Læsetid: 3 min.

Materie-kritik

24. maj 2005

Kritik er velkomment, og jeg modtager den gerne, men, kære Klaus, det bliver svært, når du - ligesom de fleste andre kritikere af DR's dramatik i disse år - ikke kritiserer det, vi rent faktisk laver men kritiserer, at vi ikke laver noget andet, end det vi laver.

Du ville ønske, "at man engang imellem ville bruge et par af de mange millioner licenspenge på et stykke tv-dramatik, hvor man ikke kan det hele udenad i forvejen [og] som ikke blot stiller et spejl op for at afbilde vores fælles afgrundsdybe kedsommelighed" (Information den 6. maj).

Det er en kritik, som forekommer mig at være et ubegrundet postulat. Det må da være tankevækkende, at der er mange seere til vores dramatik, der åbenbart ikke kan det hele uden ad i forvejen, og som ikke oplever en afbildning af vores afgrundsdybe kedsommelighed.

Det kunne endda være, at disse seere oven i købet mener, at vores dramatik rummer noget om "både livet og døden," som ikke er det "formskårne fællesportræt," du føler dig præsenteret for søndag klokken 20 på DR1.

Jeg er bestemt ikke så meget seertals-fetichist, at jeg ville påstå at næsten tre millioner seere til Krøniken, 1,1 millioner til Edderkoppen, 700.000 til Den serbiske dansker ikke kan tage fejl. Men man kunne måske også hævde, at du lider under sandheden i, at den vise kan det hele udenad i forvejen, og derfor oplever vores tv-dramatiks ulidelige lethed!

Endnu sværere bliver det, når du piller definitioner ud af mit begrebsapparat og bruger dem på en helt anden måde, end de er konciperet. Derfor: Når du sætter 'modernisme = kritik' og 'postmodernisme = frikadellens suverænt over al kritik svævende flugt over plankeværket' op i guirlander, så kører du sprogets grundlæggende metaforiske status ud i det absurde.

De kedelige modernister

Modernisme og postmodernisme er i mit begrebsapparat to 'fortælle'-traditioner i ordets videste betydning. Det gælder også 'fortællinger' i maleriet, arkitekturen og musikken.

Jeg synes de to 'ismer' kan være frugtbare for en forståelse af indholds- og udtryks kategorier i tv-mediet. Når jeg hævder postmodernismens forrang for modernismens i massemediet tv, så hænger det sammen med, at postmodernismen frasiger sig muligheden for - og illusionen om - at fortælle den aldrig tidligere fortalte historie i den aldrig tidligere sete form og med aldrig tidligere brugte metaforer.

Men det betyder bestemt ikke det samme som, at jeg personligt ikke er optaget af de modernister, der til stadighed gør forsøget. Som oftest keder jeg mig gudsjammerligt, men det er mit problem - og frem for alt modernisternes problem med mig. Og jeg er - ikke p.g.a. revanchisme for de mange gab modernisterne har påført mig - overbevist om, at disse forsøg skal gøres, men i andre medier end dét, hvor halvdelen af danskerne sidder samtidig i forventning til, at der nu kommer noget, vi kan være fælles om, og som de i øvrigt har betalt for på forhånd!

Det er givet den holdning, du beskriver som "Ingolf Gabold midt i sin kogende populisme". Selv ville jeg beskrive min holdning og handlinger i DR-drama, som udtryk for ansvarlig formidling af bred folkelig kunst i et massemedie betalt ved tvangslicens.

Jamen, har modernisterne slet ingen plads i tv-mediet? Jo, i DRTV afspejler vi en del af, hvad der udfolder sig af dansk dramatik i biografen. I biografen er henvendelsen til publikum som bekendt smallere; 300.000 biografgængere er et stort publikumstal for en dansk spillefilm, og når vi viser dem i tv, kan de bredeste af disse film opnå seertal på en million. Og det er da heller ikke modernisterne, der får den publikums tilstrømning.

Kogende populisme? - nej, formidling af god kunst fra biografens narrow cast til tv's broadcast. Og dermed kom jeg nu også frem til Jytte Rex, som du, Klaus, postulerer fungerer som "en kattelem for mit eget sublime intellekt." Nej, igen forkert! jeg glæder mig blot over, at kunne bringe denne hard core modernist et større publikum end de knap 3.500 biografgængere, der opsøgte Silkevejen i de danske biografer.

Men hvorfor skal DRTV hente det repertoire ind udenfor DR-dramas egne produktionsmidler, kunne du spørge. Fordi vi i DR sætter 50 mio. kroner i produktioner af danske film for bl.a. at kunne vise Jytte Rex. Klaus, hvis du orker, vil jeg meget gerne have kritik på det, jeg og vores forfattere kreerer til DR-drama. Men det må være kritik af materien!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her