang stod mellem sproglig og matematisk, forekom matematikken mig at være et mindre onde end latin og tysk. Ikke fordi jeg specielt godt kan lige regler, men fordi jeg syntes, de var endnu værre med en masse undtagelser - sådan som det er i grammatik.

Det var i 1.g, det begyndte at gå ned af bakke. Forældrene blev skilt, drengene var for interessante, og matematikken var for kedelig. Læreren var flink, genert og en nørd. Han kunne ikke forstå, hvad jeg ikke kunne forstå. Og der var meget, jeg ikke kunne forstå. Hvad er kærlighed, og hvorfor passer matematikken på fysikken? Fysiklæreren var endnu mere nørd, han var af den sorte skole, og ydmygelsen ved tavlen gav fantasier om forgiftede bolsjer. Man skulle bare kunne lektien, også selvom faldloven og accelerationen i den grad blev modbevist af de forsøg, der blev udført i gruppearbejde. Så skulle man bare huske listen med fejlkilder. Den var lang. Hvordan nogen nogensinde havde kunnet få en lov ud af alle de fejl, var en gåde.

Der var selvfølgelig nogle, der hængte på. Var flittige. Det så ud som om, de kunne glemme alle problemerne om kærligheden, verdens gang eller undergang ved at løse matematik- og fysikopgaver. De legede kort sagt med det, og det er helt sikkert en god vej ind i matematikken. Men så skal man stadig have den der legelyst, og det var ikke lige den, jeg havde. Jeg havde mildest talt heller ikke megen autoritetstro. Det er nemlig en anden vej ind i matematikken. Man er nødt til at tro på, at den virker. Tage det for givet. Man skal ikke spørge til den og slet ikke til, hvordan i al verden det kan være, at tal og formler passer på verden. Det er bare rationelt, videnskaben er rationel tankegang, og jeg kunne ikke se det rationelle i det. Det forekom mig dybt mystisk.

Senere fandt jeg ud af, at det er lige, hvad det er. Dybt mystisk. Mindst lige så mystisk som kærlighed for eksempel. Astronomen John D. Barrow, som jeg har en lille bog om matematik af, formulerer det således: "Lad os sige, at man kan definere 'en religion' som: 'Et system af ideer, der indeholder visse ubeviselige påstande.' Jamen, så har Gödel (stuhr, stuhr matematiker ... der i øvrigt blev sindssyg (min bemærkning)) ikke alene lært os, at matematikken er en religion, men også den eneste religion, der selv leverer os beviset på det." Sådan.

Og det var måske dér, man kunne starte. Med disse opvakte teenagetøser, der har travlt med at blive kvinder og menneskelige og irrationelle og litterære og praktiske. De vil ikke lege mere, og der er jo heller ikke meget autoritetstro tilbage i danske unge mennesker. Så giv dem indgangen til matematikken et andet sted. Fortæl dens historie, fortæl om den pythagoræiske mystik, om rationelle systemers irrationalitet. Fortæl, at man må vove sig ud i den som et tillidsspring, at naturens store bog er skrevet i matematikkens sprog, men at man er meget langt fra at have tydet koden. At man stadig ikke ved, om skyerne kan matematik. Så gider de måske godt høre om det - og lære det. Og måske endda forske i det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu